KLOKKEN RINGER TIL gudstjeneste en januarmorgen. Det lyder ret hjemligt et sted, som ellers ikke har ret meget dansk vinter-hjemlighed over sig. Temperaturen er 25 grader. Uden for myggenettet står bananpalmerne tæt. Der dufter af brænderøg fra hytterne omkring gæstehuset, hvor vi – min kone Bente og jeg – har overnattet. Vi er på besøg i Lukajanga hos en af Danmissions gode gamle partnere, den evangelisk lutherske kirke i Karagwe Stift i det nordvestlige hjørne af Tanzania.
Til morgenmad kan vi vælge kogte bananer eller æg, bacon og ristet brød. Vi vælger – lidt pivet – det sidste. Så ringer klokkerne igen, og det er tid til at gå i kirke. Jeg er blevet bedt om at prædike og havde skrevet en prædiken hjemmefra, men efter en uges rejse rundt om Victoriasøen med vennerne fra den lutherske kirke her føles min prædiken meget fjern og mindre relevant for de folk, vi har mødt, så jeg har siddet oppe en del af natten og skrevet den om.
Den brede og rummelige domkirke i Lukajanga er pænt fyldt op – der er vel 500 kirkegængere. Vi bliver modtaget hjerteligt af stedets biskop, Benson Bagonza, og flere af de lokale præster. Og så går gudstjenesten i gang: “Vor Gud han er så fast en borg, han kan os vel bevare!”. Selvom der bliver sunget på swahili, virker det igen meget hjemligt og meget luthersk. Det er ikke luthersalmer det hele, der er også plads til et kor, der synger rytmisk, så det gynger i hele kirken, og traditionelle trommer er her også. Men selvom vores swahili indskrænker sig til “goddag” og “farvel”, så er det alligevel let at følge med i liturgien, som ligger meget tæt op ad folkekirkens højmesse. Ja, jeg tror såmænd, Luther selv ville have kunnet føle sig hjemme i en gudstjeneste, der tydeligvis er formet efter hans “Deutsche Messe”.
Her i jubilæumsåret for reformationen er det morsomt at konstatere, at gudstjenestens grundform med god plads til menighedens salmesang på modersmålet binder os sammen hen over 500 år og på tværs af kulturer og verdensdele.
GUDSTJENESTEN ER DEN KRISTNE menigheds hjerteslag, og derfor også et helt afgørende indsatsområde for Danmission. Vi støtter uddannelse af præster og evangelister, der med en solid teologisk ballast kan forkynde evangeliet nutidigt og nærværende, så det kaster lys over menneskers liv og giver inspiration til hverdagens mange opgaver.
Og kernen i det teologiske arbejde er det grundige studium af Biblen – det har vi også med os fra Luther. Tidl. ærkebiskop Desmond Tutu fra Sydafrika har ofte mindet os om Biblens betydning. Han er ganske vist ikke lutheraner, men han er som anglikaner grundlæggende præget af den reformation, Luther satte i gang for 500 år siden. Tutu har engang sagt: “Den hvide mand kom til Afrika. Og han sagde: ‘Her er Biblen. Luk jeres øjne og bed til Gud’. Og vi lukkede vores øjne, og vi bad til Gud. Og da vi åbnede vores øjne igen, havde den hvide mand taget vores land! Men vi beholdt hans Bibel!!” Med et glimt i øjet får Tutu mindet os om den historiske sammenhæng mellem store dele af den europæiske missionsvirksomhed og kolonialismen, samtidig med at han får understreget, at det kristne evangelium ikke i længden lader sig misbruge til undertrykkelse. Det bibelske budskab værner grundlæggende den menneskelige værdighed, åbner et frirum for den enkelte, føjer os ind i et fællesskab med andre mennesker og skaberværket og kalder på vores ansvarlighed.
DEN LUTHERSKE INSPIRATION prøver vi at leve op til i Danmission, hvor mission er kernen, men arbejdet forgrener sig i flere retninger: kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse. Jovist er søndagsgudstjenesten vigtig, men det duer ikke at lukke kristendommen inde i kirken. Vi skal i Jesu navn tjene Gud i kald og stand i hverdagen, i vores omsorg for familien, i vores engagement i lokalsamfundet, i vores opmærksomhed overfor og hjælp til mennesker ude i verden, som har brug for os og vores indsats. Og i mødet med de andre opdager vi, at verden er større end vores egen hjemlighed. Når vi taler og arbejder sammen med mennesker udefra, får vi evangeliet tilbage i nye belysninger og med overraskende perspektiver. Som den søndag i Lukajanga, hvor jeg fik lov at bidrage med en prædiken og fik sat nye toner og rytmer på en kristen tro, der stadig lever ved at blive delt.
Biskop Peter Fischer-Møller, formand for Danmission
Lederen har været bragt i Danmission Magasin #3, september 2017.