Når kirken rykker ud

Når kirken rykker ud

Bænke og en mikrofon. Et lotteri og en forsamling næstekærlige mennesker. Mere skal der ikke til.

Lise Frank,  

Der lyder ingen sirener. Til gengæld rasler det umiskendeligt i perlestenene, hver gang en stationcar triller ind på gårdspladsen. Her er også plads til en chauffør med anhænger og en sølvgrå motorcykel. Et par meter fra de parkerede biler, på græsplænen under bøgetræet sættes bænke ud. Fire rækker på et grønt “kirkegulv”. Imens lægges der velourdug og sættes margueritter i glasvaser på det lille bord, der skal fungere som alter. Til venstre for alteret står nu også et elektrisk Yahama-orgel.

Det er søndag middag i præstegårdshaven i Vester Tostrup Sogn nord for Viborg.

Sognepræst Jørgen Holm har fået stillet en mikrofon til rådighed. Men den sommerlige støvregn, der falder blødt på de fremmødte kirkegængeres jakker, er ikke vanskelig at overdøve. Stemmen går fint igennem uden forstærkning.

”I dag er det Trinitatis søndag. En dag, der førhen blev fejret som Hellig trefoldigheds fest,” siger Jørgen Holm og minder forsamlingen om, hvad Trinitatis betyder. Trinitatis er latin og en bøjning af trinitas, som betyder trehed eller treenighed.

”Trinitatis er en menneskelig måde at udtrykke Gud på. En far med to hænder: Sønnen og Helligånden. En far, der gennem sin søn og Helligånden virker i verden,” siger han og tilføjer ved afslutningen af sin prædiken: ”På samme måde har kirken også hænder. Hænder ude i verden.”

Nu får Birgitte Nørgaard Warming ordet. Hun er ligesom Jørgen Holm uddannet teolog, og så er hun ansat i Danmission. Det blæser en lille smule op og rusker lidt i de høje birketræer længere inde i præstegårdshaven. Men folk i Himmerland er ikke sarte. De lyner bare vindjakkerne og lytter til Birgittes historier om Dalin i Myanmar og Linus og Irene fra Tanzania.

Det er fattige børn som dem, de fremmødte i præstegårdshaven er rykket ud for at hjælpe.

”Vi hår det jo godt”

Gudrun Jensen på 94 bliver siddende lidt på kirkebænken. Om halsen har hun et storblomstret tørklæde, og den pastelfarvede frakke holder hende varm i det udendørs kirkerum.

Hvorfor er hun kommet i dag? ”Det gjør hun hvert år.”

Hvorfor støtter hun Danmissions arbejde? ”Det har hun altid gjorn.”

Den tidligere landmandskone er ikke sen til at svare. Siden 1979 har hun været alene. Eller det vil sige. Hun har fire børn, 12 børnebørn og 16 oldebørn. Så hun har egentlig nok at se til. Nok at støtte. Ikke desto mindre vil hun være med, når kirken rykker ud.

”Vi hår det jo godt,” siger hun på syngende himmerlandsk og rejser sig med lidt hjælp fra en god bekendt. Gudstjenesten er ovre. Nu hedder det markedsdag, og hun vil have en kop kaffe og en vaffel.

Det dufter ovre fra garageskuret, hvor et langbord med tændte vaffeljern, et fad med smurte boller, hjemmebagte nougathorn, gulerodskage og mazarintærte tiltrækker sig opmærksomhed. Der er samtidig amerikansk lotteri i konfirmandstuen, har Gudrun Jensen hørt. Hendes voksne søn Dines stiller sig i køen til flødebolle-katapulten. Her gælder det om at ramme et smilende gult ansigt med en tennisbold. Så leverer katapulten en flødebolle til gengæld. Alt sammen koster lidt. Det har Gudrun Jensen og de andre ved kaffeboden intet imod. Det skulle gerne give et overskud til Danmissions arbejde. Det er sådan set meningen med markedsdagen.

”Det er vel sådan, vi kan være kirkens hænder,” siger Gudrun Jensen beskedent. Forinden har hun udfyldt et girokort og givet det til Danmissions frivillige netværkskonsulent.

Fem lodder for en 20’er

Sognepræst Jørgen Holm fortæller over kaffen i garageskuret, at han tidligere var udsendt af Det Danske Missionsselskab – det nuværende Danmission – til Oman og Bahrain. Det var inden, han besluttede sig for at læse teologi. I dag kan han bidrage til Danmissions arbejde ved at bakke op om en markedsdag. Også den tidligere sognepræst Thorben Sparre har hjerte for Danmission. Mens hans kone Vibeke Sparre er sekretær i distriktsbestyrelsen, er han suppleant. Det er kærligheden til medmennesket, der driver ham. Han føler med egne ord et behov for at hjælpe nødlidende. Er det særligt kristent eller luthersk? Ja, mener Thorben Sparre.

”Det kristne er fundamentet. Når du så gør noget, viser du, at du ligesom Kristus har omsorg for dine medmennesker,” siger han og rømmer sig. Han har venlige øjne.

”Det er langt fra sikkert, at vi frelser alle. Men vi kan gøre en forskel,” tilføjer han.

Og pludselig er det blevet sidst på eftermiddagen. Menighedsrådsformanden i Vester Tostrup Sogn, Søren Bach Kastberg, kommer bærende med det to meter høje trækors, der igennem dagen har stået lænet op ad garageskuret. Her har det flugtet med midtergangen mellem bænkerækkerne og dannet baggrund for have-alteret. Søren Bach Kastberg må tage en pause midt på gårdspladsen, før han igen har kræfter til at løfte korset op på sine skuldre. ”Sådan vil jeg ikke fotograferes. Det kan vist misforstås,” griner han.

Efter menighedsrådsformandens forbillede begynder folk så småt at pakke sammen og rydde op. Der vinkes farvel og på gensyn. Og alle takker hinanden for at være mødt op. For at være rykket ud i præstegårdshaven og for at have støttet Danmission. Det har de gjort tidligere år og gør det igen.

Artiklen er skrevet af journalist Lise Frank og har været bragt i Danmission Magasin #2 september 2017 

VÆR MED

 

URL: https://danmission.dk/blog/2017/09/23/naar-kirken-rykker-ud/