Generalsekretær i Danmission Jørgen Skov Sørensen skriver i dagens Kristeligt Dagblad:
Det er noget af en beskydning, vi i Danmission er blevet udsat for de sidste par uger, fordi vi har tilladt os at stå fast på, at diskussionen om forfulgte kristne i Mellemøsten fortjener at indeholde blot et minimum af nuancer.
Senest har sognepræst Marie Høgh i gårsdagens udgave af Kristeligt Dagblad forudset vores snarlige undergang baseret på nogle lidt mærkelige argumenter.
Det kommer jeg tilbage til.
Lad mig indledningsvis slå fast, at Danmission er en kristen missionsorganisation, hvis formål er at deltage i Guds mission gennem to selvstændige hovedopgaver, der ikke kan sammenblandes, ikke kan skilles ad og ikke kan erstatte hinanden: for det første at styrke kirkens forkyndelse, så evangeliet høres, og mennesker rodfæstes i kristen tro. For det andet at tjene medmennesket og samfundet, så alle kan leve et værdigt liv i fred og i et retfærdigt samfund.
Dét har været grundlaget for vores arbejde, siden Det Danske Missionsselskab blev stiftet i 1821 og for vores arbejde i Mellemøsten i over 100 år.
Danmissions aktuelle arbejde i området kommer udsatte og forfulgte religiøse grupper til gode – herunder ikke mindst de kristne mindretal. Her er to konkrete eksempler: I Libanon har Danmission fået kristne og muslimske religiøse ledere til i fællesskab at skrive nye skolebøger til religionsundervisningen.
De nye tekster er blevet blåstemplet af den libanesiske præsident og er et alternativ til de nuværende undervisningsmaterialer, som ofte enten fortier eller taler nedsættende om andre religioner. Børn er påvirkelige, og derfor er det afgørende, at de lærer, at mennesker af anden tro hverken er onde eller farlige. Det fremmer forståelsen mellem religiøse fraktioner i Libanon og er med til at sikre, at for eksempel de kristne kan leve som ligeværdige medborgere i landet.
I Den Kristne Dal i Syrien hjælper Danmission blandt andet kirken til at kunne dele nødhjælp ud til alle trængende.
Når vi udfører dialogarbejde og giver nødhjælp både til fastboende, der primært er kristne, og til internt fordrevne, der primært er muslimer, bygger vi bro mellem religiøse grupper. Det styrker både de kristnes rolle og det kristne vidnesbyrd i Syrien, og dermed styrker vi de kristnes mulighed for at leve som medborgere i et land i kaos.
Og hvordan hænger alt dette så sammen med en nuanceret debat om kristendom og islam i Danmark? Vores erfaring fra de mange års arbejde i Mellemøsten har lært os, at det ikke er vejen frem at grave grøfter mellem religiøse grupperinger. Og det er lige netop det, der indimellem sker i den til tider sorthvide debat i Danmark om islam og om forfulgte kristne.
Og så tilbage til Marie Høgh. Hun angriber, at vi tillod os at synge en kristen palæstinensisk salme til en gudstjeneste.
Ved gudstjenesten støttede vi netop kristne i Mellemøsten ved at give præster fra Syrien/ Libanon plads og stemme både ved bøn, læsninger og salmer.
Guds ord lyder også på arabisk.
Marie Høgh hævder også, at Saliha Marie Fetteh er ansat som ambassadør i Danmission. Det er ikke korrekt. Saliha Marie Fetteh har aldrig været ansat, men var i en periode ambassadør, det vil sige fortaler, for en del af vores arbejde.
Det projekt er afsluttet. Vi har dog stadig kontakt til mange muslimer i Danmark og i vores samarbejdslande. Ellers ville det jo være umuligt at være i dialog – eller forkynde evangeliet. Jørgen Skov Sørensen er generalsekretær for Danmission.
Vores erfaring fra de mange års arbejde i Mellemøsten har lært os, at det ikke er vejen frem at grave grøfter mellem religiøse grupperinger.