Christina Kofoed-Nielsen har selv en datter på 16 år. I år er datteren på efterskole. På sin seneste rejse til Tanzania besøgte Christina en skole for piger på sin datters alder. Imidlertid en meget anderledes én. På syskolen for albinopiger i Shinyanga har eleverne langt mere alvorlige grunde til at komme, end nogen dansk efterskolelev kan forestille sig.
45-årige Christina Kofoed-Nielsen er vant til at rejse. Og ikke kun på charterferie. Både privat og gennem sit arbejde i Danmission har hun besøgt mange fremmedartede lande og kulturer. På godt og ondt. Hun har mødt mennesker i både Asien, Mellemøsten og Afrika, der mangler penge og har svært ved at se, hvordan de skal få livet til at hænge sammen. Hun har heldigvis også mødt fattige mennesker, der er fulde af håb for fremtiden.
Men denne seneste rejse skiller sig ud fra de andre.
”Den var mere intens. Denne gang var der ingen besøg hos vellykkede landbrugsprojekter. Kun besøg hos børn og unge. Uskyldige, der var blevet udsat for de mest forfærdelige ting. Flere af dem havde været skoldet eller brændt, slået eller voldtaget,” fortæller Christina Kofoed-Nielsen. Som teamleder for indsamling i Danmission var hun af sted for at møde nogle af de mennesker, som Danmission og vores partnere i Tanzania hjælper.
”Hver gang jeg rejser ud, har jeg noget med, vi kan være fælles om. Noget, der bryder tavsheden mellem mig og de mennesker, jeg kommer for at besøge,” fortæller hun.
På syskolen for piger og unge kvinder med albinisme, hvor eleverne bor bag pigtrådshegn og bevæbnede vagter, havde Christina Kofoed-Nielsen taget et sjippetov med.
”Almindeligvis, når folk vil de her piger noget, så er det ikke noget godt. De er simpelthen ikke vant til positiv opmærksomhed. Derfor var sjippetovet en god måde at skabe kontakt. Så lavede vi noget sammen, der ikke havde noget at gøre med, at vi skulle have noget ud af hinanden. Og for en tid havde vi det bare sjovt,” siger hun.
Frygter kidnapning
Danmissions partner, den lutherske kirke i Tanzania, har støttet oprettelsen af syskolen, hvor pigerne lærer håndværket og får skabt sig en fremtidig indtægtsmulighed. Pigerne gik oprindeligt på en stor håndværksskole i nærheden. Det var en blandet skole, hvor ikke alle var albinoer, men hvor eleverne er udsatte af mange årsager.
”Men det var ikke trygt for albinopigerne at fortsætte på skolen. I Tanzania er der nemlig et udbredt rygte om, at det bringer held og giver magt at eje en albinoknogle. Ja, og har man sex med en albino, så kan man blive helbredt for HIV-smitte,” fortæller Christina Kofoed-Nielsen og stirrer bedrøvet ud i luften. Derfor er flere af teenagepigerne på håndværksskolen blevet gravide undervejs.
”Som mor er det ikke til at bære, hvor forfærdeligt de her albinopiger har haft det og hvor skræmte, de har været – og til en vis grad stadig er. De er bange for at blive voldtaget igen, for at blive kidnappet og for at blive solgt til heksedoktorer. Nok er de beskyttet, mens de får undervisning på syskolen. Men de lever som udstødte af samfundet. Ofte har deres egne familier også vendt dem ryggen.” Christina Kofoed-Nielsen gør en pause og siger så:
”Væk er onkler og tanter. Væk er de voksne, der burde beskytte dem.”
Hun tænker på sin egen datter Emilie, der lige er fyldt 16.
”Jeg har ikke kunnet lade være at tage syskolepigernes historier med mig hjem. Jeg er jo selv mor, og min fornemmeste opgave er jo at lade min datter føle sig set og føle sig elsket. Hun skal vide, at hun er god nok. Hvem fortæller syskolepigerne det samme?” spørger hun stille og uden intention om at få svar.
Selvom svaret på hendes spørgsmål får lov at hænge i luften, er Christina Kofoed-Nielsen ikke i tvivl om, at Danmission og vores kirkelige partnere i Tanzania gør en forskel for pigerne.
”Jeg er ikke i tvivl om, at det nytter – og at vi gør en forskel i samarbejde med kirken og dens landbykomitéer.”
Hjemme hos Anna
På sengen ligger bedstemor Lea. Hun har et orange tørklæde viklet om sit blege, afrokrøllede hår. Med den ene arm støtter hun sit barnebarn Brighton på 1 år, hvis pupiller virrer i øjnene på ham. Drengen kigger lige ind i kameraet og ligner bortset fra de virrende øjne en helt almindelig dansk dreng. Med korte lyse krøller og lidt rødmossede kinder. Men som albinobarn i Tanzania er Brightons vilkår nogle ganske andre, end de ville være i Danmark. Brightons far var sort. Han forlod Anna, Brightons mor. Anna, som er en af de piger, Christina Kofoed-Nielsen mødte på syskolen.
Anna ligger på sengen bag bedstemor Lea og Brighton. Her ligger hun sammen med sin yngre søstre. Søsteren er sort. Anna har ikke set sin familie i halvanden måned. Derfor kryber Brighton heller ikke over til sin mor. Men forbliver i tryg nærhed af bedstemor Lea.
”Lea prøvede på en respektfuld og rolig måde at skabe kontakt mellem mor og søn, og det lykkedes også. Men det var tydeligt at se, at Anna var berørt af situationen,” fortæller Christina Kofoed-Nielsen, der var inviteret med hjem på besøg hos Annas familie.
”Jeg har kun få gange oplevet, at mine spørgsmål blev for svære. Men det her var en af de gange. Da vi sad ved bordet inde i rummet ved siden af sengene, spurgte jeg, hvor den resterende familie boede. Lea svarede ikke umiddelbart og Anna begyndte at græde,” fortæller Christina Kofoed-Nielsen, der ikke kan skjule det store indtryk, familien har gjort på hende. Hun rømmer sig lidt:
”Så spurgte jeg Anna, hvorfor hun blev rørt. Det var som at få en mavepuster, da hun lidt efter svarede, at ingen i familien ville kendes ved dem. Jeg tabte helt tråden og var bare nødt til at fortælle hende, hvor utroligt sej, jeg synes hun er. Sådan som hun kæmper og uddanner sig, for at kunne forsørge Brighton.”
Christina Kofoed-Nielsen var af sted i Tanzania i 14 dage i maj, for at samle viden og historier fra de projekter, Danmission støtter i landet. Brighton var bare ét af de mange børn, hun mødte, hvis familie er udfordret og behøver hjælp. Ikke nødvendigvis i form af penge, men støtte og hjælp til at ændre den brede befolknings syn på albinoer. Det er blandt andet det arbejde, du støtter, når du støtter Danmission Fremtidsbørn.
Kirken kæmper for albinoerne
Sammen med den lutherske kirke i Tanzania hjælper Danmission albinoer som Brighton. Kirkens landsbykomitéer kan hjælpe med at bringe børnene i sikkerhed på børnehjem, hvis der ikke er andre muligheder. Men det er også vigtigt grundlæggende at ændre synet på albinoer, så de
res liv og rettigheder respekteres. Derfor taler komitéerne, hvor både evangelisten, sheiken, skolelæreren, byrådsmedlemmet og andre centrale personer i lokalområdet sidder med, også albinoernes sag fra landsbyen til det juridiske og politiske niveau. At komme overgrebene mod albinoer til livs kræver både en holdningsændring, ligesom det kræver, at lovene strammes, og at de, der forbryder sig mod albinoer, straffes.
Fordi kirken står stærkt i Tanzania, og der bliver lyttet til Biblens ord, kan og skal kirken være med til at gøre en forskel, så også mennesker med albinisme kan leve et værdigt liv uden frygt – som Guds elskede og respekterede skabninger på linje med alle andre mennesker.