Hvad er hjertets bøn?
”Hjertets bøn er det, vi også kalder kontemplativ – eller indre bøn. Og i den slags bøn er pointen, at det i højere grad er os, der lytter til Gud, fremfor Gud, der lytter til os og vores bøn. Stilhed i sindet er en forudsætning for at kunne lytte til Gud på den måde, man gør i kontemplativ bøn. Men det er ikke let.
I vores moderne verden er stilhed i sindet en meget svær disciplin. Dit sind skal være ligeså afslappet, som når du sover. Men samtidig skal du være beredt og opmærksom på en måde, som du ikke er, når du sover. Ingen hvirvlende tanker. Bare stille. Og opmærksom.”
Hvordan er din kristne bønpraksis inspireret af bønpraksis i hinduismen og buddhismen?
”Jeg bruger de oldgamle traditioner og de nutidige østlige teknikker, som engang også var tilstede i den kristne tradition, men som vi på en eller anden måde allesammen har tabt i den moderne, vestlige kirke – måske lige med undtagelse af de græsk-ortodokse og kopterne, der har bibeholdt nogle af principperne. Så jeg rejser faktisk ikke til Østen for at opdage noget nyt, men for at genopdage noget glemt.”
Hvad kan kristendommen til gengæld tilbyde hinduismen og buddhismen?
”For at kunne svare på det spørgsmål, vil jeg bruge begreberne opstigning (ascent) og nedstigning (descent) og det klassiske paradigme om Moses, der bestiger bjerget og møder Gud, for bagefter at skulle bringe budskabet ned til folket. Da Moses kommer ned, er hans ansigt så oplyst, at han bliver nødt til at dække det til.
Jeg tror, at den østlige tradition er virkelig stærk på opstigningen og mødet med Gud. På det punkt er vi kristne måske mindre stærke. Til gengæld er vi gode til at bringe Guds gaver ned og ud til folket. Man kan altså tale om to akser – den vertikale og den horisontale. Vi kristne er meget stærke på den horisontale, men vi har mistet grebet om den vertikale akse. Nemlig det mystiske møde med Gud og den indre visdom, det giver.
Omvendt kan vi heller ikke bare nøjes med den vertikale akse. Hvis vi ikke deler Guds gaver, er ingenting ligesom opfyldt.
Men hvis vi lærer at balancere den vertikale og den horisontale akse, så bliver dét, som vi kan tilbyde verden, meget stærkt. For når vores indre bøn – den kontemplative bøn – er på plads, så vil hvad end, vi går ud i verden med, være nyttefuldt, fordi det har visdom i sig.
Det er også derfor, at medfølelsens bodhisattva (en person, der har viet sig til at hjælpe alle væsener med at realisere deres buddhanatur, red.) ofte bliver afbilledet med hundrede hænder, med et øje i hver hånd. Det betyder, at det ikke kun er hænder, der ønsker at give og hjælpe, men hænder der har visdom i sig. Hænder, der ved hvordan de skal hjælpe.”
Du oplever, at vi i vesten længes efter den indre, intuitive visdom. Hvordan kommer den længsel til udtryk?
”Eksempelvis introducerer man i mit hjemland, USA, nu mindfulness i folkeskolen, så små børn får meditation på skoleskemaet hver dag i en time. Det bliver praktiseret på en meget sekulær måde, fordi det er den offentlige skole, men det gør det ikke mindre smukt.”
Hvad er Space for Grace?
”Space for Grace er en ny tilgang inden for organisationsteori og lederuddannelse, som involverer spiritualitet og skaber åndehuller i vores ofte fortravlede hverdag og arbejdsliv. Man forsøger med Space for Grace at finde et neutralt sprog, der ikke ekskluderer folk af den ene eller den anden tro.
Det fælles udgangspunkt er, at ånden er den, der animerer os og bringer os i live. En protestantisk præst, som var mentor for Martin Luther King opsummerede meget præcist, hvad Space for Grace er, da han sagde: ”Stil ikke dig selv spørgsmålet: Hvad behøver verden, eller hvad kan jeg bibringe verden. Spørg hellere: Hvad giver mig følelsen af at leve? For det er det, verden behøver: Mennesker, der er i live.”¨
…
Om Michael Highburger
- Michael Highburger blev født i USA i 1960. Han er bachelor i filosofi fra UT Austin, Baylor University og Københavns Universitet. Michael Highburger færdiggjorde efterfølgende sin kandidatgrad i filosofi og sproglig antropologi på UT Austin med et afsluttende ophold på Brite Divinity School.
- Efter at have boet i Afrika i et år, efterfulgt af et år i Israel, udførte Michael Highburger sit feltarbejde i Guatemala.
- Siden gennemgik Michael Highburger syv års uddannelse i buddhistisk meditation (Kapleau linjen) på Rochester Zen Center i New York, før han i 1997 bosatte sig på New Camaldoli Hermitage, et Camaldoli Benedictinsk samfund i Big Sur i Californien, hvor han afgav sine første løfter som munk i oktober 1998.
- I oktober 2000 flyttede Michael Highburger til Sri Ramanasramam-samfundet i Tiruvannamalai i Tamil Nadu i Sydindien, hvor han nu redigerer et engelsksproget månedligt e-magasin og hjælper med at være vært for kristne grupper fra Vesten. Han bor meget tæt på og har ofte samarbejde med det interreligiøse dialogcenter Quo Vadis, som Danmission støtter.
- Udover at have forfattet og redigeret bøger om Advaita Vedanta og Ramana Maharshi, har Michael Highburgers 17 år i Indien været viet til undersøgelser af tværreligiøs dialog mellem hinduister og buddhister.