Endnu et umenneskeligt terrorangreb mod kristne egyptere

Danmission er forfærdet over, at der endnu engang sker et meningsløst anslag mod uskyldige mennesker,

28 personer blev dræbt og over 20 blev såret, da maskerede mænd fredag åbnede ild mod en bus med kristne koptere på vej til at besøge et kloster i Minya-provinsen i Egypten.

”Danmission er forfærdet over, at der endnu engang sker et meningsløst anslag mod uskyldige mennesker, der ikke gør andet end at praktisere deres kristne fællesskab på en fredelig måde”, siger Danmissions generalsekretær Jørgen Skov Sørensen.

Danmission har arbejdet blandt de kristne kirker i Egypten i flere år og har sendt en sympatierklæring til vores egyptiske partnere: den evangelisk-koptiske udviklingsorganisation CEOSS og den anglikanske kirke.

Fredagens terrorhandling er ikke bare et angreb på de kristne kirker i Egypten men på hele det egyptiske samfund, hvor stærke moderate kræfter i både regering og civilsamfund arbejder på at forebygge religiøs ekstremisme.

”Desværre er det handlinger som disse, der viser, hvor vigtigt det er, at vi fortsætter vores arbejde i Egypten for at styrke dialogen mellem religioner som et fundament for fredelig sameksistens i fremtiden”, fortsætter Jørgen Skov Sørensen, og han slutter:

”Fredagens ofre, deres familier og alle moderate religiøse kræfter i Egypten er med i vores forbøn”

Der har været flere bølger af angreb mod kristne i Egypten i de senere år, og mange kirker er blevet brændt. Men også turister, politi og militær er blandt målene for terrorangrebene. De kristne udgår skønsmæssig 10 procent af Egyptens cirka 80 mio. indbyggere. Flertallet af de kristne er koptisk-ortodokse.