I 2 år har Titus derfor boet på et børnehjem – beskyttet af en mur og bevæbnede vagter – sydøst for Viktoriasøen i Tanzania. Ikke fordi han er forældreløs – han boede sammen med sin mor, som passede godt på ham – nej, han kom på børnehjem, fordi hans liv var truet.
Titus’ mor opdagede nemlig, at hans bedstemor ville sælge ham til en heksedoktor, der så sælger menneskerknoglerne videre som lykkeamuletter. Titus’ knogler er op mod en halv millioner kroner værd, ene og alene fordi nogle her tror, det giver magt og rigdom at eje en albinoknogle.
Titus’ mor tog sin lille søn på ryggen og stak af. Men bedstemoren opdagede det og indhentede dem. Hun råbte: ”Vi er ludfattige, samtidig med at du slæber rundt på en stor rigdom.” De sloges, og støjen tiltrak forbipasserende, som tilkaldte politiet, der så afleverede Titus på børnehjemmet.
”Titus var forslået, men sårene helede hurtigt,” fortæller børnehjemmet leder, Helena Ntambulwa og løfter drengen op i sin favn.
Drengen har ikke set sin mor siden det voldsomme opgør med bedstemoren.
”Det er alt for farligt for Titus at komme hjem på besøg. Vi tør ikke løbe risikoen – også selv om vi mener, det er vigtigt for børn som ham at bevare kontakten til deres familier,” siger børnehjemslederen.
Kirken kæmper for albinoerne
Sammen med den lutherske kirke i Tanzania hjælper Danmission albinoer som Titus. Kirkens landsbykomitéer kan hjælpe med at bringe børnene i sikkerhed på børnehjem, hvis der ikke er andre muligheder. Men det er også vigtigt grundlæggende at ændre synet på albinoer, så deres liv og rettigheder respekteres. Derfor taler komitéerne, hvor både evangelisten, sheiken, skolelæreren, byrådsmedlemmet og andre centrale personer i lokalområdet sidder med, også albinoernes sag fra landsbyen til det juridiske og politiske niveau. At komme overgrebene mod albinoer til livs kræver både holdningsændring, ligesom det kræver, at lovene strammes, og at de, der forbryder sig mod albinoer, straffes.
Fordi kirken står stærkt i Tanzania, og der bliver lyttet til Biblens ord, kan og skal kirken være med til at gøre en forskel, så også albinoer kan leve et værdigt liv uden frygt – som Guds elskede og respekterede skabninger på linje med alle andre mennesker. Først da kan Titus og de andre albinobørn komme hjem og leve trygt sammen med deres familier.