I 1989 var du 37 år, uddannet advokatsekretær og havde læst engelsk på København Universitet. Du havde et spændende og velbetalt arbejde som direktionssekretær i et ingeniørfirma. Hvorfor søgte du job i en missionsorganisation?
”Jeg begyndte at tænke på, at der skulle ske noget andet, fordi mine interesser gik i den kirkelige retning. I det pulserende erhvervsliv bliver der tænkt meget på, hvad man kan tjene hjem af penge til aktionærerne. Og det er selvfølgelig rimeligt at tjene penge. Men på et tidspunkt ønskede jeg bare, at der skulle være noget mere mening i det, og gerne sådan at mine interesser kunne kombineres med et arbejde. Derfor søgte jeg over i en værdibaseret organisation. Her bliver der selvfølgelig også talt om penge, men med henblik på at kunne hjælpe andre for pengene. Jeg er vokset op i et kristent hjem med højt til loftet. Indimellem havde vi besøg af missionærer, der fortalte gribende om deres arbejde i f.eks. Sumatra eller Nigeria, så der blev grunden nok lagt til en interesse for det kirkelige og internationale arbejde.”
Hvor mange mennesker har du sendt ud i verden som volontører og missionærer igennem tiden?
”Jamen, hvis vi i gennemsnit har sendt 20 volontører ud om året, så kan vi gange med alle årene, og så bliver det jo flere end 500. Hertil kommer alle missionærerne, som dog er blevet færre med årene, for udviklingen har heldigvis betydet, at der er mange dygtige lokale medarbejdere og derfor mindre behov for f.eks. at sende lærere og sygeplejersker ud. I dag har de udsendte medarbejdere ofte i stedet en koordinerende rolle i forhold til arbejdet med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse.”
Du bliver ind imellem omtalt som Mama Danmission. Hvad har det betydet for dig at være alle de menneskers kontaktperson herhjemme i Danmark?
”Det har været fantastisk at følge de helt unge, der kommer lige fra en studentereksamen og skal ud på deres første dannelsesrejse, og så få dem hjem igen og opleve, hvordan det har påvirket dem og vil have betydning for dem for livstid. Og det har været berigende at opleve, hvordan universitetspraktikanterne virkelig har kunnet bidrage til arbejdet hos vores partnere ude. Men det er ikke et 8-16 job at arbejde med mennesker, og selvfølgelig opstår der problemer. Jeg har da også haft søvnløse nætter. F.eks. da en ung volontør ikke var på sit fly hjem fra Tanzania, og ingen kunne få fat på hende. Der blev jeg meget lettet, da hun endelig ringede fra et hotel i Uganda og fortalte, at hun var kommet for sent til flyet.”
Når du ser tilbage på alle de projekter, du har sendt folk ud til og selv har besøgt, er der så ét, der står dit hjerte nærmere end andre?
“Det har betydet meget for mig, hver gang jeg har været på et projektbesøg. Dét at komme ud og se, hvad og hvor meget det rykker, at vi er tilstede sammen med vores samarbejdspartnere. Men jeg tror, den første rejse gjorde det største indtryk. Jeg havde været med rygsæk i Indien som 22-årig, men det var ikke at sammenligne med det, jeg oplevede i Bangladesh med Santalmissionen i 1992, hvor man f.eks. i en lille kirke samlede folk om aftenen i skæret af flagermuslygter og lærte dem at læse efter en lang dags arbejde i marken.”
Hvad kommer du til at savne mest ved dit arbejde, når du nu går på pension?
“Jeg har nogle fantastisk dygtige og skønne kollegaer både i Danmark og ude i verden. Jeg kommer til at savne dem og ikke mindst den næsten daglige kontakt med de udsendte. Men jeg har ikke tænkt mig at slænge mig i sofaen. Jeg har tænkt mig at blive ved med at være engageret i Danmission. At jeg nu går på pension som personalekonsulent, betyder ikke et farvel til Danmission. Jeg er stadigvæk med – bare på en anden måde fremover.”
…
Eva Madsen bor i Vanløse med sin mand Jan Nielsen. Sammen planlægger de en kulturrejse til Iran, nu når Eva Madsen får mere tid i kalenderen.