De nye udsendte til Tanzania

De nye udsendte til Tanzania

Indtil for nylig levede de hver deres liv. Nu er de gift og på vej til Tanzania på mission. Anna-Marie Lauenstein og Louis William Møllerfors har begge følelsen af, at det på en eller anden måde altid har været planen.

”Jeg tog det første store livsskifte, da jeg gik fra et job i det private erhvervsliv til en stilling i Danmission Genbrug. Her har jeg også brugt min økonomiuddannelse til at fremme noget – det har bare handlet mere om et velgørende formål og mindre om min egen karriere,” siger den 49-årige Louis William Møllerfors, der de seneste fem år har været udviklingskonsulent for alle Danmissions genbrugsbutikker i Region Hovedstaden.

Nu er han så på vej til at tage det næste store skridt i sit arbejdsliv. Sammen med Anna-Marie Lauenstein rejser han til Tanzania, hvor han er ansat som Danmissions nye landerepræsentant og dermed tovholder på alle Danmissions partnerrelationer.

Louis William Møllerfors er ydmyg over for opgaven. Det samme er den læreruddannede Anna-Marie Lauenstein, der de seneste seks år har været ansat som netværker og fundraiser i Danmisson. I Tanzania får hun bl.a. til opgave at samarbejde med den lokale kirkes folk om uddannelsen af søndagsskoleledere, der skal forkynde evangeliet for børn. Men samtidig med ydmygheden, hviler der en ro over dem begge. En ro, der synes at hænge sammen med deres tro på, at der må være en højere mening med, at to kollegaer, efter så mange år i den samme organisation, pludselig en dag får øjnene op for hinanden og mindre end et år senere kan se sig selv som udsendte til Tanzania.

”Vi har ikke kunnet lade være at spørge os selv: Hvorfor finder vi pludselig sammen? Vi har været i Danmission i flere år uden, at der er sket noget. Så hvad er der på spil nu? Hvor er vi på vej hen sammen?” spørger Anna-Marie Lauenstein og Louis William Møllerfors supplerer:

”Der er sket rigtig meget på et enkelt år. Vi fandt sammen, blev gift og jeg flyttede fra Brønshøj til Lolland-Falster. Senere var jeg med på en rejse til Tanzania for at se Danmissions arbejde. Så blev jeg valgt ind i menighedsrådet i Toreby Kirke, og det lyder måske skørt, men jeg tror, at det hele var en del af planen frem mod udsendelsen til Tanzania.”

 

Det globale, det åndelige og det kirkelige

Louis William Møllerfors er vokset op med sine forældre og søskende i Puerto Rico, hvor hans far arbejdede som ingeniør. Siden bosatte familien sig i Malmø, mens Louis William Møllerfors tog sin uddannelse på handelshøjskolen i København for derefter at få job i London. Han genkender sig selv i betegnelsen Third Culture Kid, som også bruges om missionærbørn, der ofte sammenstykker forældrenes hjemlandskultur med det nye lands kultur til et tredje og meget mobilt kulturelt tilhørsforhold.

Louis William Møllerfors forhold til kristendommen er også sammensat. Efter at have haft fast arbejde og boet i London vendte han tilbage til Stockholm og begyndte at interesse sig for det spirutuelle og brugte tid sammen med en åndelig vejleder. I samme periode læste han forfatter, katolik og kamerlittermunk Wilfred Stinissens bøger. Blandt andre den, der hedder ’Natten er mit lys’ og handler om vandringen med Gud.

”Den handler om, at Gud ikke bare er én, man skal malke. Men også én, man skal udføre en opgave for,” forklarer Louis William Møllerfors. Siden har han en enkelt gang oplevet, at Gud manifesterede sig for ham. Det var på et tidspunkt, kort tid før han søgte og fik ansættelse i Danmission i 2011. På en cykeltur ind langs søerne i det indre København, hvor han var på vej til møde med sin jobkonsulent, standsede alt omkring ham pludselig.

”Og så var det som om Gud talte til mig. Jeg kan huske, hvordan jeg græd. ‘Min søn,’ sagde Han.”

Louis William Møllerfors hæfter sig ved, at alle de ting, han på det tidspunkt bekymrede sig for, jobmæssigt, økonomisk og boligmæssigt faldt på plads henover de næste par dage, hvorefter han med egne ord ”overgav sig til Gud”.

48-årige Anna-Marie Lauenstein er til gengæld vokset op med biblen, salmebogen og den lutherske tradition. I Gråsten, hvor hun er født, udgjordes det kirkelige miljø af Indre Mission og KFUM/K, og hun var vant til at komme i missionshuset og lytte til missionærernes fortællinger om deres udsendelser.

”Mens Louis taler om Gud som lyset, så er Jesus det ord, jeg er vokset op med. Men nu er jeg begyndt at lægge mærke til, hvor meget snak, der er i biblen om Gud som lyset. På samme måde, tror jeg, at vi begge to er bevidste om, at der er mange og ikke kun én rigtig måde at være kristen på. Det, håber jeg, vil være til vores fordel i Tanzania,” siger hun.

 

Fra Vandkantsdanmark til Karagwe

Anna-Marie Lauenstein citerer fra en salme, hun altid har henholdt sig til. Det er nr. 373 i salmebogen, ’Herre, jeg vil gerne tjene’:

”Sæt mig, hvor jeg bedst kan gavne, men lad mig aldrig savne vished, at jeg tjener dig.”

Hun holder en kort og uformel kunstpause og siger så:

”Gud må bruge mig, som han vil, og derfor er det ikke afgørende, om jeg bor på Lolland, i København eller i Karagwe i Tanzania. Det har gennem hele mit liv været en tanke, at jeg kunne rejse ud som lærer. Men der har undervejs været ting i mit liv, der har gjort, at det var en dårlig plan. For eksempel, at jeg var enlig mor med tre børn,” siger hun og smiler varmt.

Når det er sagt – at Gud på nuværende tidspunkt i hendes liv principielt kan placere hende hvor som helst – så er Tanzanias natur med sine slettelandskaber og horisonter ikke et dårligt sted at lande for hende. Tanken om at skulle bo langt ude på landet i Karagwe, virker tiltrækkende både på Anna-Marie Lauenstein og Louis William Møllerfors, der er vant til at bo langt fra storbyens puls på Lolland-Falster. I Vandkantsdanmark, som de kærligt kalder det.

Begge har de besøgt Tanzania og flere andre af de lande, hvor Danmission arbejder.

”Men jeg hæftede mig ved, at det første Louis sagde, da jeg hentede ham i lufthavnen, efter at han i oktober sidste år havde besøgt Tanzania for første gang, var, at her kunne han godt bo,” fortæller Anna-Marie Lauenstein og tilføjer, at de begge lægger vægt på, at forbindelsen mellem kirken og Danmission er stærk i Tanzania.

”Det gør indtryk på mig, hver gang jeg rejser, at alle de forskelle, der er på os mennesker forsvinder, når vi går ind i kirkerummet. Både de kulturelle og de sproglige, mens også de vilkår, vi lever under, den måde vi bor på – at alle de forskelle forsvinder, Her gør det ikke noget, at vi ikke taler samme sprog, for vi tror på den samme Gud,” siger Anna-Marie Lauenstein, og hendes mand nikker samtykkende.


Anna-Marie Lauenstein og Louis William Møllerfors bliver udsendt fra Sundkirken i Nykøbing Falster. Danmission inviterer alle interesserede til udsendelsesgudstjenesten, der finder sted søndag d. 21. Maj. kl. 10.

Læs mere her