Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Efter 13½ år i Afrika kan hjemrejsen føles som en ny udsendelse

Samuel på slangeudkig med en masai på den tanzanianske slette, kort tid før familien rejser hjem til Danmark.

Efter 13½ år i Afrika kan hjemrejsen føles som en ny udsendelse

De rejste ud som nyuddannede og boede de første år side om side med de lokale på Madagaskars nordøstkyst. Nu er Mette og Simon Kristensen vendt hjem, blandt andet fordi deres søn skal i skole.

 

Det er påske, og Samuel på snart seks år går tur i klitterne ved Vesterhavet, hvor hans forældre for nogle år siden købte et sommerhus, for at have et sted at være, når de var hjemme fra Afrika og besøge familien i Danmark. Den lyshårede dreng baner sig vej igennem siv og påskeliljer, da han kigger op på sin mor og konstaterer, at der lugter lidt af Zebralort.

Samuels mor, 42-årige Mette Kristensen, kan ikke lade være med at trække på smilebåndet over sønnens association, der dog ikke overrasker hende. Samuel blev født, mens hun og hendes mand, 42-årige Simon Kristensen, stadig arbejdede i Madagaskar, og han voksede siden op i Tanzania.

”Så er det klart, at ens referenceramme er en anden end andre femårige danske drenges”, siger hun. Men denne gang er familien ikke blot på besøg i Danmark. Efter 13½ års missionsarbejde i Afrika har Mette og Simon Kristensen besluttet at flytte hjem. Fra Arusha til Aarhus, hvor Samuel skal begynde på en kristen friskole til august.

Det er imidlertid ikke kun Samuel, der vender hjem til Jylland med Afrika i blodet eller zebraer i næseborene, om man vil. Mens Mette Kristensen nåede at arbejde to år som sygeplejerske i Danmark, gik der kun 14 dage fra præstesønnen Simon Kristensen afleverede sit speciale i internationale udviklingsstudier og offentlig administration i 2003, til parret var ansat i Danmission og på vej til Madagaskar. Ligesom barndom og Afrika hænger sammen for Samuel, gør arbejdsliv og Afrika det for hans forældre.

”Det er Afrika, vi kender bedst, og derfor kan det næsten føles som en ny udsendelse at vende hjem til Danmark. Sådan følte jeg det i hvert fald, da vi sagde farvel i Arusha forleden”, siger Mette Kristensen.

 ”Derude, hvor nadveren blev serveret fra en tepotte”

Simon og Mette Kristensen beskriver deres første år i Madagaskar i kystbyen Sambava som tiden, hvor de levede som missionærer i traditionel forstand. Uden rindende vand eller elektricitet. I de fire landsbyer, hvor de arbejdede, var det de færreste, der havde hørt om kristendommen, og for de som havde, blev nadveren serveret fra en tepotte. En enkelt gang lå der en kakerlak på bunden af potten, fortæller Mette Kristensen.

Sammen med en madagassisk agronom var de fra 2003 en del af et Danida-støttet landsbyudviklingsprojekt, hvor Simon Kristensen var ansat af Danmission til at styrke de lokale udviklingskomiteer, der blev oprettet i forbindelse med projektet, og som blandt andet skulle bygge bro til den brede landsbybefolkning. Som sygeplejerske skulle Mette Kristensen forbedre sundhedsforholdene og hygiejnen, hvor der hverken var ritualer for toiletbesøg eller håndvask. De gravede brønde, introducerede nye næringsholdige afgrøder, såsom gulerødder, og opdrættede hanekyllinger, for at få hønsene til at lægge flere æg.

”Det var det helt basale, vi arbejdede med. Men det arbejde, vi udførte, skete parallelt med, at kirken også sendte evangelister ud til området med henblik på at etablere nye menigheder”, fortæller Simon Kristensen.

En af evangelisterne fortalte siden Simon, at det lettede formidlingen af evangeliet, at befolkningen også mærkede, at kirken var der for dem i deres hverdag – i det kropslige liv såvel som i det åndelige. I den sammenhæng husker Mette Kristensen, at en af landsbyens ældste spurgte hende, hvorfor hun og Simon Kristensen egentlig var kommet til dem.

”Jeg svarede, at jeg troede på, at Gud ville vise sin kærlighed til dem gennem at sende nogle, der kunne arbejde sammen med dem om at få det bedre”.

Det virkede som om, den ældre mand og de øvrige landsbyboere tog svaret til sig. Siden lød spørgsmålet nemlig ikke, hvorfor de var kommet. Men hvorfor de tog afsted igen.

Det spørgsmål er på mange måder udtryk for en kulturforskel, som Mette og Simon Kristensen har måttet forholde sig til alle årene Afrika, mener de. Simon Kristensen forklarer, hvordan man som missionær står midt imellem en vestlig udviklingspolitisk kultur, hvor det handler om at gøre noget og den afrikanske kultur, hvor det vigtigste er at være.

”Det er klart, at der i Danida-finansierede projekter må være en resultatforpligtelse og en udløbsdato for projektet. Men samtidig kan det være svært at forstå for afrikanerne. Det er måske en smule karikeret sagt, men mens tiden går eller løber i den vestlige verden, så er tid noget, der kommer i Madagaskar”, siger Simon Kristensen.

Da lidt ventetid blev til en planteskole

Den gyldne middelvej mellem resultatstyrede projekter og de uforudsigelige ting, der kan opstå, når man har tid til blot at være blandt folk, oplevede Mette Kristensen også, da parret efter fem år i Madagaskars hovedstad Antananarivo, var flyttet til Arusha i Tanzania. På det tidspunkt var Simon overgået fra at være Danmissions landerepræsentant i Madagaskar til nu at være Danmissions regionsleder i Afrika. Efter fem års omsorgsarbejde for HIV-smittede og deres pårørende i Antananariovo, blev Mette Kristensen i Arusha ansat halvtid på den lutherske kirkes hovedkontor og halvtid på et luthersk hospital uden for byen. Her skulle hun arbejde på en afdeling for palliative patienter, det vil sige med meget syge mennesker, der formentlig ikke har lang tid igen. Hun havde netop afsluttet en Master i international sundhed med feltstudier i Madagaskar, og gik nu og ventede på sin tanzanianske sygeplejeregistrering, før hun kunne komme rigtigt i gang på hospitalet.

”Da jeg spurgte til hospitalets hovedudfordring i forhold til de palliative patienter, var svaret ’mad’. Patienterne var fejlernærede, havde for lav blodprocent og fik for lidt protein. De havde været syge længe, og havde ikke haft kræfter til at passe deres marker. Og så var det, at jeg kom i tanke om moringatræet, der kan vokse alle steder, og som man ikke skal arbejde for at få til gro”, forklarer hun.

Mette Kristensen kendte moringatræet, og dets næringsrige blade, fra Madagaskar, hvor hun havde brugt det i plejen af landsbyernes underernærede børn. Hun var overbevist om, at bladenes proteinindhold og blodsukkerstabiliserende egenskab ville komme de palliative patienter til gode. Så i sin baghave i Arusha gik hun ufortrødent i gang med at plante moringatræer.

”I Tanzania kendte de færreste træet og de, som gjorde, betragtede det som ukrudt. Mine kollegaer på hospitalet var derfor først skeptiske og bad mig tale med medicinmanden. Men de blev overbevist af den forskning, jeg kunne lægge frem. Moringabladene kan tørres til pulver og tilsættes den grød eller vælling, som er det eneste, mange palliative patienter kan spise. De kan også spises som spinat”.

Mette Kristensen griner, og tilføjer så: ”Ja, jeg tog en teoretisk master i international sundhed, for så at oprette en planteskole”.

I sommerhuset i Vestjylland står der i dag en billedcollage af de høje slanke træer med et foto af Mette i midten under overskriften ”Mama Moringa”. Den fik hun overrakt, da hun sagde farvel på den lutherske kirkes hovedkontor for nylig.

Da et aflyst bryllup tændte en ny idé

Planteskolen var imidlertid ikke det eneste uventede projekt, Mette Kristensen blev grebet af i Arusha. Det næste begyndte med en mail fra en hollandsk veninde, der skulle have været gift, men da det var gået skævt, efterspurgte veninden nogen at donere sin brudekjole til.

Mette Kristensen talte med sin kollega på hospitalet i Arusha om den hollandske venindes henvendelse, og blev klar over, at brudekjoler ikke er noget, man køber i Tanzania. Man lejer dem.

”Så tænkte jeg: Vi mangler penge til vores arbejde på hospitalet, mens alle kvinder i Danmark og i resten af Vesten hænger deres brudekjoler i skabet efter den ene dag. Vi tænker måske på at sælge dem, men får det aldrig gjort, fordi vi også er lidt ømme over for dem. Men jeg tør vædde på, at vi kan samle brudekjoler ind til et godt formål. Så kan vi leje dem ud, og de penge vi får, kan vi bruge til at hjælpe vores patienter”, fortæller Mette Kristensen.

Da hendes kollegaer bakkede op om ideen, satte Mette Kristensen straks gang i sit netværk, både i Danmark og Arusha, hvilket har betydet, at der i dag hænger 35 kjoler til udlejning i en glasmontre på kontoret for palliativ pleje. Og der er flere på vej fra USA.

”Det siger igen noget om, at man kan have en idé om, hvad man skal bidrage med, når man rejser ud. Men så er det en helt anden måde, man bliver brugt på, når det kommer til stykket”, siger Mette Kristensen.

”Jeg tror, at vi var mere idealistiske i 2003, og troede måske i højere grad, at vi skulle ud at redde verden og lære dem i Madagaskar en hel masse. Nu ved vi, at vi lærer af hinanden, og at det er et samarbejde med ligeværdige og meget dygtige kollegaer, som man rejser ud til.  Hvis vi nogensinde har haft fornemmelsen af overlegenhed, så er den i hvert fald væk nu”.

Simon Kristensen hæfter sig også ved samarbejdets potentialer, når han taler om, hvad der har haft størst betydning for ham i sin tid som Danmissions regionsleder. Han fremhæver samarbejdet med  Stiftet Øst for Victoriasøen, hvor 300 tanzanianske kristne netop nu gør sig klar til at møde stammefolket sukumaerne med budskabet om Kristus.

”Samarbejdet med Stiftet Øst for Victoriasøen har betydet meget for mig, fordi det stadig var et helt nyt samarbejde, da jeg trådte til i 2013.  Jeg har fulgt kirkevæksten og uddannelsen af præster og evangelister og trosoplæringen af nye kristne”, fortæller Simon Kristensen.

Nye projekter i Danmark

Mette og Simon Kristensen vil gerne indrømme, at de med årene er blevet influeret af den afrikanske kultur, hvor fordybelse og væren også har en berettigelse over for effektivitet og gøren. Mens Simon Kristensen vender hjem til et nyt job som koordinator for international mission i organisationen Promissio i Aarhus, skal Mette Kristensen først og fremmest holde resten af sin barselsorlov med Samuel, inden han skal i skole til august. Samuel skal lære at cykle og der bliver tid til at familien kan arrangere, hvordan og hvornår vennerne, Fingal fra Sverige og Abigail fra Uganda, som Samuel kender fra Arusha, kan komme på besøg i Jylland.

”Ja, og så skal vi skal ud at købe nogle møbler, for dem har vi ikke rigtigt nogen af”, indskyder Simon Kristensen. Mette Kristensen tilføjer grinende, at de virkeligt må passe på ikke at indrette sig for mærkeligt:

”Vi kommer ikke til at kunne løbe fra det, men det behøver heller ikke være sådan, at folk kommer ind hos os i Aarhus, og siger: ’Hold da op. De har da godt nok været i Afrika’”.