Det var et tætpakket program, de 104, lokale genbrugsledere fra hele landet mødte op til lørdag den 11. februar på Nyborg Strand Hotel. Men der var også afsat vigtig tid til erfaringsudveksling om frivillighed og fra begyndelsen summede salen som en bikube.
”Rigtig mange af genbrugslederne var interesseret i og havde ideer til at udvikle deres tilstedeværelse på de sociale medier”, fortæller Torben Holm, der er leder af Danmission Genbrug. For når en butik slår op på sin Facebookside, at der er udsalg med 50 procent, så bliver det virkelig set og delt og pludselig er butikken fyldt af kunder, tilføjer han.
Torben Holm deler derfor også de lokales tiltro til Facebook. I kombination med den for nyligt pilottestede ’Vær Med Kampagne’ er han ikke i tvivl om, at Danmission Genbrug vil kunne byde både flere kunder og nye frivillige indenfor i butikkerne i år 2017.
Nøglen til nye frivillige kollegaer
Vær Med Kampagnen erstatter for en periode dyre annoncer i lokalaviserne og satser i stedet på de frivilliges netværk – både det, der dyrkes ved køledisken i Brugsen og det, de har på Facebook.
Kampagnes hovedpersoner er de nuværende frivillige i butikkerne, som får taget et gruppefoto, der trykkes på kampagneplakater og flyers – også i en webversion, der kan deles på Facebook op til, at butikken holder Åbent Hus.
Under seminaret i Nyborg kunne en leder fra Danmission Genbrug i Næstved begejstret fortælle, at et afholdt Åbent Hus-arrangement hos dem havde resulteret i, at butikken nu har ansat seks flere frivillige.
Rundt omkring ved bordene gav det resultat anledning til anerkendende nik og mange af genbrugslederne gav under mødet udtryk for, at de var klar til at tage hul på kampagnen i deres lokale butik.
Det var ifølge Torben Holm ikke til at tage fejl af, at mødet i Nyborg skabte en stemning af, at Danmission Genbrug ikke bare er en forretning på Sjælland, Fyn eller Jylland, men en del af en større bevægelse, som sammen er Danmission.
Klik her og læs om Åbent Hus-arrangementet i Næstved.