Libanon. En mellemøstlig oase lidt større end Sjælland, hvor libanesere, palæstinensere, armeniere, syrere og europæere lever side om side. Som det eneste land i Mellemøsten har man en kristen præsident, en sunnimuslimsk premierminister og en shiamuslimsk formand for parlamentet. Dermed ligner det et land, hvor forskellige grupper lever i fred med hinanden. Men det er ikke mere end 25 år siden, at en borgerkrig mellem landets etniske og religiøse grupperinger ødelagde landet. De gamle huse i hovedstaden har stadig skudhuller, og mange taler ikke med andre end deres egen etniske gruppe eller religiøse sekt. Borgerkrigens massakrer sidder stadig dybt i dem. Derfor arbejder en række missionsselskaber og NGO’er med at skabe dialog og fredsbevarende initiativer for at bringe grupperne tættere på hinanden. 25-årige Amalie Ehmsen er udsendt som volontør for Danmission og arbejder hos Forum for Development, Culture and Dialogue (FDCD).
“Vi arrangerer workshops, konferencer og dialoglejre. Alt sammen for at få nedbrudt de fjendebilleder, der eksisterer i alle befolkningsgrupper. Hvis hver gruppe er i hver sin lejr, kan det blive svært at se mennesket i de andre grupper, og så er vi tilbage ved borgerkrigen. Men dialogen kan forandre og nedbryde skellet mellem grupperingerne,” forklarer Amalie, mens hun sidder i sin lejlighed i det indre Beirut.
Som at komme hjem
Hverdagen i den hektiske storby, hvor militæret patruljerer gaderne, murene afgrænser de gamle palæstinensiske flygtningelejre, og hvor trafikreglerne udarbejdes af bilisterne i fællesskab, står i skærende kontrast til det fredelige Østerbro i København, hvor Amalie boede før. Men hun har ikke et øjeblik fortrudt, at hun, efter sin bachelor i kommunikation i sommer, flyttede til den mellemøstlige millionby.
“Jeg nyder mit liv hernede og befinder mig virkelig godt i den anderledes kultur. Der er selvfølgelig udfordringer, men jeg har det, som om jeg er kommet hjem. Libanon er et sted, hvor janteloven ikke eksisterer. Her må du gerne være stolt af det, du kan. Men Libanon er også et sted, hvor det sociale liv er markant anderledes end i Danmark. Her går man på café og restaurant flere gange om ugen, men man inviterer ikke folk hjem så ofte, som vi gør i Danmark. Venskaberne udvikler sig også anderledes. De er meget intense og bliver hurtigere dybere end i Danmark. Der er plads til at være spontan. En middag med vennerne skal ikke nødvendigvis planlægges tre uger frem. Selvom der er travlhed, tager man sig tid til at lære hinanden at kende.”
Fordomme bliver udfordret
Netop venskaberne har ført Amalie ind i den libanesiske kultur og hverdag. Selvom hun troede, hun drog til Beirut uden fordomme, måtte hun sande, at det ikke var tilfældet.
“Det har været hårdt at arbejde med den forudindtagede opfattelse af Mellemøsten, som jeg ikke troede, at jeg havde. Jeg ved, at det lyder naivt, men da jeg kom til Libanon, var det alligevel svært at høre kristne tale arabisk, som jeg forbandt med islam. Jeg måtte vænne mig til, at der var mange kristne, og at de ikke blev forfulgt eller gemte sig, men i stedet var åbne om deres tro. Det har været en øjenåbner at se de fordomme, jeg ikke troede, at jeg havde, og få dem udfordret.”
Julen bliver svær
Men Amalie savner til tider også Danmark. Når julen nærmer sig, føles venner, familie og dansk julehygge langt væk.
“Jeg har ikke hjemve, men det er hårdt at være så langt væk fra venner og familie. Jeg var hjemme på en smuttur i efteråret, og det var svært at tage tilbage igen. Og juleaften skal nok blive lidt ekstra hård.”
Amalie havde faktisk muligheden for at tage hjem til Danmark i juleferien, men hun takkede nej.
“Jeg vil hellere være i Beirut og opleve en anderledes jul her. Jeg kommer nok til at fejre den med nogle veninder, og det giver mig forhåbentlig et nyt syn på de danske traditioner og den måde, vi holder jul på derhjemme.”
Men julen bliver fejret i Libanon. Der er juletræer, lys og julekugler overalt i byens vinduer. Juletræer bliver sat op, og julegudstjenesten bliver holdt. I Libanon dominerer den kristne tradition december måned, og i flere byer fejrer både muslimer og kristne julen sammen.
Dialog er vejen frem
Mange libanesere taler fransk, engelsk eller tysk, men langt hovedparten af kommunikationen foregår på arabisk – på en af de mange dialekter. Amalie har lært lidt arabisk med tiden, men det kræver kreativitet at kommunikere.
“Man kommer overraskende langt med kropssprog, gebrokkent engelsk og fagter hernede. Men når jeg er i byen med venner og kollegaer, der alle taler arabisk, bliver det lidt svært, og så må man bede om en oversættelse,” griner hun.
I Danmark var Amalie engageret i flere tværkulturelle tiltag, og det var dér, interessen for dialogarbejdet og lysten til at rejse til Beirut opstod.
“Når du først har oplevet, hvad dialog på tværs af religioner kan gøre, vil du gerne hjælpe samtalen i gang. Det har jeg fået lov til hernede, og det elsker jeg. Jeg håber, at jeg kan være med til at gøre en forskel i dialogarbejdet. Dialog er en langsigtet løsningsmodel, men den er utrolig nyttig og givende.”
Artiklen har været bragt i Indre Missions Tidende og gengives med tilladelse.