Danmission inviterer til konference om forebyggelse af voldelig ekstremisme

Danmission inviterer til konference om forebyggelse af voldelig ekstremisme

Religiøse ledere, politikere, eksperter og unge civilsamfundsaktivister vil d. 22. februar sidde samlet i København for at debattere, hvordan interreligiøs dialog kan være med til at forebygge ekstremisme og polarisering i Danmark og Mellemøsten.

“Vi lever i dag i en global verden, hvor splittelse og polarisering i stigende grad præger vores samfund og politiske dagsordner. Den interreligiøse dialog – nationalt og internationalt – repræsenterer både som symbol og i praksis et modsvar til den splittelse”, siger Danmissions regionsleder i Mellemøsten Maria Lindhardt, der af samme grund glæder sig over, at det er lykkedes Danmission, sammen med sine partnere i Egypten, Syrien, Libanon og Jordan, at stable en stor konference om netop den interreligiøse dialog på benene.

Konferencen ‘Preventing violent extremism through interreligious dialogue’, der bliver afholdt på Vartov midt i København d. 22. februar, samler både danske og mellemøstlige eksperter, religiøse ledere, politkere og unge civilsamfundsaktivister. Gennem oplæg og paneldebatter vil det blive diskuteret, hvordan vi som samfund kan skabe værn mod polarisering, eksklusion og ekstremisme  – især med fokus på interreligiøs dialog som redskab til at imødegå udfordringerne.

Erfaringer fra LIU-projektet

Konferencen er samtidig kulminationen på 5-6 års dialog-træning af unge professionelle fra Danmark og Mellemøsten under Danmissions flagskibsprojekt “Leaders for Interreligious Understanding” (LIU), fortæller Maria Lindhardt.

“Vores håb er, at konferencen vil give et godt og vigtigt indblik i den læring og det udbytte, som deltagerne har fået igennem træningen og hvor afsindig vigtigt det er, at interreligiøs dialog fortsat tænkes aktivt ind i internationale strategier for stabilitet, fredsskabelse og frie modstandsdygtige samfund”, siger hun.

En stærk og alsidig forsamling

De særligt indbudte paneldeltagere til konferencen er:

  • Michael Aastrup Jensen – medlem af Folketinget for Venstre, udenrigs- og udviklingsordfører.
  • Dr. Majeda Omar – direktør ved Royal Institute for Interfaith Studies (RIIFS) i Jordan.
  • Jakob Scharf – tidligere PET-chef, administrerende direktør i CERTA Intelligence & Security.
  • Peter Fischer-Møller – biskop i Roskilde og Danmissions bestyrelsesformand.
  • Natasha Al-Hariri – community organizer i organisationen Medborgerne og tidligere deltager i LIU-projektet.
  • Nayla Tabbara, – direktør ved Institute of Citizenship and Diversity Management, Adyan Foundation i Libanon.
  • Dr. Rev. Riad Jarjour – direktør i Forum for Development, Culture & Dialogue i Libanon
  • Naveed Baig, Imam ved Rigshospitalet og Dansk Islamisk Center.
  • Niels Valdemar Vinding, adjunkt og ekspert i islam og Mellemøsten ved Københavns Universitet.

Danmissions partnere i Mellemøsten er hhv. The Coptic Evangelical Organization for Social Services i Egypten, Forum for Development, Culture and Dialogue i Syrien og Libanon, Adyan Foundation, også i Libanon og the Royal Institute for Inter-Faith Studies i Jordan.

Konferencen er arrangeret med støtte fra Udenrigsministeriets Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram (DAPP). Læs mere om DAPP her.

Tilmelding

Konferencen er åben for alle og vil blive afholdt på engelsk.

Tilmelding skal ske senest den 10. februar til jsb@danmission.dk.

Klik her og se konferenceprogrammet.