Danmissions partner i Cambodja bliver hædret med formen pris

Danmissions partner i Cambodja bliver hædret med formen pris

Prey Lang Community Network (PLCN) har vundet det amerikanske Yale Universitets Innovationspris for at have udviklet en mobil-app, der indsamler vigtig data om den illegale skovhugst i en af de sidste store stedsegrønne skove i Sydøstasien

Et billede af et ryddet skovområde, en illegal skovhugger i aktion eller lidt information om transportruten for det ulovlige tømmer. Det er de afslørende data, der tikker ind via mobil-app’en og gør det svært at være illegal skovhugger i Prey Lang-skoven.

App’en har nu vundet ”International Society of Tropical Foresters (ISTF) Innovation Prize”, der blev uddelt efter de nomineredes præsentationer på en konference på Yale Universitet i USA.

Fra PLCN’s styregruppe var det Phai Bunleang og oversætter Son Chanmony, lederen af Danmissions partnerorganisation Peace Bridges Organisation, der gav en overbevisende præsentation af arbejdet med app’en og siden stolt kunne modtage den fornemme pris under en ceremoni på universitet

Klik her og se hele Phai Bunleangs præsentation ( begynder efter 28. minut)

Danmission ønsker vores cambodjanske partner et kæmpe stort tillykke med innovationsprisen og de godt 20.000 kroner, der følger med den.

En pris til samlingen

Det er tredje gang, at PLCN’s arbejde for at beskytte Prey Lang-skoven bliver bemærket og belønnet i en international sammenhæng. I 2013 modtog PLCN Alexander Soros Foundation Award og i 2015 blev netværket af de cambodianske skovaktivister overrakt den såkaldte FN’s Equator Initiative Prize.

Klik her og læs mere om PLCN’s arbejde i Danmissions magasin.