Af Tove Lind Iversen, redaktør
Foto: Sille Arendt/Københavns Stift
I læ af Grundtvig! Det ståsted kunne Bertel Haarder næppe have valgt bedre selv. I læ af Grundtvig og med salmebogen i hånden, mens han på de solbeskinnede Himmelske Dage synger for på nye salmer midt på grundtvigianismens højborg Vartov i København.
For hvis der er noget, Bertel Haarder, kultur- og kirkeminister siden juni 2015, vender tilbage til igen og igen, så er det Grundtvig og ikke mindst hans monumentale salmeværk og kompromisløse krav om åndsfrihed. En åndsfrihed der gjorde det muligt for Grundtvig som kristen at føre samtale med ikke-kristne, dem han kalder “naturalister af ånd”, fordi vi har menneskeligheden til fælles – det skabte menneskeliv.
Og selv om Bertel Haarder ikke har mistet sine kanter og indimellem skarpe holdninger, så betragter han sig som en dialogens mand, der er blevet lidt rundere med årene – og han går ligesom Grundtvig gerne i dialog med mennesker, der ikke deler den kristne tro.
Men hvad kan vi forvente af den erfarne politiker som kirkeminister? Af manden, som, hvis han bliver på taburetten frem til januar 2017, vil være den længst siddende minister siden systemskiftet i 1901.
Hvad vil du gerne huskes for som kirkeminister?
„Jeg holder liv i min rolle som folkekirkens dynamiske pedel. Det betyder, at hvor jeg støder på bøvl, gør jeg, hvad jeg kan for at få det fjernet. Det gør jeg, fordi folkekirken hviler på frivilliges lyst og engagement til f.eks. at sidde i et menighedsråd, og så skal de ikke mødes med dræbende bureaukrati og uforståelige regler,“ siger Bertel Haarder.
„Jeg går meget ind for, at vi skændes, så det brager – inden for folkekirken. Det bedste ved folkekirken er – ud over salmerne – at den er rummelig. Derfor er jeg som kirkepolitiker også meget tryg ved at lade mission være noget, som f.eks. Danmission tager sig af.“
Hvordan kan en missionsorganisation som Danmission bidrage til det danske og det globale samfund?
„Man kan ikke undgå at blive berørt, når man hører historier om missionærerne – f.eks. Maria Jacobsen og Karen Jeppe og deres indsats for at hjælpe den armenske befolkning i tiden omkring Første Verdenskrig. Det mest rørende ved den historie er, at mens en hel befolkning var udsat for dødsmarcher og deportationer, så gjorde disse kvinder det til deres mission at hjælpe, hvor de kunne, da alle andre svigtede. Lige præcis historien om Maria Jacobsen, Karen Jeppe og den armenske tragedie handler om ekstreme begivenheder, men jeg tror, at det for mange danske missionærer også er en bærende pointe, at missionen altid må tilpasse sig de faktiske omstændigheder, man sidder i. Og så hjælpe – først og fremmest.“
Den siddende regering lover særligt fokus på forfulgte kristne og på religionsfrihed. Hvad indebærer det konkret?
„Der har været for lidt fokus på de forfølgelser, kristne er udsat for. Ikke mindst i Mellemøsten. Det er nævnt i regeringsgrundlaget, fordi der er brug for tydelighed. Man er trådt til side og har fortiet kendsgerningerne – formentlig fordi man ikke ville støde nogen. Det er et misforstået hensyn, som i virkeligheden kun forvirrer – for alle lande har en historisk arv, som man skal stå ved. Det betyder dog ikke, at der konkret skal gennemføres en særlig “kristen politik” indenlands, eller at bistanden til verdens forfulgte skal omlægges, fordi man nu helst vil støtte kristne.“
Hvad kan frivillige, som lønnede projekter ikke kan – f.eks. i kirkeligt regi?
„Frivilligt arbejde har det med – helt naturligt – at føre et større engagement med sig. Det siger næsten sig selv: Når man ikke får løn, må man jo udføre det, fordi man synes, det er interessant, spændende eller meningsfyldt. Eller alle tre dele på én gang. Menighedsrådene er begrundelsen for, at vi netop kalder det en folkekirke. Det er 12.500 mennesker, der helt frivilligt har besluttet sig for at bruge en god del af deres fritid på at arbejde frivilligt for kirken. Det er en kirkeordning, jeg har svært ved at forestille mig kunne være bedre.“
For mange er politik et stykke frivilligt arbejde. For dig blev det et levebrød. Kommer vi til at se dig som frivillig, når du en dag går på pension som politiker?
„Jeg har på mange måder været ’frivillig’ hele livet, har aldrig været i fagforening, aldrig ’set på klokken’, har altid været aktiv og levet efter princippet: Hvad du evner, kast af/ i det nærmeste krav. Det vil jeg blive ved med. Som Bjørnstjerne Bjørnson skriver i en gammel sang.“
Men foreløbig har vi Bertel Haarder siddende på kirkeministerens taburet og så vidt muligt også om søndagen på bænken i Frihavnskirken på Østerbro i København, for som han siger: „Hvis jeg en søndag ikke kommer af sted, synes jeg, der mangler noget“