Af Søster Bente, lejransvarlig
I den første uge af skoleferien afholdtes for 55. tyvende gang i træk Kildeborg Pigelejr. Her deltog 39 herlige piger i alderen 7-14 år. Der foruden en meget stor og trofast flok af medarbejdere, – køkkentanter, som sørgede for den gode mad samt unge kusiner, der lavede spændende aktiviteter med børnene.
Temaet var ”Prinsesser af Kildeborg”. Dette afspejledes på forskellig vis i ugens program; eksempelvis skulle alle børnene lave deres egen prinsessekrone.

Pigerne var traditionen tro inddelt i hold, der på skift enten skulle stå for aftenenes underholdning eller udføre et stykke praktisk arbejde – såsom at gøre toiletterne rene! Alle opgaver blev der gået til med stor iver og godt humør.
I ugens løb blev der sunget meget – der blev leget, soppet, hygget, grinet og spillet stikbold, ja og kreeret små, fine ting til salgsboderne på Kildeborgs markedsdag, hvor gæster kom på besøg. Forskellige løb var der også samt en prinsesse-olympiade med mange skøre og sjove konkurrencer.
Ellers var omdrejningspunktet for lejren – som altid – at lære børnene noget om kristendom samt Danmissions arbejde. I år havde vi både besøg af tidligere missionærer og volontører.
Jens og Elsebeth Fischer-Nielsen lærte os en masse om Bangladesh gennem en bangla-gudstjeneste samt fortællinger og udeaktivitet.
En anden dag fortalte Ida Folmersen om børn i Indien og sidst gik turen til Madagaskar med Ida og Johannes Nordentoft.

Disse stunder, hvor børnene ikke blot lytter, men får lov at se eksotiske ting, lugte til spændende krydderier og klæde sig i fremmedartede dragter – sætter sig i sindet og giver et indtryk af, hvad Danmissions udsendinge oplever ude i verden, og hvordan kristen mission foregår i dag.
At være på lejr er en oplevelse for livet!
