Til august rejser et nyt kuld såkaldte Globale Fortællere til Cambodja forud for, at de skal stå i spidsen for Danmissions undervisningstilbud til danske konfirmander kaldet Konfirmand Aktion.
I Cambodja skal de opleve afsidesliggende landsbyer, få indblik i Danmissions arbejde i landet og besøge unge kristne. Når de kommer hjem igen, skal de i selskab med to unge cambodjanere rejse rundt i Danmark for at give danske konfirmander et indblik i, hvordan det er at være ung og kristen i et land som Cambodja.
Her kan du møde de fire nye Globale Fortællere:
Anne Damgren Højen
19 år fra Randers. Anne er student 2016 og har haft afløserjob på et plejecenter. Hun er mangeårig spejder hos De Grønne Pigespejdere og en del af KFUM-K. Opvokset i en præstegård har Anne været tæt på kirkens liv og hjulpet ved konfirmandlejre og sunget i kirkekor.
Kathrine Sigaard
19 år fra Vinderup. Efter et år på Hestlund Efterskole blev Kathrine HF-student 2016. Hun har gennem sin opvækst haft tilknytning til Folkekirken gennem søndagsskolearbejde, KFUM-K’s Teenklub, IMU-arrangementer (Indre Missions Ungdom) og som frivillig leder på lejre.
Kristoffer Damgaard Vindum
20 år fra Herning. Kristoffer er student 2016 og har fra barnsben hørt historier om sine forældres missionærophold i Tanzania for Danmission. Kristoffer er engageret i KFUM-K, bl.a. festivalen Wonderful Days, han har en stor interesse for musik og teater og elsker at stå på en scene.
Astrid Damgren Christensen
20 år fra Østervrå. Astrid tilbragte et år på Aarhus Efterskole, blev student 2016 og har haft sommerjob som tjener. I sin fritid har hun været leder af den lokale KFUM-K børneklub, engageret i gymnastikforeningen som gymnastikinstruktør og aktiv i det lokale fotogalleri.
Læs mere om Konfirmand Aktion og de Globale Fortællere her
Konfirmand Aktion har eksisteret som et oplysningsprojekt siden 1995, og er som undervisningstilbud målrettet konfirmander i folkekirken.
Kernen i Konfirmand Aktion er mødet mellem Globale Fortællere fra et udviklingsland og danske konfirmander.
Fra 2016 til 2018 gæster fire unge cambodjanere hvert år Danmark – vi kalder dem Globale Fortællere. De rejser rundt i hele landet og fortæller konfirmander om at være ung og kristen i Cambodja, ledsaget af en ung dansk tovholder, der fungerer som chauffør og tolk.
Danmission og FUV (Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter) står bag Konfirmand Aktion med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.
Læs mere om Danmission og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter her.
BOOK ET BESØG AF KONFIRMAND AKTION – KLIK HER