Værsgo' - 20 tons genbrug

Værsgo' - 20 tons genbrug

På "Sorteringen" i Vejle sørger Grete og Verner for at holde gang i genbrugs-kredsløbet, når de forsyner Danmissions genbrugsbutikker med guf fra kommunens genbrugsplads.

”Kom med herind og se, hvad der er af gode sager,” siger 74-årige Verner Kristensen. Han står midt i et kompakt virvar, der bl.a. tæller borde, lænestole, sofaer på højkant, en græsslåmaskine og et kaninbur. Et sandt genbrugshimmerige på 300 kvadratmeter lagerhal, der går under navnet “Sorteringen”.

Til den store lagerhal i et industrikvarter i Vejle ankommer der hver måned ca. 20 tons genbrugsvarer, som Verner Kristensen sammen med sin 80-årige kone Grete tager imod, sorterer og fordeler til nogle af Danmissions genbrugsbutikker.

De mange tons genbrugsvarer kommer fra genbrugspladsen i Vejle, hvor private hver uge indleverer de ting og sager, som de ikke længere vil have eller har plads til. Og netop fordi der hver uge indleveres tonsvis af møbler og andre ting til hjemmet, der intet fejler, foranledigede Vejle Kommune, at der blev dannet en forening af de organisationer, der er interesserede i at aftage ting fra genbrugspladsen. Det betyder nu, at Danmission og Frelsens Hær deles om at tømme kommunens største genbrugsplads, mens mindre organisationer og foreninger, som spejdere og sportsklubber, deles om at tømme kommunens mindre genbrugspladser.

Det er frivillige fra Danmission Genbrug i Vejle og i Svenstrup, der deles om at tømme genbrugspladsen i Vejle, fordele tingene i store hvide kar og køre dem til “Sorteringen” eller til butikken i Vejle eller i Svenstrup.

sorteringen 3

Det er frivillige fra Danmissions genbrugsbutik i Vejle og i Svenstrup, der efter aftale med Vejle Kommune, skiftes til at tømme kommunens største genbrugsplads for møbler, tøj, ting og sager, der stadig kan bruges.

Sorteringen

Grete Kristensen grovsorterer tøjet, så det er let for Danmissions genbrugsbutikker at bestille det, de har brug for: børnetøj, voksentøj, sportstøj, linned og duge.

Pia Plet, der er udviklingskonsulent i Danmission Genbrug, beskriver ordningen som fordelagtig for både organisationerne og kommunen.

”Det er oftest i weekenderne, at folk har tid til at rydde op derhjemme, men her har vores genbrugsbutikker som regel ikke åbent, og så kører folk genbrugspladsen i stedet – især med møbler. Så der er ingen tvivl, om at vi på denne måde modtager rigtig gode varer, som vi ellers ikke ville have fået,” forklarer Pia Plet og fortsætter:

”Og fordi vi kommer og henter, undgår kommunen samtidig at skulle sætte ekstra mandskab ind på genbrugspladserne i weekenden, hvor der hurtigt bliver fyldt op.”

Naturligt at støtte

Siden 2014 har Grete og Verner Kristensen påtaget sig den store opgave at tage imod og sortere de mange tons genbrugsvarer, der kommer fra genbrugspladsen.

”Som kristne vil vi gerne støtte andre kristne ude i verden –det er helt naturligt for os at lave frivillige arbejde,” siger Verner Kristensen, der fortæller, at de bruger 15-20 timer på “Sorteringen” om ugen.

Ægteparret har et langt og nært forhold til Danmission. I 1970’erne solgte de lys til fordel for Dansk Santalmission (fra 2000 en del af Danmission). I 1980’erne blev de gode venner med missionærparret Kirsten og Jens Vestergaard og blev en del af Bangladesh-kredsen. Sidst i 1990’erne var de med til at starte genbrugsbutik i Horsens, ligesom de også var med, da Danmissions lysstøberi i Ring blev grundlagt.

Grete og Verner Kristensen

Da ægteparret i 1999 solgte deres landbrug fik de tid til at rejse ud og opleve noget af det arbejde, som de altid har bidraget til med deres frivillige arbejdskraft.

”Vi fik mange indtryk, mens vi var af sted, og det blev meget konkret, hvad det er, vi bidrager til,” siger Grete Kristensen om deres rejse til Bangladesh i 2000. Her besøgte de bl.a. en kostskole, et hospital og mødte udstødte børn, der var blevet udsat for syre-angreb.

”Og vi fik mod på at se mere, så i 2007 tog vi til Cambodja for at se Danmissions arbejde dér. Vi kunne ikke drømme om at tage til Gardasøen. Vi vil opleve, hvad missionen gør af godt ude i verden,” supplerer Verner Kristensen sin kone.

“Sorteringen” skaber øget omsætning

Verner Kristensen viser med en vis stolthed rundt mellem de mange kvadratmeter med genbrugsvarer. Tættest på lagerhallens store rulleport står rækker af store hvide kar på hjul fyldt med genbrugsting.

”En halv snes genbrugsbutikker kommer fast og afhenter varer. De fleste kommer store lastbiler, og så bliver der ellers læsset. Andre kommer med en trailer og kan typisk have, hvad der kan være i sådan et par kar her,” siger Verner Kristensen og fortsætter: ”Vi leverer også varer til nye Danmission genbrugsbutikker, der på den måde på første åbningsdag kan slå dørene op til en butik med fuldt varesortiment”.

Med “Sorteringen”, og Grete og Verner Kristensens store indsats for at styre uddelingen af genbrugsguldet, er den samlede omsætning i Danmission Genbrug blevet øget. Sådan lyder vurderingen fra udviklingskonsulent Pia Plet:

”At Grete og Verner, som de seje og energiske frivillige de er, har påtaget sig den her opgave betyder, at vi har egen leveringscentral i Danmission Genbrug. Det betyder, at vi har en stabil tilførsel af varer fra genbrugspladsen, og vi er ikke afhængige af, hvad private afleverer til vores butikker. Samlet set er det med til at øge omsætningen,” siger Pia Plet og uddyber:

”Tag for eksempel butikker som Danmission Genbrug i Vejle eller i Svenstrup – to store butikker, der ikke har den fjerneste chance for at fylde deres mange kvadratmeter butik op uden at få leveret herfra.”

Frihed og gode snakke

Det er én af ægteparrets spidskompetencer at sørge for, at alt det tøj, der kommer ind på “Sorteringen”, bliver sirligt sorteret. På den måde er det lettere for genbrugsbutikker, der vil have tøj, at bestille lige det, de mangler i deres varesortiment.

”Det bliver jo helt tydeligt, når vi står her og sorterer tøj, at vi lever i et overflodssamfund,” siger Grete Kristensen, mens hun med hurtige bevægelser folder et par bukser, og lader dem glide ned i en sæk med mærkatet Børnetøj. Det kræver tålmodighed og tid at sortere alt det tøj, som kommer fra genbrugspladsen.

Sorteringen

Der er et væld af brugte ting at finde på “Sorteringen”.

Verner Kristensen, Sorteringen, genbrug

Verner Kristensen har sirligt placeret alle de møbler, der er kommet ind på “Sorteringen”.

”Vi kan pakke 40-50 sække på en god dag. Det giver tilfredsstillelse at se den store bunke af sække, der er klar til at komme videre i systemet,” fortæller Verner Kristensen, mens hans kone rækker ham en ny rulle med plastiksække.

”Der er mange, der undrer sig over, at vi står her i timevis uden at have en radio at lytte til, men vi vil gerne være fri! Vi vil hellere snakke,” siger Grete Kristensen med et lille smil til sin husbond på den anden side af sorteringsbordet.

VÆR MED!

Har du lyst til at være med i et givende fællesskab som frivillig i Danmission Genbrug? Så kontakt din lokale genbrugsbutik eller kontakt