21-årige Aisha har en drøm. Hun vil lære at sy, så hun en dag kan åbne sit eget sy-værksted og skabe sin egen indtjening.
På Danmissions syskole, Upendo, på øen Zanzibar i Tanzania, lærer kristne og muslimske kvinder at sy. Nogle af kvinderne drømmer om at blive en kendt designer, men for de fleste er en uddannelse på Upendo en mulig vej ud af fattigdommen.
Samtidig får kvinderne en større forståelse for andres tro. Og det er vigtigt i et land, der er præget af religiøse spændinger mellem kristne og muslimer.
Aisha er rejst til Zanzibar fra Tanzania for at tage en uddannelse på Upendo. Hendes søster er uddannet på skolen, og Aisha er ivrig efter at lære at sy og designe tøj.

Ideen til at blive elev på Upendo fik Aisha fra sin søster, der også har gået på skolen og som i dag har sit eget syværksted.
”Min søster har i dag sit eget sy-værksted, og Upendo har hjulpet hende til at få et bedre liv. Det vil jeg også have,” fortæller Aisha. Den unge kvinde drømmer om at få sit eget sted og måske også bliv en kendt designer.
FAKTA:
Syskolen Upendo er for kvinder fra alle trossamfund, og på skolen arbejdes der for at fremme dialog og forståelse mellem kvinderne.
Det tøj, der designes på Upendo, kombinerer farverige lokale stoffer med skandinavisk og europæisk design. Til syskolen hører en butik.
Kvinderne betaler 600 kr. for en 2-årig professionel uddannelse i syning. Kvinderne undervises desuden i inter-religiøs dialog, sundhed, familieplanlægning og iværksætteri. Upendo uddanner årligt 80 elever og drives af Danmission i samarbejde med den lutherske kirke.