Kirken og FNs nye verdensmål

Kirken og FNs nye verdensmål

Mød Danmissions formand sammen med politikere og andre organisationsfolk til en debat om, hvorfor FNs verdensmål også er kirkens anliggende. Det sker fredag på Himmelske Dage.

”Verdensmålene er værdibaserede – de ser ikke kun på menneskers materielle behov. Kristendommen tilkender det enkelte menneske en særlig værdi og værdighed og ser netop på det hele menneske. Så her har kirken noget at byde ind med,” siger Danmissions formand, biskop Peter Fischer-Møller.

”Tro er fundamentet for mere end 75 % af verdens befolkning og påvirker den måde, mennesker lever deres liv på. Og fordi religion er så stor en del af de fleste menneskers liv, må troen nødvendigvis være en del af løsningen, når man skal skabe fred og bekæmpe fattigdom,” tilføjer Danmissions formand.

Konkret kan kirken og de kirkelige organisationer noget, som de færreste kan: Kirken har et netværk, som når ud til de allerfattigste (mål 1); vi har et særligt ansvar for Guds skaberværk, som kan være med til at støtte klimaindsatsen (mål 13); vi kan bidrage til fred og retfærdighed (mål 16) – fordi religion kan være en del af konflikten, skal religion også være en del af løsningen.

Se de 17 nye verdensmål – klik her

Deltag i debatten på Himmelske Dage, hvor Danmissions formand, biskop Peter Fischer-Møller, er i panel med udviklingsordfører Michael Aastrup Jensen (V), generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen Folkekirkens Nødhjælp, og sekretariatsleder Thomas Ravn-Pedersen, Verdens Bedste Nyheder. Ordstyrer er Michael Jeppesen, kendt fra “Jeppesens Bibelskole” på Radio 24Syv.

Verdens Cafeen på Domkirkepladsen, fredag 11.30-12.30.