Af Christa Lund Herum, udsendt af Danmission til Bangladesh
I morges fulgte jeg vores yngste, Jonas, til skolebussen, som hver morgen holder for enden af vores lille vej. Det er 1. maj, som også markeres i Bangladesh, så vejen i dag er øde og stille. Normalt er der fyldt med te-sælgere, lokale vagter, folk på vej til arbejde og skolebørn, der flokkes til den lokale skole for enden af vejen. Men den eneste person, der kommer imod os på gaden i dag, er en bangladeshisk mand med rødligt skæg iklædt brune bukser og en enkel grå skjorte. Han ser direkte på mig og hilser med et tydeligt ”good morning”. Det vækker straks min mistro! Men jeg hilser venligt igen og går forbi ham sammen med Jonas op mod bussen. ”Har du set ham her i gaden før, Jonas?” spørger jeg. ”Nej,” siger Jonas ”Hvorfor?”.
De eneste mænd, der hilser så tydeligt på mig om morgenen, er de faste vagter og chauffører fra de omkringliggende huse, der nu kender os. Ellers hilser lokale mænd stort set aldrig på mig, og de hilser i hvert fald ikke som de første. Og de kigger mig sjældent så direkte ind i øjnene, som denne mand gjorde. Jeg vender mig om halvvejs oppe ved bussen og ser efter manden. Han er stoppet op på vores lille vej og ser sig søgende omkring. Da han ser, jeg kigger, går han videre ned til stien langs søen for enden af vejen og forsvinder. Måske han bare var en venlig, morgenfrisk og høfligere mand end de sædvanlige bangladeshiske mænd? Men hans opførsel var atypisk, og det atypiske gør mig mistroisk og vagtsom. Hvorfor? Simpelthen på grund af de seneste mange måneders mord på stort set alle ”minoriteter” her i Bangladesh. Og særligt efter den sidste uges tre tragiske drab på en lokal, kulturelskende, muslimsk professor og to aktivister for homoseksuelles rettigheder.
Regeringen fornægter alvoren
Det værste er, at det virker som om regeringen ikke gør noget for at forhindrer den stigende, ekstremistiske vold, der ifølge en artikel i The Guardian, nu gør stort set alle ligheds- og frihedstænkende mennesker til mulige mål. Os udlændinge inklusive. Ifølge The Guardian har Islamisk Stat eller Ansar al-Islam, en underafdeling af al-Qaida her i regionen, taget ansvaret for drabene.
Dog benægter den bangladeshiske regering stædigt, at der er internationale, islamiske ekstremistiske grupper på spil. De påstår fortsat, at angrebene sker ved lokale oppositionsgrupper, der ønsker at skade dem – regeringen altså. Regeringens benægtelse af situationen er næsten det mest triste, for hvordan kan en benægtende regering på nogen som helst konstruktiv måde sikre sine borgeres liv og rettigheder?
Akut brug for dialog
De forskellige religiøse grupper i Bangladesh er også mål for attentater og har været det i gennem flere år. Desværre virker volden – jeg har mødt kristne menigheder og kirker, der i forbindelse med trusler og mordforsøg på præster, ikke tør støtte hinanden af skræk for selv at blive det næste mål. Angsten er nedbrydende og tjener ekstremisternes mål.
Bangladesh har derfor nu som aldrig tidligere akut brug for gode dialog-initiativer, der kan samle modige personer fra alle religioner og minoritetskulturer, og som ønsker at leve et liv i sikkerhed med basale rettigheder. Bangladesh har brug for handling og konkrete aktiviteter – ikke mere snak om hvem, der er de skyldige! Bangladesh har brug for dialogprogrammer, som uddanner og udruster unge mennesker fra alle religioner og miljøer til samarbejde og til sammen at stå imod mord, vold og ekstremisme. Dialogseminarer – og lejre, præcis som dem Danmission i årevis med stor succes har afholdt og fortsat holder – i Mellemøsten, hvor ekstremistisk vold, mord og krig er dagligdag for mange mennesker.
Min mand Peter og jeg følger fortsat Jonas til bussen hver morgen og henter ham om eftermiddagen igen. Og det bliver vi ved med, for der er desværre ikke noget, der tyder på, at situationen vil blive bedre eller komme til en snarlig afklaring. Jeg håber, at den venlige mand i morges blot var venlig. Men desværre er jeg nødt til for tiden at lade venlighed spille en underordnet rolle i forhold til agtpågivenhed over for mistænksom eller afvigende adfærd. Det er trist, men det er hverdagen i Dhaka.
Læs også artiklen i The Guardian 30 April: ”Anyone could become a target: Wave of islamist killings hit Bangladesh” – klik her
Og The Guardian 26 April: “Bangladesh´s pluralism is at risk if Sheikh Hasina does not stop extremists” – klik her