”Lige til min død vil jeg give. Jeg tror fuldt og fast på det – jeg vil risikere mit liv for det. For kun ved at gøre fremskridt i og med det gode, kan man bekæmpe det onde,” siger skuespiller Bodil Jørgensen. Hun leverer ordene med en skarphed i stemmen, der står i stærk kontrast til hendes sarte og fint skrøbelige ydre.
For den 53-årige folkekære skuespiller, som siden 1990 har spillet markante roller på Det Kongelige Teater, medvirket i et hav af film og TV-serier og for tiden er aktuel med forestillingen ”Den Grønne Elevator”, er det at give lige så naturligt som at trække vejret. Derfor sagde hun også uden tøven ja til at give en bid af sig selv og sin tid for at være ambassadør for Danmissions julekampagne til fordel for ofrene i Syrien.
”Syrien er Helvede på jord. Det er frygteligt, frygteligt at tænke på, hvad de skal igennem,” siger hun med henvisning til de over 10 millioner syrere, der er blevet flygtet fra deres hjem.
Verden savner empati
I hjemmet på Nørrebro i København, som Bodil Jørgensen deler med ægtefællen Morten Søborg, der er filmfotograf, og børnene Johannes 17, Østen 14 og Rigmor 6, er krigen i Syrien ikke bare noget, man ser om på TV og læser om på internettet. Her forholder man sig til det og skrider til handling.
”Vi er ikke selv herrer over, hvor vi bliver født. Og som Østen for nylig sagde, så er vi heldige, at vi er født i Danmark. Derfor er det også vigtigt, at vi kan sætte os i andres sted – den empati, synes jeg, at verden savner. Vi må se hinandens lidelser. I dag ved vi jo, hvad der sker af grusomme ting – det sørger den moderne teknologi for – og derfor har vi i endnu højere grad en forpligtelse. Hvis ikke vi handler, er vi blevet umenneskelige,” siger Bodil Jørgensen.
Derfor valgte familien også at droppe julegaverne sidste år og i stedet donere gavebudgettet til Syrien. Og med jævne mellemrum bliver der samlet tæpper og tøj sammen, som familien sender til Syrien via Al-Nour moskéen på Blågårdsgade i København.
“Vi har så meget! Rundt omkring hos folk ligger der en masse dyner, tæpper og tøj, som kunne sendes til Syrien. Vi kunne sagtens gøre mere! Vores velfærdsstat har toppet – et af vores største problemer er, at vores toge ikke kører til tiden.” Bodil Jørgensen leverer sin dybfølte indignation med kraft i den ellers så blide stemme, mens hun læner sig indover spisebordet og fortsætter opsangen til sine medmennesker:
”Vi er blevet betændt af rigdom – vi er mætte, fyldt op, og det gør os apatiske. Vi har så svært ved at falde på knæ og sige tak for livet. Alt skal gøres op i dag. Hvis jeg giver dét, så skal jeg have dét. Vi er langt fra at være det kristne folkeslag, vi bryster os af at være. Som Jesus siger: Du tror, du er god, men der er lang vej endnu! Jeg kan blive så harm over, at vi ikke er bedre til at støtte fx det syriske folk. Vi er ikke i nød her i Danmark, og det er rimeligt let at foretage sig noget, for det vælter jo ind med girokort, så det er bare at gribe et og betale. Vi kan nedsætte vores eget forbrug for at få råd til at hjælpe i Syrien. Nogle siger så, at man ikke kan være sikker på, at pengene når frem. Men det er en dårlig undskyldning – sæt dig ned og undersøg det, for det er der alle muligheder for i dag, hvor organisationernes informationer ligger fremme på nettet. Find ud af, hvor det er bedst at give og gør det!”
Del Guds kærlighed
For Bodil Jørgensen er det ganske enkelt, hvorfor vi danskere skal blive bedre til at give til fx de syriske ofre. Hun tror på, at Gud sendte sin søn Jesus for at lære menneskene, at vi skal dele kærligheden til verden og hinanden.
”Verden i dag tager uden at give. Kærlighedsbudskabet, som Kristus og Gud deler med os, er ikke til at tage fejl af: Vi skal give! For mig er der en rigdom ved at være sammen med Vorherre, for han giver noget igen, som ingen andre kan. Vi må tro på det gode og kæmpe for det. For jo flere, der tror på det gode, jo bedre bekæmper vi det onde.”
Bodil Jørgensen længer sig igen lidt tilbage i stolen, som om hun skal puste lidt ud. Men der går ikke mere end nogle sekunder, så lader hun hånden glide over et lille blåt forklæde, der hænger på stolen ved siden af hende og løfter det op:
”Rigmor tilbyder tit, at vi kan sende noget af hendes tøj og ting til Syrien. Det er jo ikke, fordi jeg plaprer løs og fylder hende med skyld og skam og pensler syrernes lidelse ud. Det skal hun ikke tage på sig, men derfor kan hun sagtens have en bevidsthed om, at der i Syrien er familier, der må bo i telt, der ikke har en madpakke, og som fryser om fingrene. Hun vil meget gerne dele, og det er vigtigt, at hun kan det,” siger Bodil Jørgensen, mens hun lader den ene hånd bevæge sig gennem den bølge af rødt hår, der ligger som et let skjold over den øverste del af hendes pande.
Livet forpligter
Bodil Jørgensen var uden skjold og beskyttelse, da hun i sommeren 2014 under optagelserne til en ”Far til fire”-film blev hårdt kvæstet af en traktor, og da hun i 1988 slap levende fra, at en beruset lokofører med høj fart kørte af sporet ved Sorø – 8 døde, og 72 blev kvæstet.
”Efter togulykken, og nu traktorulykken, føler jeg, at jeg har en særlig forpligtelse til at gøre mig umage. Vi kan ikke gøre alt her i livet, men vi kan gøre det, vi kan gøre. Min mor var dement i 10 år, og min far kunne godt have brokket sig, men det gjorde han aldrig. Han kunne ikke have min mor boende hjemme, men han kunne besøge hende to gange om dagen på plejehjemmet, gå ture med hende, tale med hende – hvert lille bitte pip fra mor tog han til sig og gemte i hjertet. Jeg er opdraget til, at vi har en forpligtelse over for vores nærmeste – vi skal være stærke. På samme måde har vi en forpligtelse over for livet.”
Det er, som om Bodil Jørgensen har en særlig urkraft inde i sin spinkle krop, der får hende til at overleve ulykker, være generøs og givende. Hun skæver op til den Jesus-figur, der hænger i køkkenet, mens hun fortæller, hvordan hendes tro, Gud, er det sidste, hun tænker på, inden hun sover.
”Tro for mig er som stor musik, som det inderste af det inderste, som marven på et ben. Jeg kan sagtens have en masse bekymringer, men det sidste jeg tænker på, inden jeg skal sove, er, hvor godt det er, at jeg hviler mit hoved i Guds hånd.”
Hun vender sig lidt på stolen og drejer kroppen mod lyset, der falder ind ad altandøren, mens hun kniber øjnene i et smil.
”Det er da fantastisk, at solen står op hver dag, at anemonerne titter frem, at lyset vender tilbage, at årstiderne skifter. Det må jeg sige Gud tak for.”
Et liv efter døden
Bodil Jørgensens blik flakser end ikke et splitsekund, når hun bliver spurgt til, hvad hun tænker om døden. For i hendes familie eksisterer der en solid tro på, at der findes et liv efter døden, hvor de alle vil gense hinanden.
”Jeg ved ikke, hvordan der ser ud, men jeg skal nok flyde eller svæve rundt et eller andet sted. Jeg skal ikke gøre noget særligt for at gøre mig fortjent til et liv efter døden, sådan tænker Gud slet ikke. I forhold til ham er der ikke noget regnskab – det er Han for stor til. Hos Vorherre er der plads til alle – mordere, banditter og skilsmisseramte. Gud stiller ikke krav. Det er os, der må kigge ind i os selv eller op,” siger Bodil Jørgensen.
Traktorulykken har rykket visheden om døden nærmere, og derfor er hun også taknemmelig og glad for at se, hvordan hendes børn agerer i verden. Hvordan hendes ældste søn Johannes, som hun har sammen med den afdøde instruktør Henrik Sartou, og sønnen Østen er vokset op og blevet omsorgsfulde og sociale væsener.
”Jeg blev så stolt af Østen, der for nylig kom hjem og fortalte, hvordan han havde forsvaret en somalisk dreng, fordi nogle større drenge havde kaldt hans far pirat. Østen gik resolut derhen og blandede sig, og de sprang på ham. Han risikerer noget for andre. Han har en indre kraft – ingen berøringsangst. Han tør give noget af sig selv,” fortæller Bodil Jørgensen med stolthed i stemmen og fortsætter:
”Jeg vil gerne have, at børnene bliver glade i livet, og man bliver glad af at give, hvad enten det er til en kammerat, der bliver mobbet, eller man sender tæpper og tøj eller penge til Syrien. Det største i livet er at kunne give”.
Interviewet er tidligere bragt i Danmission Magasin – se magasinet her