Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
75-årige Mounira kæmper for sin familie

75-årige Mounira kæmper for sin familie

Hendes ene søn er kidnappet, den anden har mistet forstanden efter tortur og rædsler. Nu er det 75-årige Mounira, der må brødføde sin familie, mens de er på flugt inde i Syrien.

Der lød et brag, da døren blev sparket op, og en militantgruppe stormede ind i huset i byen Homs. I det syriske hjem boede Mounira sammen med sine to sønner, deres koner og børn. Gruppen af fremmede, der pludselig stod i stuen, ville have penge. De gennemrodede hjemmet, og da de ingen penge fandt, begyndte de systematisk at brænde familiens hænder og arme, mens de lod slagene hagle ned over de skræmte og hulkende mennesker.

”Det føltes som en evighed – og da de endelig holdt inde, greb de min yngste søn og tog ham med sammen med alt, hvad de kunne finde i huset af værdi. Nu er det et år siden, at de kidnappede ham fra vores hjem,” fortæller 75-årige Mounira.

Hun tog en hurtig beslutning – og kort efter var familien på flugt fra Homs. Mounira ville føre dem til noget familie i Damaskus – en farefuld færd på 165 kilometer.

Den handlekraftige og stærke Mounira måtte ikke bare beskytte sine børnebørn og svigerdøtre, men også samtidig se sin ældste søn krakelere.

”Oprørernes tortur har gjort ham stum, og hver gang har ser fremmede, begynder han at skrige og vil gemme sig,” forklarer Mounira.

På deres vej til Damaskus stoppede familien i Qalamoun bjergene, hvor Danmission støtter med nødhjælp til internt fordrevne. Mounira gik på gaden og tiggede for at skaffe mad til sin familie.

”Jeg hørte nogle fortælle, at der var et sted i byen Deir Attiyeh, hvor vi kunne få hjælp,” fortæller hun.

Da hun nåede frem til det sted i byen, hvor Danmissions partner FDCD uddeler nødhjælpspakker med mad, knælede hun og strakte sine arme frem mod gruppen af nødhjælpsarbejdere. De hjalp hende på benene og forsikrede hende om, at hun nu kunne få mad til sin sultende familie.

Mounira og hendes familie fortsætter deres rejse til Damaskus – og Danmissions partner har sørget for, at familien også vil modtage nødhjælpspakker dér, så de kan leve værdigt, og Mounira ikke skal tigge på gaden.

For 233 kr. kan en syrisk familie på 4-6 personer få en pakke, der indeholder:

3 kilo ris

2 kilo bulgur

1 kilo linser

1 kilo kikærter

1 liter madolie

Marmelade

1 kilo smør

1 kilo sukker

5 x kød på dåse

2 x tun på dåse

300 gram the

600 gram tomatpuré

2 x bønner på dåse

 

Mounira afhenter nødhjælp

Mounira får udleveret en nødhjælpskasse med mad til sin familie. Hun tør ikke stå frem og vise sit ansigt til kameraet af frygt for de oprørsgrupper, der har kidnappet hendes søn

FOTO AF NØDHJÆLPSKASSER STABLET

Nødhjælpskasser med mad klar til uddeling i Syrien.

Støt Flygtninge i Syrien nu

Indsæt beløb