Himmelske Dage er en kirkelig festival for de søgende og nysgerrige, som har lyst til en snak om kristendom, tro, religion og andre eksistentielle emner.
Derfor bliver der stillet en masse sofaer op i byrummet rundt i København, hvor folk kan mødes og få en spændende samtale med hinanden. Det sker i kristihimmelfartsdagene 5. til 8. maj.
Danmission Genbrug har påtaget sig den praktiske opgave og skal derfor indsamle 30-40 sofaer.
Så står du med en gammel sofa, som du ikke længere bruger? Donér den til et godt og sjovt formål. Har du sofaen, så henter vores chauffør.
Danmission Genbrug Rødovre og dets frivillige ildsjæle står hovedsageligt bag afhentningen og opmagasineringen af de mange sofaer. Og vi fjerner dem selvfølgelig også igen fra bybilledet, når Himmelske Dage er vel overstået.
Ring til chauffør Ejner Peter Rasmussen i Danmission Genbrug i Rødovre på 35839596. Læg en besked, hvis han ikke lige tager telefonen, så ringer vi tilbage hurtigst muligt. Har du spørgsmål, kan du kontakte Louis William Møllerfors, udviklingskonsulent i Danmission Genbrug, på 41 999 313.
Håber vi ses i samtalesofaerne på Himmelske Dage!
Mere om Himmelske Dage – klik her