„Jeg rejser til Syrien igen, hvis jeg kan komme ind i landet, og hvis risiko-vurderingerne er tålelige,“ lyder det fra den unge danske læge Haifaa Awad, som allerede to gange har gjort det, de færreste har mod til: Nemlig at hjælpe inde i det borgerkrigshærgede Syrien, hvor nøden er allerstørst.
„Store del af sundhedsvæsnet er kollapset – fx kører 80 procent af ambulancerne ikke mere. Hvis du har cancer, så ligger du og dør derhjemme alene, mens din cancer æder dig op. Sådan er det bare. Hvis dit barn har astma og får et anfald, så er der ikke inhalationsmedicin eller respirator. Hvis du har sukkersyge, og dit blodsukker skrider, så går du i koma derhjemme og dør. Hvis du føder et barn med en hjertefejl, som normalt kan klares med en operation, så overlever det 3-4 dage, før det dør i dine arme. Det er hverdagen for mennesker i Syrien.Dertil kommer alle dem, som får granater, missiler og kemiske våben i hovedet,“ fortæller hun, så man ikke er i tvivl om, hvad der driver hende til at bruge sin ferie fra Sygehus Vendsyssel for at arbejde i Syrien.
Artiklen fortsætter under annoncen
[onlinedonation id=”121″]Haifaa Awad er en ung dansk læge med syriske rødder. I 2013 arbejdede hun som frivillig læge på et felthospital i den nordsyriske by Idlib, og i sommer rejste hun trods advarsler tilbage – denne gang gik der dog kun en uge, før hun blev tvunget til at forlade landet igen af sikkerhedsmæssige årsager.
Støt, støt, støt!
„Halvdelen af Syriens befolkning er drevet på flugt fra deres hjem – 4 millioner er flygtet ud af landet, mens 7 millioner har søgt tilflugt andre steder i Syrien. Vi er vidne til en kæmpe humanitær katastrofe, og det er nødvendigt, at vi reagerer. Stater kan gøre meget, men der er også meget, vi kan gøre som privatpersoner – for de flygtninge, som kommer til Danmark, men først og fremmest for civilbefolkningen, som lider i Syrien. Og efterhånden som krigen er eskaleret, nærområderne er kollapset og flygtningekrisen er nået Vesten, har vi set, at staterne ikke er i stand til at løfte opgaven,“ siger Haifaa Awad – uden dermed at sige, at andre skal gøre som hun, men vi kan alle støtte indsamlingerne til ofrene i Syrien.
„Støt, støt, støt! Jeg siger som andre nødhjælpsarbejdere: Det er ikke så vigtigt, hvordan man hjælper – bare man gør noget. Uanset hvad og hvor meget man smider ind, så er der altid behov for mere – og det gælder antibiotika, sukkersygemedicin, hospitalsudstyr, mad, tæpper, telte og alt muligt andet,“ siger hun.
Tvunget til at spise græs
Og så peger hun på nogle af de allerhårdest ramte: „Vi glemmer ofte dem, som lever i de mange syriske byer, der er omringet af krigszoner, og hvor det er rigtig svært at få nødhjælp ind. Aktuelt bor 4 millioner mennesker i belejrede eller svært tilgængelige områder, hvor nødhjælp afhænger af skrøbelige våbenhviler, og hvor folk tvinges til at spise det der er – nogle gange sågar græs og kæledyr, fordi der ikke er noget som helst tilbage. Vi skal huske at få nødhjælp frem til de allermest udsatte og ikke kun til nærområderne som lejrene i Libanon og Tyrkiet.“
Danmission støtter netop ofrene inde i Syrien – både de internt fordrevne og de oprindelige beboere, hvis hverdag bliver presset af de mange, som kommer til fra andre steder i Syrien. Det kan vi takket være vores mangeårige lokale partnere i landet. Et netværk Haifaa Awad stiftede bekendtskab med, da hun blev en del af Danmission på en dialoglejr for unge fra Danmark og Mellemøsten afviklet i 2009 i Libanon.
Minareter, der græder
Mens Haifaa Awad har været i Syrien, har hun berettet om sine oplevelser i dagbladet Information og efterfølgende skrevet to ebøger: En læges dagbog fra Syrien I og II.
Og hun har mange barske historier i bagagen. Både om at blive passet op af krigere fra al-Qaeda, som truende kommenterer, at hendes bluse er gledet op og blotter lidt af hendes arm, mens hun forsøger at hjælpe en lille dreng, som er i livsfare efter at være blevet kørt ned af en motorcykel. Om psykisk syge som stiller sig under bomberegnen, fordi de psykiatriske centre er forladt eller bombet. Om den 8-årige dreng, som forbløder i faderens arme efter at være blevet skudt under leg med nogle af de våben, der er så mange af i Syrien. Og om at være ved at løbe tør for tårer – over børn, der flænses, ældre, der visner i mangel på behandling, og minareter, der græder.
Alligevel – eller måske derfor – håber hun, det bliver muligt for hende at vende tilbage til Syrien og hjælpe de sårede og syge. I mellemtiden er det hende magtpåliggende fortælle om menneskeskæbnerne i Syrien, så vi ikke glemmer, at syrerne har brug for vores hjælp – og at vi har muligheder for og ressourcer til at hjælpe dem.