GIV FLYGTNINGEBØRNENE ET FREMTIDSHÅB!

GIV FLYGTNINGEBØRNENE ET FREMTIDSHÅB!

Hvis Syrien skal have en fremtid, skal børnene hjælpes her og nu. Vi nægter at opgive håbet om en fredelig fremtid for både forældre og børn. Og du kan være med til at hjælpe.

Af Kirsten Auken, programchef for fattigdomsbekæmpelse

VI ER ALLEREDE VED at vænne os til dem. Flygtningene, der dagligt rejser ind i Danmark over grænserne i Padborg og Rødby – mange af dem for at rejse videre til Sverige, enkelte for at søge asyl i Danmark. De fylder op i DSBs kupeer og ekstrabusser, og fra at have været forsidestof i alle medier, får de nu blot et par smånotitser i ny og næ. Det er ved at blive den nye dagligdag i Europa. Men vi må ikke glemme, at det, vi ser i IC3-toget, er resultatet af en gigantisk menneskelig katastrofe, som udspiller sig lige nu. En voldsom borgerkrig i Syrien driver millioner af mennesker på flugt, og nabolandene er ved at segne under presset, samtidig med at de fleste af disse lande også har deres egne interne konflikter at slås med.

Mange af de flygtende er børn. Billederne af den druknede Aylan på en tyrkisk strand og af den danske betjent, der laver sjov med en pige på motorvejen, har brændt sig ind på vores nethinder. Den ene historie endte dybt tragisk, den anden har stadig mulighed for at ende mere lykkeligt. Men det fælles træk i disse billeder og historierne bag er, at tusindvis af forældre opgiver håbet om, at deres børn kan få en tryg fremtid dér, hvor de kommer fra, og derfor pakker de deres ting og flygter over Middelhavet. Vi, der er forældre, kan godt regne ud, at man skal være meget desperat for at beslutte at sætte sig selv og sit lille barn op i en synkefærdig gummibåd og begive sig ud på en så risikabel sejltur på åbent hav, hvor risikoen for at børnene og man selv ikke klarer den er særdeles overhængende. Det er ikke noget, man gør for sin bekvemmeligheds skyld.

PROBLEMET KAN IKKE LØSES ved at bygge højere hegn og slå hårdt ned på kyniske menneskesmuglere. Vi er nødt til at forholde os til de grundlæggende årsager til, at folk flygter. Og en vigtig årsag er, at mennesker i Syrien har mistet håbet om en fremtid i deres eget land. Der er brug for akut nødhjælp til flygtninge inde i Syrien. Den nødhjælp kan Danmission få frem gennem vores mangeårige samarbejdspartnere, og derfor beder vi om din hjælp til at hjælpe ofrene inde i Syrien. Og så er der brug for den lange seje indsats for, at syrerne igen kan komme til at leve fredeligt side om side. Det sker fx igennem Danmissions dialogprojekter – bl.a. en sommerlejr, hvor unge syrere fra flere sider af konflikten bor sammen, lærer hinanden at kende og får sat et menneskeligt ansigt på ”fjenden”. Vi tror på, at møder som dette kan være med til at genskabe tilliden og så et lille håb, der med tiden kan spire og gro.

Hvis Syrien skal have en fremtid, skal børnene hjælpes her og nu. Vi nægter at opgive håbet om en fredelig fremtid for både forældre og børn. Og du kan være med til at hjælpe. Danmission Fremtidsbørn støtter udsatte børn i Syrien og andre lande i Mellemøsten, Afrika og Asien. Med dit og andres bidrag hjælper du med at give børn og deres forældre håbet tilbage. Gennem vores arbejde i Syrien og andre udsatte områder af verden arbejder vi for, at ingen forældre og børn i fremtiden skal føle sig drevet ud på en farlig rejse i gummibåd over Middelhavet.

Tak, fordi du husker flygtningebørnene – de har brug for vores forbøn og hjælp!

Støt nu