Ros til Danmission og de cambodjanske aktivister

De to cambodianske skovaktivister, Hoeun Sophead og Phon Sopheak, får sammen med deres tolk overrakt en lille gave og applaus fra tilhørerne.

Ros til Danmission og de cambodjanske aktivister

Der var ros og anerkendelse til Danmission og partneren Prey Lang Community Network, der torsdag holdt foredrag om deres banebrydende arbejde for at bevare skoven i Cambodja.

Omkring 70 studerende, fagfolk og andre interesserede var mødt op i festauditoriet på Københavns Universitet torsdag den 10.december for at høre Danmissions udsendte i Cambodja Ernst Jürgensen og aktivister og repræsentanter fra Prey Lang Community Network fortælle om deres arbejde med bevarelse af skoven i Cambodja – et arbejde, der for få dage siden vandt FN’s prestigefyldte Equator Prize under klima-topmødet i Paris.

Og der var stor ros og anerkendelse fra Københavns Universitet og fra de fremmødte tilhørere til Danmission og de cambodjanske aktivister for den rolle, som dialog og fredsskabelse spiller i arbejdet med bevarelse af skoven. Seniorforsker Ida Theilade lykønskede aktivisterne med prisen og kaldte det dansk-cambodjanske samarbejde for ”et pragteksemplar på en ikke-voldelig protest” – en sjældenhed i det cambodjanske samfund. Hun roste Danmission for det gode og smidige samarbejde omkring udsendelse af de mange studerende, der har været ude i praktik i forbindelse med projektet.

SE FOTOS FRA ARRANGEMENTET HER

”Projektet er i høj grad båret af utallige praktikanter og studerende fra KU. På den måde er det blevet et flagskib for internationalt samarbejde mellem unge i Cambodja og Danmark,” understregede hun.

På spørgsmålet fra salen om, hvorfor de har fået så stor en succes med at engagere lokalbefolkningen, svarede en af aktivisterne, Hoeun Sopheap ganske enkelt: ”Vi er ægte og ærlige i vores arbejde, og tager ikke imod bestikkelse. Vi arbejder frivilligt og investerer vores egne ressourcer. Vi gør det – ikke kun for vores eget samfund, men for samfund verden over. For os er det et globalt anliggende.”

Professor Andreas de Neergaard overrakte gæsterne en lille gave og en stor tak fra Københavns Universitet med ønsket om, at FN-prisen og den store internationale bevågenhed på projektet må være med til at lette aktivisternes arbejde fremover.

[onlinedonation id=”95″]