Jørgen Skov Sørensen, der er tidligere sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, kommer fra 1. marts 2016 til at stå i spidsen for Danmissions arbejde i Asien, Afrika, Mellemøsten og Danmark, hvor vi arbejder med kirkeudvikling, fattigdomsbekæmpelse og dialog.
Når Jørgen Skov Sørensen træder ind i sit nye kontor i Hellerup, vil han ikke alene have en god portion jysk ydmyghed med sig, et solidt teologisk fundament og ni års ledererfaring, men også lade sig inspirere af sin store passion for jazzmusik.
“I jazz slås tonen og temaet an, og derefter kan der improviseres. Som generalsekretær ser jeg mig selv som orkesterleder. Jeg lægger en linje, hvor der er plads til improvisation og til at gribe muligheder. Verden er meget omskiftelig, derfor skal en organisation som Danmission, der arbejder internationalt, også kunne omstille sig,” siger Jørgen Skov Sørensen, som heller ikke er bange for at spille en solo, så længe den passer ind i sammenhængen.
51-årige Jørgen Skov Sørensen er uddannet teolog, taler fem sprog, har rejst i 46 af verdens lande og har en tæt og engageret kontakt til både dansk og udenlandsk kirkeliv. I mere end 20 år har han fulgt Danmissions arbejde. Som nyudklækket teolog var han i fem år ansat som missionssekretær, hvor han var en del af ledelsesteamet og bl.a. havde ansvar for vores internationale partnerskaber. Fra 2005 til 2014 var han en del af Danmissions bestyrelse.
”Mission er for mig at være tilstede blandt mennesker og give det kristne evangelium videre. Men mission er også – som Jesus siger – at forkynde frihed for den fattige og sætte den undertrykte fri. Derfor er det også mission, når Danmission arbejder med rettigheder og fattigdomsbekæmpelse ude i verden,” siger Jørgen Skov Sørensen og uddyber:
“For eksempel har Danmission noget helt unikt at byde ind med inden for religionsdialog, forsoning og antiradikalisering. Og det er der stadig større behov for i den verden, vi lever i lige nu,” siger han med henvisning til terrorangrebene i Paris og Beirut, der inden for den seneste uge igen har aktualiseret debatten om religionens rolle i konflikter.
Et menneske med både strategisk sans, et venligt væsen, og en god kommunikator, som formår det, som ikke er alle teologer forundt: at kunne fatte sig i korthed – helt ned i haiku-digt-formatet. Sådan beskriver bestyrelsesformanden, biskop Peter Fisher-Møller, den kommende generalsekretær.
“Jørgen Skov Sørensen kender folkekirken med dens kvaliteter og udfordringer rigtig godt, samtidig med at han færdes hjemmevant i det økumeniske kirkearbejde både ude og hjemme. Han har et klart blik for Danmissions situation og udviklingsmuligheder,” siger Peter Fischer-Møller.
Læs interview med Jørgen Skov Sørensen – klik her
Foto: Rune Lundø
Blå Bog: Jørgen Skov Sørensen, født 24. februar 1964
Erhverv:
* Konsulent og projektmedarbejder Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (2015-2016)
* Sekretariatschef for Folkekirkens mellemkirkelige Råd (2006-2015)
* Adjunkt og underviser Aarhus Universitet/Teologisk Fakultet (2002 – 2006)
* Underviser United College of the Ascension, Birmingham, England (1999–2002)
* Missionssekretær Det Danske Missionsselskab (siden 2000 Danmission), (1994 – 1999)
Uddannelse:
* Ph.d. fra Birmingham Universitet (2005)
* Cand. teol. fra Aarhus Universitet (1994)
Udvalgte bestyrelses- og tillidsposter:
- Religionspædagogisk Center – Den Erhvervsdrivende Fond ”Dansk Bibelskole” (2015)
- LWF Endowment Fund, The Lutheran World Foundation, Schweiz (siden 2010)
- Folkekirkens Nødhjælp (2009-2015)
- Dansk Missionsråds Studieudvalg (siden 2005)
- Center for Samtidsreligion, Aarhus Universitet (2006 – 2012)
- Danmission (2005-2014)
- Stiftelsen Areopagos, Norge/Danmark, formand for repræsentantskabet (2004 – 2012)
- Repræsentantskabet for Kristeligt Dagblad (2006 – )
Privat:
Far til tre børn på 12, 16 og 20 år. Jazz-fan, motionscyklist og haiku-digter.
Debattør:
Blogger og debattør på religion.dk, kristendom.dk og kristeligtdagblad.dk primært om global kristendom, mission og folkekirkelige forhold.