Spare/låne-grupper skaber nye muligheder for kvinder i Tanzania

Spare/låne-grupper skaber nye muligheder for kvinder i Tanzania

I den nordvestlige del af Tanzania har Danmissions partner i 2015 dannet 104 låne/sparegrupper for kvinder og mænd med støtte fra Danmission.

Kirstine Thye Skovhøj,  

I alt 1823 kvinder er blevet uddannet i, hvordan de i fællesskab – gennem såkaldte låne/spare-grupper kan få et økonomisk skub til at etablere deres eget landbrug eller andre former for produktion og indtjening.

Kvinderne har fx lært om deres sociale og økonomiske rettigheder. Det er altafgørende, at kvinderne bliver uddannet og oplyst om deres rettigheder og muligheder for, at de skal lykkes med at etablere deres egne små landbrug og dermed skabe en indtægt. Ved at kvinderne går sammen i låne/sparegrupper samles en del af deres indtjening i en fælles ”bank”, som det er muligt for kvinderne at låne fra. Dermed får de en chance for egen indkomst og selvforsyning.

“Låne/spare-grupperne er vigtige, fordi mange kvinder i Tanzania er afhængige af deres ægtemænds økonomi og normen er, at kvinderne ikke involveres i familiens økonomi, selvom de står for størstedelen af  arbejdet. Mange tanzanianske kvinder mangler viden, om deres rettigheder og har ikke adgang til jord. I Tanzania ser vi, at der ofte kun skal et mindre skub til før kvinderne er i stand til at styre husholdningens økonomi og produktion og hævde deres ret til jord,” fortæller Helena Brønserud Christensen, der er fagkonsulent for fattigdomsbekæmpelse i Danmission.

FAKTA

Danmission har siden 1948 samarbejdet med ELCT, Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania. ELCT kom til verden forenet af 7 regionale, lutherske kirker med hver deres særpræg og historie. ELCT tæller i dag 22 stifter med et medlemstal, der nærmer sig seks millioner mennesker.

Vi arbejder i det nordvestlige hjørne af Tanzania – i det der hedder Nordvest-stiftet, Karagwe stift og stiftet Øst for Victoriasøen. Det er den del af landet, der grænser op til Victoriasøen, Uganda, Burundi og Rwanda.

[onlinedonation id=”95″]

URL: https://danmission.dk/blog/2015/10/12/sparelaane-grupper-skaber-nye-muligheder-for-kvinder-i-tanzania/