Af Tove Lind Iversen, redaktør
„Safaraz – husk også at skrive mit pakistanske navn. Det er vigtigt for mig,“ siger biskop Humphrey Safaraz Peters.
„Ja OK,“ svarer jeg. Mens tankerne er fokuseret på, hvordan jeg får biskoppen til at fortælle om det at vidne om Guds kærlighed i en tid, hvor kirken og de kristne er lagt for had af ekstremister. Først undervejs i samtalen står det klart for mig, hvorfor det er så vigtigt for biskoppen at få pointeret
sit pakistanske ståsted, inden han begynder at fortælle fra verdens farligste stift – Peshawar i Pakistan.
Hvordan kan man være et vidne om Guds kærlighed, når selvmordsbombere trækker ens sognebørn med sig i døden?
„Det er vigtigt, at vi løbende besøger dem, der lider, og dem, der har mistet. Det er absolut nødvendigt, at kirken er til stede midt i det hele – hvem skulle ellers dele Guds kærlighed og Guds nåde? Jeg føler
mig taknemmelig og privilegeret over, at Gud i sin visdom har sat mig i Pakistan med mulighed for at være en kilde til velsignelse for andre,“ siger Humphrey Safras Peters.
Og så kommer vi uvægerligt til at tale om 22. september 2013. Den søndag da to selvmordsbombere blandede sig med kirkegængerne efter gudstjenesten i Alle Helgens Kirke i Peshawar og sprængte sig
selv i luften. Op mod 100 mistede livet, og endnu flere blev såret i det værste angreb rettet mod Pakistans kristne minoritet.
Hvordan kan man give sjælesorg i den situation?
Lidelse og martyrium er en del af kristendommen. Martyrium betyder netop at vidne om Gud, og martyrerne i min kirke oplever, at de er vigtige i Guds plan. Selv om kirken og de kristne går gennem
trængsler, er vi altid er i Guds hænder. Måske giver lidelsen os en følelse af at være tættere på Gud. Tættere på nåden. Måske får lidelserne og martyrierne os til bedre at kunne forstå mysteriet om Gud. Det kan måske være svært for jer at rumme i en fredelig dansk kirkesammenhæng. Men i Peshawar Stift giver det trøst.“
Har du besøgt ofre, som har fået dig til bedre at forstå dette mysterium?
„Alle hjem har deres særlige historier. Men lad mig dele en af dem. Kirkens ungdomskoordinator, som få måneder inden attentatet var blevet enkemand, mistede sine to små børn, sin mor og flere andre
familiemedlemmer i terrorangrebet. Vi måtte ringe til ham i USA, hvor han var på arbejdsrejse, så han kunne haste hjem til begravelserne, som der var så mange af i de dage. Da jeg besøgte ham i hans hjem bagefter, mødte han mig med et smil på læben, men med smerten i øjnene. Han sagde:
“Biskop, Gud er vores skæbne.” Og som sådan er vi kristne nødt til at forstå alting. Der
er ingen anden vej end gennem Gud.“
Pakistans Kirke beskriver sig selv som en kirke på torne i den islamiske verden. Kan den lille kristne menighed i Pakistan holde ud – har den en fremtid?
„Kirken skal være alle steder og være til glæde og velsignelse der, hvor vi nu engang hører til. Det er ikke løsningen, at vi som kristne flygter eller får vores eget isolerede område. Jeg er pakistansk kristen, som lever blandt pakistanske muslimer,“ siger biskoppen, som lægger vægt på sit pakistanske navn Safaraz, og pointerer, at kirken og de kristne er vigtige for Pakistan.
„Kirken bidrager bl.a. med uddannelse, hospitaler og hjælp til handicappede til gavn for alle – ikke bare de kristne. Det er godt for det pakistanske samfund. Samtidig er det et kristent vidnesbyrd, som kan være med til at dæmpe frygten for de kristne – en frygt som ellers kan vendes til had og til blodsudgydelser både i Pakistan og i resten af verden. Så alle – også den globale kirke – må forstå, at det er vigtigt, at Pakistans Kirke overlever selv i disse fjendtlige tider. For de kristnes skyld, for hele Pakistans skyld og for Vestens skyld.“
Kan man elske sin næste, når næsten lige har dræbt ens sognebørn?
„Først og fremmest skal vi kunne tilgive. Efter angrebet på Alle Helgens Kirken bad vi for ofrene, men vi bad også for selvmordsbomberne. Vi skal også alle huske, at der er få ekstremister, og at terroren ikke kun er rettet mod de kristne,“ siger Humphrey Safras Peters og henviser til, at der med jævne mellemrum er blodige angreb ved moskéer, politistationer, busser, skoler, markeder osv.
„Mange muslimer støtter deres kristne venner og naboer – nogle gange beder de sammen med os, når terroren rammer. At vi kan bede sammen er et rigtig godt signal, som skal udbredes for den globale freds skyld.“
Hvert år til påske går unge og gamle – mænd, kvinder og børn under sang og bøn gennem Peshawars forblæste, smalle gader. Påskeprocession er et stærkt symbol – både på styrken i Pakistans Kirke og på de kristnes forankring i det pakistanske samfund.
„Vi blev advaret om faren forud for den første påskeprocession efter terrorangrebet på Alle Helgens Kirke. Selv om kun omkring 600 mødte op, begyndte vi at gå. Men efter en halv time var vi tusind, og til slut flere end 6.500 – og mange muslimer hilste os undervejs,“ fortæller biskoppen tydeligt rørt og kalder påskeprocessionen for et af menighedens kristne vidnesbyrd.
At være kristen i Pakistan giver hverken penge, magt eller sikkerhed. Tværtimod! De kristne varetager job som fx lokumstømning, rengøring og renovation. Hvis man konverterer til kristendommen bliver ens livsvilkår således ofte væsentlig ringere.
Livet som kristen kan være farligt – ikke mindst hvis man er konvertit. Så hvad siger du til en muslim, som efter at have mødt Gud gennem dig, ønsker at konvertere?
„Jeg opfordrer først muslimen til at gå dybere ned i sin egen tro: “Du kan finde meget godt der. Hvis det ikke er løsningen, så vær velkommen i min kirke. Bed til Gud og Jesus Kristus. Han kan udføre mirakler i dit liv og få dig til at forstå mere.””
Så, du ønsker ikke at omvende andre?
„Nej, men hvis de selv ønsker det, så er det godt. Min opgave er at dele det glædelige budskab om frelsen og genopstandelsen.“
FAKTA
Pakistans kristne:
- De kristne udgør omkring 1,6 pct. af de 179 millioner indbyggere i det altdominerende muslimske land. Mange af de kristne er efterkommere af hinduer, som under det britiske kolonistyre i Indien konverterede for at slippe ud af kastesystemet. De kristne er stadig blandt de fattigste i Pakistan og varetager job som renovation, kloak og rengøring.
- Pakistans Forenede Kirke er en protestantisk kirke, som samler anglikanere, lutheranere, presbyterianere, metodister og andre konfessioner. Sammenslutningen præsenterer sig med
bibelcitatet:
“Men det, som er dårskab i verden,
udvalgte Gud for at gøre de vise
til skamme, og det, som er svagt i
verden, udvalgte Gud for at gøre det
stærke til skamme.” (1. Korintherbrev 1:27)
Danmission i Pakistan
- Danmission har siden 1901 samarbejdet med Peshawar Stift. Vi støtter både arbejdet for marginaliserede grupper, udbredelsen af Evangeliet og trosdialog