Kirkemarked i Skive gav et flot overskud til Danmissions Fremtidsbørn

Egeris Torv holdt torvemarked lørdag den 29. august i samarbejde med Egeris Kirke og Danmission Skive, hvor der blev samlet ind til udsatte børn.

Markedsdagen startede med kaffe, rundstykker og muligheden for at gøre en god handel i de mange boder eller i torvets butikker. Hen mod formiddagen var der familieløb på 3 eller 6 km. efterfulgt af gudstjeneste på torvet, skriver Skive Folkeblad.

”Kirkemarkedet har givet et overskud på 25.800 kroner. Vi er vældig godt tilfredse. Dejligt at så mange har givet et bidrag på den ene eller anden måde”, lyder det fra Heidi R. Rasmussen, der er kirke-og kulturmedarbejder i Egeris Kirke.

Kirkemarkedet afholdes hvert andet år og overskuddet er gået til Danmissions Projekt Fremtidsbørn, som er fattige og udsatte børn i Afrika, Asien og Mellemøsten, der modtager støtte gennem Danmissions udviklingsprojekter.

Læs mere om Fremtidsbørn her