Danmissions partner i Cambodja vinder FN-pris

Bevæbnet med mobiltelefoner og en app går lokale indfødte til kamp mod illegale skovhuggere og korrupte politikere i Cambodja. Aktivisterne – som netop er netop blevet hædret med FN’s ”Equator Initiative Prize” 2015 – støttes af Danmission og Københavns Universitet.

FN belønnede mandag aften lokale landsbyaktivister i Cambodja, som med dansk støtte kæmper for at bevare en af Sydøstasiens sidste store stedsegrønne skove. ”Ecuator Initiative Prize” går i år til Prey Lang Community Network (PLCN), som bevæbnet med mobiltelefoner og en app afslører ulovlig skovhugst i Prey Lang Skoven.

VALGT BLANDT 1500 MONINEREDE

Ud af 1.462 nomineringer fordelt på 126 lande lykkedes det PLCN at klemme sig gennem nåleøjet og blive en af de i alt 21 prisvindere. På et pressemøde i FN-bygningen offentliggjorde skuespiller og miljøaktivist Alec Baldwin vinderne sammen med bl.a. Helen Clark, chef for FNs Udviklingsprogram (UNDP) og chefklimaforhandler, som kaldte PLCN for ”banebrydende og innovativt”. Med prisen følger 10.000 dollar til PLCN og derudover inviteres to af netværkets medlemmer til FN’s klimakonference i Paris i december. Her får de overrakt selve prisen og deltager i en række events og møder med ligesindede fra hele verden.

FN: LOKALE CAMBODJANERES INDSATS HAR GLOBAL BETYDNING
Sokheng Seng er talsmand for PLCN, som er partner med Danmission: Han er med rette meget stolt af FN-prisen.

”Vi er meget glade for de 10.000 dollar. Det gør det muligt for os at fortsætte vores kamp mod ulovlig skovhugst og den voldsomme skovrydning. Men det, der gør os endnu mere stolte og glade, er anerkendelsen fra så vigtig en global spiller som UNDP. Det er det tydelige bevis for, at vores arbejde som beskytter og vagthund i forhold til Prey Lang Skoven er vigtigt. Ikke kun for de lokale, men for alle cambodjanere og for verden omkring os,” siger talsmanden.

PLCN er indstillet til prisen af Københavns Universitet for netværkets evne og succes til at engagere udsatte lokalsamfund i og omkring Prey Lang Skoven. De kæmper for bevarelse af skoven, som er hele deres livsgrundlag, gennem brug af den nyeste teknologi – nemlig smartphones og en særlig app, så de kan dokumentere ulovlighederne og offentliggøre beviserne fx på Facebook, men også i rapporter til myndighederne og medierne. Samtidig fokuserer de på dialog og ikke-voldelig protest, hvilket er en sjældenhed i det cambodjanske samfund. De fleste lokalsamfund i Prey Lang Skoven består primært af indfødte kuy-folk.

Læs mere om projektet her: http://www.issuu.com/danmission/docs/2_2015_issuu

Se en lille video om projektet her – link til fri afbenyttelse: https://www.youtube.com/watch?v=zFNnl2GV_Jw

Se pressekonferencen fra FN her:
http://webtv.un.org/watch/winners-of-the-2015-equator-prize-press-conference/4499454587001