Fredsarbejde på trods

Fredsarbejde på trods

Ane M. Nord, der netop har deltaget på en Danmission-støttet workshop i Libanon, skriver om, hvordan det er at komme tæt på de syriske deltagere og så måtte sige farvel med visheden om, at der ikke er nogen garanti for deres sikkerhed.

10 danskere og 15 syrere mødtes i Beirut for i 5 dage at arbejde med interreligiøs dialog og konflikthåndtering i et eksperimentelt Learning Lab med henblik på fremtidigt samarbejde. Allerede nu er materialet i anvendelse blandt de syriske aktivister og workshoppen satte mange tanker og relationer i gang. I det følgende deler en af de danske facilitatorer, Ane M. Nord, nogle tanker om det at komme nær hinanden på kort tid og så måtte sige farvel med visheden om, at der ikke er nogen garanti for syrernes sikkerhed.

Det er Center for Konfliktløsnings Ungdom (CfK-Ung) der med støtte fra Danmission via Det Arabiske Initiativ samt MENA puljen fra Mellemfolkeligt Samvirke etableret et samarbejde med det syriske fredsnetværk Mobaderoon. CfK-Ung er en frivillig afdeling af Center for Konfliktløsning som tilbyder workshops i konflikthåndtering til foreningslivet. Mobaderoon er et syrisk fredsnetværk, der fokuserer på aktivt medborgerskab, tværreligiøs dialog og fredsarbejde. De arbejder trods krigen i store dele af Syrien med særligt børn og unge i projekter, der skal skabe grobund for sameksistens, dialog og forståelse.

Gid du må fare med fred

Når vi på dansk afslutter et møde, en middag eller en arbejdsdag gøres det ofte med ordet farvel. Farvel bruges i både formel og uformel sammenhæng – blandt venner, familie eller bekendte, og min påstand vil være at vi sjældent overvejer ordets egentlige indhold. Jeg vil her dele mine overvejelser over farvellets betydning, når man efter fem dages intens workshop og deling af liv, konflikt og historier; lykke og ulykke må tage afsked med mennesker, der har gjort stort indtryk.
Historikken af farvel er at det er en sammentrækning af ordene ‘fare’ og ‘vel’ – altså ’ gid du må fare vel’. Grammatisk er der tale om en bydeform, der kan fortolkes som et bud til den anden om at tage vare på sig selv.  Men hvor stiller den hilsen os, når vi på ingen måde kan vide om, endsige have nogen indflydelse på, hvordan den andens rejse vil gå: vi ved simpelthen ikke om den anden vil komme sikkert hjem! Vi ved heller ikke om vi nogensinde ses igen…
For når nogen rejser gennem Bekaa dalen, over grænsen til et borgerkrigshærget Syrien, hvor ingen synes at kunne vide sig sikker, ja, så rummer farvel for mig en afmagt, der gør min mund tør. I det lille ord ligger håbet om, at mennesker jeg er kommet til at holde af vil være sikre, men jeg og vi er så uendeligt magtesløse overfor klyngebomber, tilfældige fængslinger og kidnapninger i et krigshærget land.

Trods magtesløsheden vælger jeg at se ordene far vel som en ihukommelse af både relation og skrøbelighed og mit inderlige ønske om at de må være i sikkerhed et vidnesbyrd om det nærvær og den relation der på ganske kort tid opstod i løbet af vores tid sammen.

Temaet for vores workshop var interreligiøs dialog og konflikthåndtering under betegnelsen learning lab. Og det var i sandhed et laboratorium, for hvordan mødes så forskellige kontekster: en flok danskere der indirekte repræsenterer et af verdens rigeste og ikke mindst fredeligste lande i mødet med en flok syriske aktivister, der på forskellig vis oplever borgerkrigen på nært hold, i et land der er faldet fra hinanden i sekterisk vold. Svaret er, at det gjorde vi over humus, nysgerrighed, sodavand, faglighed, vandpibe og en variation af modeller omkring almenmenneskelig konflikt og potentialet for dialog. Endnu vigtigere var oplevelsen af et underliggende fælles værdigrundlag, og en fælles drift mod at skabe muligheder for aktivt medborgerskab, forandring og fred, i vore respektive samfund og på tværs.  Almenmenneskeligheden var dybere end de kulturforskelle vi også mødte, og måske er det netop i ønsket om den andens bedste – eller med en kristen terminologi: næstens bedste – at vi finder fælles fodslag. Et fælles fodslag, der endda rækker til det sproglige i den arabiske pendant til det danske `gid du må fare vel´, nemlig Ma’ alsalam, der betyder ’ gå med fred’.

Det leder mig frem til min afsluttende, om end ikke særligt nytænkende refleksion: hvis freden er vort mål, må den være indlejret i hvert eneste skridt. Som Mahatma Gandhi formulerede det: ”there is no way to peace. Peace is the way”

[onlinedonation id=”121″]