Af: Duygu Cakir
Ekstremisme, radikalisering og islamisme. Tre ord vi tit hører hjemme i Danmark – tit og oftest i dansk kontekst. Vi er bekymrede for, at konflikten i Syrien og Irak langsomt sniger sig ind i vores demokratiske land. Vi er bekymrede for, at ’socialt belastede unge’ bliver radikaliserede og tager ned og kæmper med IS i frontlinjen, og at de kommer tilbage med deres fundamentalistiske synspunkter og opretter en islamisk kalifat i vores trygge land. Vi er bange for at tage flygtninge ind, da de vil udgøre en trussel for danske værdier og dansk kultur, som folkepartiets udlændingeordfører, Martin Henriksen, så fint siger. Vi er konstant bange for at ekstremisme i form af islamisme bliver en realitet for den almindelige dansker, at vi, i Danmark, kommer til at se ekstremismens grimme ansigt.
Hvad vi derimod sjældent skænker en tanke er de mennesker, der lever en hverdag i konflikterne: Hvor frygten for at dø hvert sekund er blevet en hverdagskost, og hvor fuglekvidrer og bilstøj er blevet erstattet af lyden af selvmordsbomber og kampfly. På trods af håbløshed og meningsløshed er der stadig en generation af unge arabere, der formår at give håb om en fremtid til deres hjemland. Alt imens jeg skammer mig over Danmarks diskurs overfor flygtninge i ’anti-ekstremismens’ navn.
At rumme
Det var under mit ophold i Dhour Choueir i Libanon i midten af august måned – da sommervarmen toppede – at jeg mødte Mellemøstens fremtid. På Danmissions dialoglejr om ekstremisme mødte jeg shababs (’ungdommen’ på arabisk) med glimt i øjet, selvom de har set døden i øjnene alt for mange gange trods deres unge alder.
Det var unge fra både Irak, Syrien, Libanon, Ægypten, Palæstina, Jordan, Saudi Arabien, Østrig, Indien og Danmark. Vi var alle samlet til en uges intensprogram, hvor vi skulle forstå ekstremismens grimme ansigt og få redskaber til, hvordan man møder det andet menneske med dialog.
Jeg opdager hurtigt, hvor ressourcestærke disse mennesker er selvom mange af dem kommer fra krigszoner. De er bekymrede for fremtiden og for i morgen. De prøver ligeså meget som os danskere at forstå ekstremismen i deres region; ekstremistiske politikere, ekstremistiske holdninger og ikke mindst ekstremistiske religiøse grupper, der på den ene eller anden måde udfordrer disse unge menneskers fremtidsplaner i deres hjemlande. De prøver at forstå, de prøver at finde svar på det meningsløse og med en positiv indstilling, så prøver de at lære, hvordan man med dialog måske kan møde og rumme ekstremisterne. De prøver på at rumme. Ja, hvad vi har svært ved at forstå i Danmark – selvom det er så langt fra os – prøver specielt deltagerne fra Syrien at rumme. For, som de selv sagde under lejren, de giver ikke op.
Fra vesntre: Irakiske Nawras, libanesiske Wiam og danske Anders.
Jeg forstår ikke deres rummelighed af krigen og ekstremisten, og jeg er selv på randen til at græde, når jeg tænker på, hvad disse mennesker må gå igennem. En af deltagerne fra Syrien spørger mig den første dag: ”Kender du Aleppo? Det er verdens farligste by, og det er min by”. Når jeg spørger, om han nogensinde har tænkt sig at flytte, smiler han og svarer nej: ”Mit folk har brug for mig og min by har brug for mig”.
Jeg prøver selv at rumme disse fantastiske mennesker og deres optimisme for livet, men jeg kæmper med det. For jeg skammer mig over, hvordan diskursen de seneste år i Danmark har ændret sig til en snørklet kamp om, hvor mange flygtninge vi kan tage ind eller ej. Hvad mange danskere i Danmark ikke forstår, det er, at unge mennesker som disse ikke vil belaste eller være en trussel for danske værdier, de vil kun berige vores lille og efterhånden snævresynede land.
Men, som jeg lærer under mit ophold, er det vigtigt at have tolerance,selv overfor de mennesker derhjemme, der vil lukke landets grænser. For jeg må gå i dialog med deres ekstreme holdninger til flygtninge og alt det, de sætter lighedstegn ved: Islamisme, ekstremisme, radikalisme etc. Jeg må lære at bruge mine frustrationer på en konstruktivt måde.
Vigtigst af alt husker jeg at tjekke mine privilegier, og at være bevidst om min stemme – noget vi tit glemmer herhjemme. Nogle gange er det blot stilhed, jeg deler med de andre deltagere, når jeg anerkender deres tab, frustrationer og kampe. Og det er noget af det mest bemærkelsesværdige dialog, jeg har haft