Danmission delte gode nyheder ud

Danmission delte gode nyheder og mundgodt ud til de rejsende fem steder i landet fredag morgen.

“Godmorgen, hvad siger du til at få verdens bedste nyheder og et stykke chokolade til?”. Sådan lød spørgsmålet hundredvis af gange, da Danmission fredag morgen, som en del af kampagnen Verdens Bedste Nyheder, delte aviser og chokolade ud i Ålborg, Århus, København, Nykøbing Falster og Hellerup.

Ideen med uddelingen af aviser og chokolade er at gøre danskerne opmærksomme på, at der sker fremskridt i verdens udviklingslande på trods af, at medierne har en tendens til kun at skrive de negative historier.

Hanne Heidelback (billedet herunder) var én af de frivillige, der fredag morgen stod tidligt op for at dele Verdens Bedste Nyheder med de morgenrejsende. “Det er en sjov tjans, sådan at få lov at dele positive nyheder ud – det kan man da ikke andet end at blive i godt humør af, så jeg lader mig ikke sådan slå ud, selvom det ikke er alle, der ville tage imod”, fortalte Hanne Heidelback, der delte ud på Hellerup Station.

Hanne frivillig redigeret

I år er det 6. gang, at Verdens Bedste Nyheder afholder morgenevent for at fejre verdens fremskridt. Og der er grund til at fejre verdens fremskridt og gøre opmærksom på, at der findes gode nyheder fra verdens udviklingslande. For 55 procent af danskerne tror, at verden er blevet værre gennem de sidste 20 år. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for avisen Metroxpress. Kun en fjerdedel af danskerne mener, at verden er blevet bedre.

Det er dén fjerdedel, der har fat i den lange ende. For gennem de sidste 20 år er der sket enorme, positive forandringer i hele verden.

”Hvis man kun ser kortsigtet på verdens udvikling, er der altid nye problemer og katastrofer, og de dårlige historier kommer på forsiden. Men hvis man ser på de lange trends i udviklingen, er det klart, at verden er blevet bedre”, siger Camilla Brückner, der er direktør for FN’s Udviklingsprograms nordiske kontor.

Mere end en milliard mennesker er løftet ud af ekstrem fattigdom siden 1990. Børnedødeligheden er mere end halveret for børn under fem år. Fem ud af seks verden over kan nu læse og skrive, og tallet er endnu højere blandt unge. De mindst udviklede nationer tjener næsten tre gange så meget som i 1990. Levealderen er steget over hele verden, og næsten dobbelt så meget i de mindst udviklede lande som gennemsnittet.

Flere end 1500 frivillige, 440.000 aviser og 120.000 chokolader blev fredag delt ud til morgenfriske danskere 140 steder i hele Danmark.

Kirsten deler ud 1 redigeret

Kirsten Auken, der er programchef for Danmissions fattigdomsbekæmpende arbejde, var også med til at dele positive nyheder ud tidligt fredag morgen.

 

 

 

Også Danmissions generalsekretær, Mogens Kjær tog del i at sprede budskabet om at det nytter at yde en indsats i verdens udviklingslande.

Mogens VBN redigeret