Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
"Vores dialogevner blev sat på prøve i mødet med religiøse ledere"

"Vores dialogevner blev sat på prøve i mødet med religiøse ledere"

Anja Spillemose deltog i Danmissions dialoglejr i Libanon. Læs om hendes oplevelser og refleksioner her.

Af: Anja Cecilie Bech Spillemose

I løbet af de første dage på Danmissions workcamp om interreligiøs dialog og ekstremisme, blev jeg endnu engang overvældetaf, hvor lidt de målbare forskelle såsom religiøse og kulturelle baggrunde, har af betydning for et åndsfællesskab.

Jeg oplevede, at vi fra starten delte en forståelse af, at ethvert perspektiv på verden altid allerede er en tolkning, og at en retorik, der fremhæver ens egne holdninger som eviggyldig sandhed, er direkte modarbejdende for en frugtbar dialog. På trods af de vidt forskellige livsomstændigheder, vi stod i, havde vores forskellige erfaringsgrundlag på hver deres vis ført os derhen, hvor vi ønskede dialogen og forståelsen.

Dermed repræsenterede vi ikke den diversitet, som man ved første øjekast tror at finde i en så broget flok af muslimer, kristne og ikke-troende fra Irak, Syrien, Indien, Palæstina, Danmark, Egypten, Libanon, Saudi Arabien, Jordan og Østrig. Forskellene ligger i højere grad i horisontale lag på tværs af landegrænser, end de går vertikalt imellem dem, og både oplæg, diskussioner og dialogøvelser bar præg af nem og respektfuld interaktion.

Mød to af lejren øvrige deltagere, der fortæller om, hvorfor de er taget med på dialoglejr

Det egentlige dialogarbejde var derfor ikke imellem de 36 reflekterede, engagerede mennesker af forskellige religiøse og kulturelle baggrunde, som var samlet på en smuk og rolig bjergside i Libanon. Vores tålmodighed og dialogevner blev til gengæld sat på prøve, da vi blev præsenteret for religiøse ledere for henholdsvis kristendom og islam, der hver især havde det indiskutable svar på, hvad der skaber og forhindrer ekstremisme.IMG_0877

Fader Joseph Tannous fremhævede det dobbelte kærlighedsbud som kristendommens kerne, hvorimod alt andet bør karakteriseres som praksis. Således har de forskellige grufulde ting som den katolske kirke har medvirket til igennem tiden intet med kærlighedsbudskabet at gøre, men er et udtryk for en mangel på sand, kristen indstilling.  Denne opdeling var et forsøg på én gang for alle at påvise et absolut modsætningsforhold mellem ‘rigtig’ kristendom og ekstremisme. Essensen i kristendom er kærlighed, og hvis det tilsidesættes, er der ikke længere tale om kristendom.

Jeg tror, det er de færreste kristne, der vil benægte betydningen af det dobbelte kærlighedsbudskab. Men Tannous fejlede i at forklare, hvordan det i praksis er muligt at opretholde den skarpe skillelinje imellem essens og praksis.

Hvad angår alle de handlinger (eller manglende handlinger) som den katolske kirke senere hen har undskyldt for, såsom hekseafbrænding, kætterafbrænding, nazisympati og kvindeundertrykkelse, var kærlighedsbudskabet simpelthen tilsidesat. Vold eller undertrykkelse kan nemlig aldrig forsvares kristeligt. “Og det er ikke mit perspektiv, det er evangeliets perspektiv,” sagde han. Men da det spørges fra salen, hvad man skal gøre i forhold til for eksempel ISIS, kommer der en moderation: Vold kan forsvares, hvis der er tale om, at man bliver nødt til at forsvare sig selv. Jeg kommer da til at tænke på en samtale, som jeg havde med en af lejrens deltagere, libaneseren Weam, dagen før. Han var meget interesseret i de psykologiske omstændigheder, der ledte til ekstremisme og terror, og han sagde, at et af fællestrækkene var, at de implicerede havde en sejlivet idé om, at det de gjorde var en nødvendighed for at bekæmpe et onde, der var en fare for deres videre eksistens. Og i virkeligheden kan det ses som bevæggrund for både hekseafbrænding og kætterafbrænding: Det onde skulle bekæmpes for Gud og vores medmenneskers skyld. For mennesker vil kærlighedsbuddet altid have en konkret udformning, og det lukker af for dialog og samtale at benægte, at den konkrete udformning af kærlighedsbuddet ikke altid allerede er en læsning.

Da jeg efterfølgende spurgte ind til, hvorvidt den katolske kirkes syn på homoseksuelle ægteskaber var en del af “praksis” eller “essens”, faldt svaret da også på sidstnævnte. Af kærlighed til Gud skal ægteskabet være for en kvinde og en mand, sagde han, og henviste til Adam og Eva, og af kærlighed til din næste – her de endnu ufødte børn, der fortjener både far og mor – skal relationen ikke blåstemples med et giftemål. For mig personligt, som for så mange andre der i den danske folkekirke har advokeret for præsters ret til at vie homoseksuelle, har kærlighedsbuddet været et argument for, at der ikke skulle diskrimineres og hierarkiseres mellem forskellige kærlighedsrelationer. At kærlighedsbuddet altså også kan bruges til det stik modsatte viser med al tydelighed, hvor nødvendigt det er at indse, at vi aldrig “blot” læser, men altid tolker, og er influeret af de omstændigheder, vi står i. Og disse forskelle bliver vi nødt til at gøre os klar for at kunne indgå i en reel dialog. Den frustration jeg efterfølgende delte med så mange kom sig af, at hans ihærdighed efter at lade os finde et fælles grundlag – nemlig kærlighed – i virkeligheden var mere hæmmende end fremende, for den egentlige dialog, der lå og lurede lige under overfladen.11934989_10207436943699236_2520442885130795317_n

Da vi senere på ugen tog til Saida for at mødes med Sheikh Mohamad Abou Zeid, var især lejrens muslimske deltagere frustrerede over hans absolutistiske udlægning af deres tro. Ifølge sheiken var ekstremisme og terror et udtryk for forfejlede metoder til at opnå en gendannelse af det kalifat, som islam oplevede i sin storhedstid. Alle kunne blive enige om en afstandtagen til terrorisme, men den implicitte forståelse af, at der havde været en gylden tid for islam, der i princippet er efterstræbelsesværdig, affødte en hær af protester og indvendinger imod det historisk forkerte i det udsagn. Indvendingerne blev desværre ikke imødegået, og som en syrer ved navn Ahmad sagde til mig: “Han præsenterede et meget snævert syn på islam og terrorisme. Hans antagelser var ikke baseret på noget, men stod som rene postulater, og han lukkede alle indvendinger ned.”

En anden deltager, libanesiske Nagham, påpegede, at sheiken desværre var repræsentativ for de fleste muslimske religiøse ledere, der ofte er ude af trit med, hvad almindelige muslimer mener, og som desværre får stor taletid og mulighed for at repræsentere islam i udenlandske medier.

Læs deltager Mette Holms blog om interreligiøs bøn på dialoglejren her

Paradoksalt nok gør sheiken et stort stykke arbejde i forhold til interreligiøs dialog i byen Saida. Et initiativ der bestemt ikke skal undervurderes i et land og en by med mange spændinger. Men udfordringen er ikke at lægge låg på de mange forskellige holdninger og praksisser, der er internt i de enkelte religioner, selv om man dermed taler med en klarer stemme, når man indgår i dialog med andre religioner. Islam og kristendom er ikke to afgrænsede entiteter, der kan ”indgå i dialog med hinanden”. Der vil altid være tale om specifikke kristne, der indgår i dialog med specifikke muslimer. Når det udgangspunkt fortabes kvæles mangfoldigheden internt i religionerne.

Spørgsmålet om, hvornår den interreligiøse dialog sker på bekostning af den intra-religiøse er derfor et vigtigt emne, som jeg endnu engang er blevet mindet om i de to møder med henholdsvis fader Joseph Tannous og Sheikh Mohamad Abou Zeid, Og ikke mindst af reaktionerne i kølvandet på dem.

Anja Spillemose deltog sammen med fem andre unge danskere på den årlige dialoglejr ”International Work and Study Camp” i Libanon. Lejren arrangeres af Danmission og samarbejdspartneren FDCD (Forum for Development Culture & Dialogue).