Danmissions formand: Trosdialog er vigtigere end nogensinde

Danmissions formand: Trosdialog er vigtigere end nogensinde

Vi lever i en tid, hvor Mellemøsten er i opløsning, og derfor skal vi støtte regionens kristne og muslimer i at gå i dialog med hinanden, sådan lyder opfordringen fra Danmissions formand Peter Fischer-Møller, der for nylig var på besøg i Libanon.

Krigen i Syrien synes endeløs og terrorgruppen Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS) marcherer med død og ødelæggelse. Spændingerne og konflikterne i Mellemøsten er mange og komplekse. Tidligere i år, da Peter Fischer-Møller, biskop i Roskilde Stift og formand for Danmission, var i Libanon mødte han nogle af de kristne og muslimer, der arbejder på at nærme sig hinanden via trosdialog.

I Libanon mødtes Peter Fischer-Møller, der har været formand for Danmission siden 2010, med nogle af Danmissions samarbejdspartnere, der arbejder med fattigdomsbekæmpelse og interreligiøs dialog, og med lokale politikere for at diskutere den nuværende situation i Mellemøsten. I dette interview fortæller han, hvad han har lært af besøget – med særlig fokus på interreligiøs dialog.

Som bestyrelsesformand for Danmission har du deltaget i interreligiøs dialog i nogle år efterhånden. Hvad har du i den sammenhæng fået ud af dit besøg i Libanon?

Besøget viste mig at borgerkrigen i Syrien og de mere end 1,5 millioner flygtninge, som nu lever i Libanon, vejer enormt tungt på det libanesiske samfund. Det truer den skrøbelige politiske, samfundsmæssige og religiøse balance i landet.

I sådanne situationer er interreligiøs dialog – på alle niveauer – vigtigere end nogensinde. I Libanon har der typisk været tradition for – i hvert fald i de seneste generationer – at de forskellige trossamfund har holdt religiøse spørgsmål inden for egne rækker for at kunne leve sammen som en del af et fælles civilsamfund.
Medlemmer fra de forskellige trossamfund har gerne villet deltage i en “dialog om livet”, men de har afholdt sig fra at indgå i en “dialog om tro”. Den tilgang begynder libaneserne nu at stille spørgsmålstegn ved.

Forskellige kristne og muslimske trosretninger har levet side om side i Libanon i mere end 1.000 år. Her i Danmark har vi til gengæld kun praktiseret interreligiøs dialog i en begrænset periode – en enkelt generation – så vi kan lære meget af libanesernes erfaringer.

Kan du give et eksempel på, hvordan du oplevede interreligiøs dialog i Libanon?

Først vil jeg nævne det arbejde, som organisationen ADYAN udfører. I samarbejde med Danmission og religiøse ledere, udgiver organisationen skolebøger, som forklarer, hvordan traditioner fra de forskellige trossamfund er med til at udvikle en fælles og samlende identitet for borgerne i et så multikulturelt og multireligiøst samfund som det libanesiske.

Jeg vil også nævne et besøg, som vi foretog til Saida. Her blev vi taget godt imod af Sheik Mohammed Abu el Said, som er involveret i Danmissions uddannelsesprogram for unge ledere (LIU – Leaders for Interreligious Understanding). Han bød os hjerteligt velkommen i den nye moske, og viste os den gamle katedral, som deles af to ortodokse trossamfund. Her fortalte han os, hvordan han havde været meget skeptisk over for interreligiøs dialog (og over for danskere), men gennem undervisningsprogrammet havde han mødt mennesker, som havde ændret hans opfattelse fuldstændig.

Danmission er del af dialogprogrammet LIU – Leaders for interreligious Understanding. Hvad finder du særligt interessant ved dette program?

Jeg finder det utroligt givende at møde folk fra andre kulturer med andre trostraditioner; at have tid sammen, at få sine egne fordomme udfordret og at finde ud af hvordan man opbygger samfund, hvor forskelle kan betragtes som ressourcer i stedet for trusler. Jeg tror, det er sundt, at få andre perspektiver på sin tro – at få stillet spørgsmålstegn ved den og på den måde blive klogere på den.

I de seneste år har vi oplevet et Mellemøsten i opløsning, blandt andet med krigen i Syrien og ISIS’s udbredelse. Hvilken rolle spiller interreligiøs dialog i en sådan kontekst præget af krig og uroligheder?

På et tidspunkt sagde en af vores kristne partnere i Egypten til mig: ”Vi ved at du er bekymret for de kristnes situation og fremtid i Mellemøsten. Og vi ved, at kristne og andre religiøse minoriteter oplever uroligheder, diskrimination og forfølgelse i nogle dele af Mellemøsten. Vi er taknemmelige for din støtte og for dine bønner. Det er en fornøjelse for os at have dig som vores gæst og at få muligheden for at sende repræsentanter fra vores kirker på besøg hos dig. MEN du bor langt her fra, og vores fremtid i Mellemøsten afhænger ikke af dig, men af vores muslimske naboer. Så hjælp os meget gerne med at skabe gode forbindelser til vores muslimske naboer og gør ikke situationen i Mellemøsten til en konflikt mellem muslimer og kristne, for så vil kristne i sidste ende ikke have en fremtid i Mellemøsten.

Artiklen er oprindeligt bragt på engelsk på http://danisharabdialogue.org/ under titlen ”Interfaith dialogue is crucial on all levels”. Oversat og redigeret af Jacob Linnemann Andersen. 

Læs mere om Danmissions dialogarbejde

 

[onlinedonation id=”121″]