Bombet på lang fredag

Bombet på lang fredag

”Langfredag følte vores kristne brødre og søstre Jesu smerte. Angrebene fra luften efterlod intet andet end ødelæggelse,” fortæller Danmissions partner i Syrien biskop Elias Toume om påskens angreb på millionbyen Aleppo.

Selvom Aleppo har været under angreb, levede man i relativ sikkerhed indtil 10. april i år. Freden endte brat, da den østlige bydel, hvor den kristne befolkning hovedsagligt bor, blev angrebet og cirka 20 mennesker mistede livet.

36-årige Dakak, der har boet hele sit liv i bydelen al-Sulimanieah, overlevede, men det er med rystende stemme, han fortæller om sin families flugt:

”Det var langfredag, og vi havde været til bøn i kirken. Omkring kl. 22 hørte vi pludselig eksplosioner, og huset rystede. Jeg har slet ikke ord for de følelser, der løb igennem mig. Min familie og jeg bor på tredje sal i vores bygning. Vores gode naboer, et ægtepar og deres to sønner, der bor på etagen over os, var også hjemme den aften, da en raket slog ned i huset. Hele den øverste etage var lagt i ruiner.”

Dahak græder, mens han husker den skæbnesvangre aften.

”Jeg løb op for at se efter dem. Og der lå deres kropsdele, sprængt i småstykker, mellem murbrokker og ødelagte møbler.”

Dahak og hans familie søgte ly for angrebene i husets kælder, hvor de skjulte sig til næste morgen. Da der faldt ro over byen, flygtede de så hurtigt, de kunne: ”Ved syvtiden stoppede angrebene. Vi løb rundt i gaderne, indtil vi fandt en bil, der kunne køre, og skyndte os til Wadi al-Nasara. I kan ikke forestille jer den ødelæggelse, vi lagde bag os. Vi har mistet alt; vores hus og vores bil, alt.”

Kirken i den kristne dal, Wadi al-Nasara, arbejder på højtryk for at skaffe tag over hovedet til de nytilkomne. Flere familier fra Aleppo er ankommet, men der er forlydender om, at mange flere er på vej, lyder det fra biskop Toume: ”Efter angrebene ringede vores telefoner konstant. Det var familier i Aleppo, der spurgte, om de var velkomne i dalen. Vi gik øjeblikkeligt i gang med at forberede indlogering til dem.”

Danmission støtter kirkens arbejde for internt fordrevne i den kristne dal Wadi al-Nasara. Den største koncentration af kristne i Syrien er nu i dalen, der også opleves som det sikreste sted – for tiden i hvert fald. Indtil videre er kun omkring en tiendedel af de fordrevne fra Idlib nået til dalen, men kirken forventer at langt flere vil komme over de næste par uger.

Kirken arbejder hårdt for at skaffe tag over hovedet til den mange nødlidende, der desuden mangler alt fra bleer og babymælk til medicin, tæpper, mad og ikke mindst psykosocial støtte oven på de ekstremt voldsomme forhold, de er flygtet fra.

Danmission støtter ofrene for borgerkrigen i Syrien. Tak for din støtte – uden den kunne vi ikke hjælpe familier som Dahaks.

[onlinedonation id=”121″]