Danmissions Generalsekretær Mogens Kjær besøgte i februar 2015 ”Geis” Kachin Baptist Church (KBC) i Myitkyina, der er hovedstad i delstaten Kachin, i det nordlige Myanmar. Kirken spiller en vigtig rolle i området med arbejdet for interne flygtninge (IDPs) fra Myanmars fortsatte væbnede konflikt. KBC har i området oprettet lejre for IDPs, der modtager ly for konflikten og flugten, og samtidigt sørger for organiseret adgang til fødevareuddeling, omsorg og andre services. I alt er der ca. 120.000 IDPs i lejrene i området. Baptistkirken står for hjælpen til ca. 75 % af IDPs gennem kirkens i alt 74 lejre for interne flygtninge fra konflikten.
Den væbnede konflikt i Myanmar brød i 2011 igen ud i Kachin State mellem bevæbnede grupper af uafhængighedsstyrker og Myanmars militær (kaldet Tatmadaw) efter 17 års våbenhvile. Nøglespørgsmålene i konflikten er autonomi (selvstyre) i området, etniske rettigheder og kulturel overlevelse, adgang til og ejerskab af naturressourcer i området, samt systematiske overgreb på Kachin folkets rettigheder begået af det burmesiske militær.
Blandt uopklarede overgreb i området har man for nyligt set voldtægt og mord af unge kvindelige frivillige skolelærere udsendt af KBC til et konfliktområde i provinsen. Lærerne var udsendt for at forhindre yderligere forringelser af uddannelsesarbejdet i området som følge af konflikten. Derudover har man i Kachin State på det sidste set en meget lang stribe af mord på civile, samt forsvindinger af civile.
Væbnede sammenstød fortsætter i mange dele af delstaten Kachin, og en præst bad på denne dag sin menighed om at bidrage med ris og tøj i støtte til beboerne fra landsbyerne i Sumprabum. Sumprabum ligger i et fjerntliggende område mange timers rejse mod nord, hvor mange i den seneste tid har måttet tage flugten som følge af kampe også i disse dele af delstaten Kachin.
Samtidigt med at våbenhvileforhandlingerne med mellemrum genoptages, har man set tilbageslag i freds- og forsoningsprocessen. Dette i form af bombardementer af træningslejre for uafhængighedsstyrkerne, drab på civile og en fortsat epidemi af voldtægter og mord på civile kvinder i delstaten Kachin.
Danmission har arbejdet konstant i Kachin siden 2007. Det største program som Danmission implementerer, inkluderer støtte til såkaldte “youth facilitators” i deres arbejde med at støtte især de unge i landsbyerne i Kachin. Implementeringen af programmet sker igennem et samarbejde med Shalom, der er en lokal fredsorganisation, og Wunpawng Ninghtoi (WPN), der er en Kachin nødhjælpsorganisation, der uddeler fødevarer, sørger for skolegang, medicinhjælp og psykosocial støtte til den del af befolkningen, der er mest traumatiseret af den væbnede konflikt.
Mens Danmissions program i delstaten Kachin sørger for en stor del af arbejdet i IDP lejrene, er der fortsat behov for nødhjælpsdonationer af medicin til og behandling af IDPs i området. Uden denne indsats vil mange fortsat være nødsaget til at foretage den krævende og dyre rejse til Kina for at modtage medicinsk behandling.
KBC kirken i Kachin har igennem de sidste 3-4 år påtaget sig nødhjælpsopgaver i områdets mest fjerntliggende landsbyer, som selv de internationale hjælpeorganisationer har haft vanskeligt ved at nå frem til og dække med deres aktiviteter.
At gå til gudstjeneste i KBC kirken er en ekseptionel oplevelse. Under vores besøg var kirken fyldt op med 700 deltagere, sproget gudstjenesten foregik på var Jinghpaw, som er forskelligt fra Burmese, og intet mindre end 5 kor sang salmer med vigør og dejlige stemmer.
Mogens Kjær gav de forsamlede sine hilsner fra kirken i Danmark, forsikrede de forsamlede om, at der blev bedt for dem i Danmark, og om at de fortsat ville modtage støtte fra Danmark. Herudover udtrykte Mogens Kjær forståelse for de enorme vanskeligheder befolkningerne i delstaten Kachin udsættes for som resultat af den fortsatte konflikt.