Ensomhedskampagne skydes for alvor i gang

Ensomhedskampagne skydes for alvor i gang

Folkebevægelsen mod Ensomhed, som Danmission er en del af, lancerer i dag en fælles hjemmeside og fra 20. april sætter DR med en række programmer fokus på ensomhed.

I dag byder Folkebevægelsen mod Ensomhed, som Danmission er en del af, inden for på en fælles hjemmeside og fra 20. april vil DR med forskellige programmer sætte fokus på tabuet ensomhed. Hele formålet med det landsdækkende initiativ er at hjælpe folk med at mødes, så ensomheden brydes.

Helt konkret vil Folkebevægelsen mod Ensomhed halvere antallet af ensomme danskere inden 2020 (fra 212.000 danskere i 4. kvartal 2014 (svarende til 4,6%) til 106.000 i 2020), og håbet er, at så mange som muligt vil være med til at gøre en ekstra indsats.

Fra i dag af er det muligt at finde information om Folkebevægelsen mod Ensomhed på hjemmesiden modensomhed.dk, hvor det også er muligt at finde forskellige tilbud og arrangementer mod ensomhed arrangeret af de organisationer, der er en del af bevægelsen.

DR sætter fokus på ensomhed

Det er X factor vært og musiker Thomas Blachman, der står bag tre nye programmer på DR, der handler om ensomhed.

”Det er en idé, jeg har haft i otte år, som handler om, hvorfor vi er så dårlige til at interagere med hinanden i opgangene”, siger han.

Thomas Blachman har i forbindelse med programmet også udviklet en applikation til brug på mobiltelefoner. Hele formålet med app’en er at sætte mennesker i kontakt med hinanden og på den måde reducere antallet af ensomme. Med app’en har man mulighed for at se, om man måske bor i opgang eller er nabo til en, der føler sig ensom og gerne vil i kontakt med andre.

”Hvorfor hjælper Grethe på 73 år ikke børnene, der har svært ved lektielæsning?”, spørger Thomas Blachman.

Det første program vises på DR 20. april.

Danmission vil gøre lidt ekstra for de ensomme

Danmission vil som en del af Folkebevægelsen mod Ensomhed gøre lidt ekstra for dem, der føler sig ensomme og nedbryde det tabu det desværre for mange er at være ensom.

”I Danmission – i vores netværksarbejde, men også i Danmission Genbrug – arbejder vi allerede med indsatser som forebygger, nedbryder tabuet og forsøger at afhjælpe ensomhed. Vi holder frivillighedsaftener med uddannelse og oplysning, inspirationsaftener, foredrag og netværksseminarer. De holdes tit i tæt samarbejde med lokale folkekirker og de trofaste frivillige, som vi har et tæt samarbejde med over hele landet,” siger Torben Holm, der er leder af salg og genbrug i Danmission og forsætter:

”Vi har over 8.000 aktive frivillige og møder mange i målgruppen, der hver dag kommer i vores genbrugsbutikker og på vores københavnske tilbud til flygtninge og indvandrere, Mødestedet, hvor de får mulighed for at være en del af et meningsfyldt fællesskab og bruge deres kompetencer. Derfor giver det god mening for Danmission at være med i Folkebevægelsen mod Ensomhed”.

redigeret logo til web