De titusinder af billeder dokumenterer Danmissions arbejde ude i verden samt hjemme i Danmark tilbage fra 1821, hvor dansk ydremission så dagens lys.
Undervejs i arkiveringen er der dukket rigtig mange sjove, skæve og skelsættende historier op, som fortjener at blive husket og fortalt. Historier om, hvordan danske missionærer – mænd og kvinder – rejste ud i verden og opbyggede kirkesamfund. Og om hvordan missionsarbejdet gik hånd i hånd med engagement i skole, sundhedspleje, velfærd og produktion for at hjælpe befolkningen ud af fattigdom. Men altså også historier om, hvordan budskabet om mission blev spredt i Danmark – fx gennem de omrejsende missionærer og vandreudstillinger.
Disse øjebliksbilleder og historier, bringes løbende i Danmission Magasin og her på hjemmesiden.
Når missionæren svingede ind på vores gårdsplads på sin cykel med en brun kuffert på bagagebæren, var det som et vindpust fra eksotiske himmelstrøg. Dengang i 1960’erne, da TV var lig ”Ingrid og Lillebror”, satte det gang i min eventyrlyst, når missionæren åbnede kufferten og viste slangeskind, knive, Bibler med fremmedartede bogstaver, lændeklæder og sort/hvide fotos, mens han eller hun fortalte om livet så langt væk som Arabien, Indien og Tanzania.
Som lille pige var jeg fast besluttet på at ville være præst, så jeg selv kunne rejse ud i verden som missionær og opleve eventyret. Jeg endte som journalist, men jeg er ikke i tvivl om, at missionærer på hjemmeophold har en del af ansvaret for min udlængsel. I dag møder vi verden på rejser og på TV, men jeg er sikker på, at det gør indtryk og skaber opbakning, når udsendinge også nu om dage rejser rundt på foredragsturné i Danmark.
Hvad gør man, når man ikke sådan lige kan rejse til Afrika og Arabien? Man flytter da bare en hytte fra Tanzania og en stue fra Yemen til Danmark. I missionshuse og gymnastiksale opbyggede missionsselskaberne i årtier livagtige udstillinger af hjem med mennesker og lokale ting, så man fik en fornemmelse af selv at være der.
På udstillingen var der ofte en hjemvendt missionær, som fortalte om, hvordan lokalbefolkningen havde taget imod missionæren og budskabet, men også om lokale skikke og strabadser. For at samle ind til arbejdet ude kunne der fx være tombola og en café. Det var almindeligt, at skoleklasser fra omegnens skoler flyttede timerne i geografi eller religion til udstillingerne, så børnene på den måde kunne få et indblik i livet i det fjerne.
Flere missionsselskaber havde særlige sekretærer, der var ansvarlige for opsætning og flytning af udstillingerne. Missionsudstillinger findes ikke mere i den form, men ønsket om at opleve, hvordan det er at være på mission, og hvordan virkeligheden er for de mennesker, vi slår følgeskab med ude verden, den er der stadig. Det oplever vi i Danmission bl.a. gennem interessen for foredrag og for vores rejser og genbesøg.