Et langt missionærliv blev fredag 6. februar afsluttet på Kolding Sygehus, da missionær og sygeplejerske Grethe Madsen sov stille ind. Hun blev 85 år.
Grethe Madsen var udsendt i 35 år – først 12 år i Indien og siden 23 år i Bangladesh. Hun fik sit missionskald allerede som 16-årig, og hun tog ud som 32-årig. Forinden var hun uddannet som både sundhedsplejerske, sygeplejerske, sygeplejelærer, og desuden tog hun 1. og 2. del af uddannelsen som jordemoder i Skotland. I årene inden sin udsendelse fungerede hun som rejsesekretær i Santalmissionen og rejste rundt i Danmark til børnekredse, ungdomskredse og voksenkredse for at oplyse om missionsarbejdet ude i verden.
Grethe Madsen blev sendt ud af Dansk Santalmission og blev tilknyttet Sygeplejerskernes Missionsforbunds kreds i Nykøbing Mors. Den unge missionær skrev i Santalposten i 1961 i forbindelse med sin første udsendelse til Indien:
”Jeg er fra et indremissionsk hjem. Her, i søndagsskole og på KFUK, vaktes min allerførste interesse og kærlighed til ydre mission. Kort efter døde min moder, men mine forældre var begge indforstået med, at jeg skulle være missionær. Alene dette er en Guds gave”.
Minder fra missionstiden
Grethe Madsen havde mange gode minder fra missionstiden – også selvom hun ofte stod i svære situationer – særligt som udsendt i Bangladesh. Et land præget af interne uroligheder og voldelige konflikter.
”Da jeg kom til landet, var der krigslignende tilstande – og vi havde jo aldrig nok af noget. Vi fik heldigvis blandt andet forbindsstoffer, medicin, senge m.m. fra Danmark, og det var en kolossal hjælp. Der var jo altid katastrofer. Enten krigstilstande, orkaner, tyfoner, oversvømmelser eller almindelige trafikuheld. På et tidspunkt var militæret og politiet meget fjendtlige over for hinanden, og en dag mødtes de to parter i hvert sit folkevognsrugbrød på en smal vej. Ingen ville vige, og de stødte frontalt sammen. Det betød 36 kvæstede på hospitalet i løbet af en halv time,” har Grethe Madsen tidligere fortalt til Kristeligt Dagblad.
Som noget ganske specielt for en missionær, blev Grethe Madsen underviser på College of Nursing i Dhaka. I 1997 kom hun tilbage til Danmark og gik på pension. Grethe Madsen havde haft tæt kontakt til netværket hjemme i Danmark og kredsen i Nykøbing Mors gennem alle årene som missionær ude.
”Det var en stor omvæltning at komme hjem og at skulle klare alting selv. Der var sket så meget, at jeg var fremmed over for det hele. Selv noget så enkelt som at gå i butikker og købe tøj var så vanskeligt, at jeg måtte have en veninde med. Jeg anede jo ikke, hvad jeg skulle bruge. Indkøb af dagligvarer var heller ikke nemt. Supermarkeder var et ukendt begreb, da jeg tog af sted, og da jeg også tog rundt og holdt foredrag måtte jeg også lære at finde ud af de offentlige transportmidler. De første mange gange var jeg rystende nervøs, men nu har jeg da efterhånden lært det,” fortalte Grethe Madsen i 2001 til Kristeligt Dagblad.
Jørgen Nørgaard Pedersen, tidligere generalsekretær i Dansk Santalmission og tidligere vicegeneralsekretær i Danmisison vil huske Grethe Madsen for hendes enestående omsorg for de andre missionærer i Bangladesh og alle de besøgende fra Danmark.
”Hendes gæsteværelse var altid til rådighed – og gæsterne blev behandlet som baroner. Hun var tilsvarende enestående i sin behandling af patienter på hospitalet og bangladeshere i almindelighed. Vi vil alle være fælles om at ære hendes minde,” siger Jørgen Nørgaard Pedersen.
Grethe Madsen sammen med sygeplejekolleger inden afrejse til Indien i 1961.
