Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Halas håb

Halas håb

”Ingen i Syrien ved, hvad der vil ske i morgen. Det gør det svært, næsten umuligt, at planlægge noget som helst, og man må altid lave alternative planer – plan b og c og d", siger 24-årige Hala. Efter tre måneder på Diakonhøjskolen i Århus er hun nu rejst hjem til Damaskus.

”Der er mange, der spørger mig, hvorfor jeg forlader Danmark for at rejse tilbage til Damaskus,” siger 24-årige Hala grinende. Hendes ansigt lyser op ved tanken om sin hjemby. De seneste tre måneder har hun tilbragt i Århus, hvor hun har fulgt et kursus på Diakonhøjskolen finansieret af Danmission.

”Men jeg glæder mig meget til at komme tilbage. Damaskus er stadig en smuk by på trods af regnen af uforudsigelige bomber, der efterhånden har ødelagt mange områder. Man ved aldrig, hvor de lander. Men vi prøver bare at leve normalt og håber på, de ikke rammer os”, siger hun og stopper eftertænksomt op. ”Måske Damaskus stadig er det smukkeste sted, fordi vi holder håbet oppe”.

Hala tilhører den syrisk-ortodokse kirke, hvor hun i mange år har været frivillig i det kirkelige udviklingsarbejde. Men da kampene brød ud i 2011 ændrede kirkens rolle sig fra den ene dag til den anden, og pludselig stod hun i et fuldtidsjob som nødhjælpskoordinator.

”I starten af konflikten kom der virkelig mange internt fordrevne, fordi Damaskus blev set som det sikreste sted. Der kommer færre folk nu, nu er det især dem, der ikke vil forlade landet som kommer. Her hjælper vi så med alt fra bolig til medicin, mad og bleer.”

Hun mener, det gør en forskel, at de arbejder som kirke. Lige fra konfliktens start har de modtaget bunker af tøj og ting fra almindelige mennesker, der gerne vil hjælpe. Og gruppen af nødhjælpsarbejdere vokser og vokser. Hun understreger, at de selvfølgelig hjælper i nød alle uanset religion. Selvom det er hårdt at have så mange nødlidende skæbner tæt inde på livet, så er det også i arbejdet hun finder håb.

”Det er svært at sige, hvor håbet kommer fra. Jeg møder mange mennesker, der har mistet alting og føler sig håbløse. Når vi hjælper dem, så prøver vi også at give dem lidt håb. Det er selvfølgelig ikke altid, det lykkes første gang, men skridt for skridt så spreder håbet sig.”

Det er ikke svært at forestille sig, at Hala kan sprede smil. Hun virker ufatteligt livsglad og griner og joker, mens vi taler sammen.

”Jeg prøver at leve så normalt som muligt. Stadig at gå ud med mine venner og have det sjovt, men vi kan selvfølgelig ikke bevæge os så frit som før. Og selvom vi prøver, så går det ofte ikke, som vi håber på,” siger hun og fortsætter: ”Ingen i Syrien ved, hvad der vil ske i morgen. Det gør det svært, næsten umuligt, at planlægge noget som helst, og man må altid lave alternative planer – plan b og c og d. Nogle mennesker tænker kun en dag frem ad gangen, andre en uge eller måske en måned. Men ikke længere.”

Hala fortæller, at der fortsat er mange, der planlægger at forlade landet. Selvom det ikke er på tegnebrættet for hende lige nu, så er hun klar over, det måske bliver nødvendigt.

”Nogle steder er situationen meget alvorligt, og så forstår jeg godt, de rejser. Men jeg er ikke på vej ud af landet. Jeg synes, det er vigtigt, vi bliver i Syrien og ikke bare overlader det hele til dem, der kæmper med vold. Men hvis situationen bliver meget værre, så er der ikke andre muligheder – vi rejser jo, hvis det står mellem at flygte eller blive slået ihjel.”

Over de seneste måneder i Danmark, har hun undret sig over, at danskerne har et så statisk syn på konflikten. At almindelige mennesker mener, de kan udpege de gode og de onde, og at en af parterne vil ende som krigens vindere.

”Der bliver ingen vinder i Syrien. Der er så mange forskellige grupper involveret nu – selv jeg, som er syrer, kan ikke finde ud af, hvad der er op og ned længere. Hvem der slår hvem ihjel. Det eneste, der er sikkert, er at det er de civile, der lider og mister liv. Hvis jeg kunne viderebringe et budskab til danskerne, så er det, at der stadig lever almindelige mennesker i Syrien. På trods af de mange flygtninge, så er her stadig mennesker, der kæmper for deres liv og for at holde sammen på alt det, der er blevet ødelagt. Det er en kæmpeopgave at sætte alle de små brikker sammen, men folk finder sammen i grupper og gør, hvad de kan.”

Lige nu planlægger Hala selv en måned frem i tiden, for der skal hun forloves. Hun fniser næsten overstadigt, da hun fortæller om det og begynder straks at finde billeder frem af sin kommende mand.
”Vi kan ikke holde et rigtigt bryllup som situationen er nu, men vi ved, vi vil være sammen. Så nu starter vi med forlovelsen. Vi har kendt hinanden siden vi var seks år”, kvidrer hun og pludselig giver det god mening, at hun glæder sig så meget til at komme hjem.

”Han er civilingeniør. Det bliver et godt job, når krigen stopper. Vi bliver et godt par; han kan tage sig af den fysiske genopbygning – infrastrukturen og alt det – og jeg kan tage mig den menneskelig,” siger hun med et glimt i øjet. Hun glæder sig til, at kirken kan komme i gang med dialog- og forsoningsprojekter, men det er stadig for risikabelt at samle store grupper mennesker i Syrien. Ingen ved, hvad der vil ske i morgen.

Danmission samler ind til ofrene i Syrien. Giv et bidrag – der er hårdt brug for vores hjælp!

[onlinedonation id=”121″]