Urolighederne i Bangladesh skyldes rivaliseringen imellem Bangladeshs to største partier, det regerende Awami League (AL) med præmiereminister Sheikh Hasina i spidsen og oppositionspartiet Bangladesh Nationalist Parti (BNP) under Khaleda Zia. De to kvinder har i årtier bekriget hinanden med konsekvenser for landet og befolkningen. I skrivende stund er hele Bangladesh således både underlagt en såkaldt non-stop blokade af oppositionen (BNP), der kræver at den siddende regering indvilligere i omvalg efter sidste års nederlag, og samtidg er der 24 timers hartal – strejke – som lammer trafik, bevægelsesfrihed og dagligdag for alle. Under disse blokader og strejker kolliderer de to partiers tilhængere i meningsløse voldsudvekslinger – ofte med dødsfald på tilfælde forbipasserende til følge. En af overskrifterne i aviserne i dag fortæller således at 5 døde, efter at BNP tilhængere angreb en bus med brandbomber. Ofrene brændt ihjel! I forgårs blev en ledende person i BNP forsøgt skudt uden for partiets hovedkontor, kun 10 minutter fra vores hjem. Hans bil blev derefter sat i brand, men han overlevede. Hver dag hører vi om brandbomber mod busser og biler, afsporing af tog og hovedstaden Dhaka, hvor vi bor, er nu inddelt i isolerede byzoner patruljeret af politiet. Vi kan ikke bevæge os frit omkring udenfor disse zoner, og det bør vi heller ikke af hensyn til vores egen sikkerhed. Det paradoksale ved situationen er at begge partier maner til dialog og forhandlinger, samtidig med at de anklager hinanden for ikke at være indstillede på hverken en fredelig eller fornuftig løsning. Situationen er nu ved at være så håbløs at EU, USA og UK har opfordret de stridende parter til forhandling og til at regeringen fremover sikrer alle partier deres demokratiske rettighed til forsamling og ytringsfrihed.
Hverdagen i midten
Midt i alt dette fortsætter hverdagen, dog som sagt med begrænsede udfoldelsesmuligheder. Vi bor i et områder, hvor vi kan bevæge os rundt og få hverdagen til at hænge sammen. Jonas, vores yngste på snart 14 år, går i skole hver dag, da hans skole ligger udenfor ”krigszonerne” så at sige – endnu da. Vi kan handle i de lokale, nærliggende butikker og det lykkes også at komme til sprogundervisning hver formiddag. Dog skal vi på vejen passere et par politiafspærringer, men de lader os venligst komme igennem. Det er ”kun” bangladesherne selv, blandt andre vores bangla-lærer, der må finde sig i at få tasker og rygsække undersøgt.
Hvem betaler prisen?
Hvem vil stå som sejrherre efter denne håbløse, meningsløse strid? I hvert fald ikke de almindelige bangladeshere. Urolighederne i landet forhindrer folk i at have en almindelig hverdag med skole, arbejde og indtægter. Millioner af bangladeshere lever fra dag til dag på den indkomst, de kan skaffe her og nu; rickshawkørere, bygningsarbejdere og daglejere. Butiksindehavere mister kunder og omsætning og skolebørn mister mange dages undervisning og risikerer ikke at kunne gå til eksamen. Det lyder måske som en god ting for en dansk skoleelev eller studerene at slippe for at gå i skole i en uge eller i månedsvis, i Bangladesh, derimod, er uddannelse alfa og omega hvis de unge vil sikre sig en stabil og god fremtid. Oftest har de ikke råd til at udsætte deres eksamen, da uddannelse her kræver kontant afregning. Så disse langvarige og tilbagevendende strejker og politiske konflikter lammer ganske enkelt landet og forhindrer en stabil udvikling på alle områder.
Hvornår er det nok!
Jeg har overvejet, hvornår bangladesherne får nok af alt dette og siger stop! Den generelle holdning synes at være: ”De to stridende partier er ikke interesseret i landets udvikling eller i om befolkningen lider – de er kun interesseret i at sikre deres magt. De kæmper måske indbyrdes men så snart en 3. part blander sig, holder de sammen for at bevare status quo. Bangladesh er et godt land med mange ressourcer, men befolkningen er fortsat for uoplyst eller enfoldig til helt at gennemskue, hvad der foregår. Vi lader os rive med! Derfor kan vi ikke ændrer noget på nuværende tidspunkt. Men forhåbentlig vil det lykkes for den yngre generation at få rettet op på dette land og udvikle det i den rigtige retning”.
Satiretegning ved Syed Rashad Imam (Tanmoy)