Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Bliver det jul i Mosul?

Bliver det jul i Mosul?

Danmissions Nik Bredholt og Jens Juul skriver om situationen i Mosul i dagens Politiken. Et halvt års militærintervention har ikke bragt juleudsigterne tættere på. Læs med her.

Find det fulde debatindlæg fra Politiken – klik her

eller læs den korte version her (tidligere bragt på Nik Bredholts blog på U-landsnyt.dk). 

Der er nu gået et halvt år, siden Mosul blev indtaget af Islamisk Stat (IS), og især kristne og yazidier blev fordrevet fra både millionbyen og de mindre landsbyer på Nineveh sletten i det nordlige Irak.

Denne forfærdende hændelse reagerede verden på ved at indsætte militærstyrker, der skulle kæmpe mod IS sammen med kurderne og den Irakiske hær. En dansk militær indsats blev vedtaget af Folketinget d. 27. september og fulgt op med beslutningen om at sende F-16 fly nogle dage senere.

Det var et kraftigt og omfattende svar, som naturligt nok afføder en vis forventning.

Nu efter et halvt år må man spørge, hvad resultatet er af det militære engagement, og hvad har det betydet for de fordrevne og for dem, som blev tilbage?

Netop i disse dage fejrer de ortodokse kristne jul, men de kristne i Nordirak har måttet fejre julen i kolde og regnfulde lejre, som var de ”den hellige familie” – Maria og Josef med Jesusbarnet – på flugt fra kong Herodes.

Trods den militære interaktion er der ingen udsigt til, at de flygtede nordirakiske kristne kan vende hjem til Mosul og omegn.

Og man må undrende spørge, hvorfor en kæmpestor irakisk hær sammen med en veltrænet og motiveret kurdisk hær bakket op med højteknologisk og kraftfuld luftstøtte ikke har kunnet fjerne IS-krigerne fra Mosul og derved give de fordrevne mulighed for at vende hjem, som målet vel var?

Og hvorfor er det ikke lykkedes at tilbageerobre de småbyer på Nineveh sletten, hvor bl.a. de kristne boede?

Hvad er kurdernes dagsorden?

Efter et halvt års militær aktion er der flere spørgsmål, som bør rejses, og som ikke mindst det danske folketingsflertal bag beslutningen bør forsøge at få besvaret:
* Hvem er det, vi arbejder sammen med, og hvilke interesser har disse grupper?
* Hvad er kurdernes dagsorden i Irak?
* Hvilken interesse har de i at tilbageerobre Nineveh sletten, og hvorfor går det så langsomt for den Irakiske hær?
Det virker som om den militære strategi baserer sig på et mudret partnerskab med et uklart mål. Man må også spørge:
* Hvad sker der med de andre initiativer, som den danske regering vedtog?
* Hvad er der blevet af den civile indsats for at bringe partnerne til en fælles forståelse?

Er der noget at vende tilbage til?

I slutningen af november talte jeg med pastor Ameer Jaje fra Bagdad. Han var usikker på, om de kristne har en fremtid i Irak.

Hvis der ER en fremtid, så er den ikke nødvendigvis blandt kurderne i det nordlige Irak, men derimod i Bagdad blandt shia-muslimerne.

Han havde talt med flere personer, der var blevet fordrevet fra de mindre landsbyer på Nineveh sletten. Og hans konklusion var, at soldaterne var løbet væk og ikke havde beskyttet de kristne i de kritiske dage i slutningen af juli.

Han frygtede, at når området bliver tilbageerobret, vil det ske ved at lade det bombe og derved ødelægge bygningerne/husene. Det vil ikke hjælper de kristne tilbage – for de har ikke noget at vende tilbage til.

De vestlige – herunder danske beslutningstagere – er nødt til at evaluere deres strategi, hvis målet er, at de kristne, som har næsten 2000 års historie i Nordirak, og de andre fordrevne minoriteter, skal have mulighed for at vende hjem.

F-16 fly har i hvert fald ikke kunnet klare opgaven.

Vi må, ligesom de kristne fra Nordirak, spørge os selv: Hvornår bliver det igen muligt at fejre jul i Mosul?