Af Leif Munksgaard
Mod slutningen af 1978 var vi alle i Iran klar over, at shahens styre ville falde, og de fleste regnede med, at ayatollah Khomeini ville komme tilbage for at skabe fred og glæde for alle i Iran. Kort før jul i 1978 holdt den persiske biskop Hassan Deqhani-Tafti en særlig julegudstjeneste. Biskoppen havde inviteret alle sine venner og bekendte til gudstjenesten. Amtmanden, universitetsrektoren, politichefen, digtere, kunstnere, skrællemanden, den lokale bager, købmanden og mange andre var til stede. Omkring 100 personer, mænd og kvinder – næsten alle muslimer – hørte biskoppen prædike.
Der var stille i kirken, for biskoppen talte om noget, der ikke måtte tales om, nemlig religiøs revolution. Alle vidste, at shahen ville forlade Iran. Men de fleste var usikre på, hvad fremtiden ville bringe. Jævnligt var der skyderier og demonstrationer i gaderne. Biler blev stukket i brand.
I kirken havde biskoppen læst en hilsen op fra Khomeini. I den lød det, at der ville blive plads til de kristne i fremtidens Iran. Jeg var – som en af få kristne – også til stede i kirken og husker biskoppen sige: ”Jeg kender ingen revolution, der har holdt sine ledere ved magten i mere end 100 år. Men jeg kender én revolution, som har evighedsbetydning, og det er den revolution, der opstår i hjertet hos det menneske, som lader Kristus blive sluppet løs i sind og tanke!”
Der var stille i kirken. Alle vidste, at biskoppen talte ud af egen erfaring, for han havde – 18 år gammel – erklæret, at han ville være kristen, og det havde kostet ham dyrt. Men alle vidste, at han indeholdt noget særligt, som uden tvivl ville få evighedsbetydning for ham. Få uger senere forlod shahen Iran, og Khomeini vendte hjem fra sit eksil. Det blev kaos – især for de kristne. Men biskop Hassan og andre med ham blev til deres død ved med at sige: ”I Kristus kan alt blive nyt!”
Lis og Leif Munksgaard var missionærer i Mellemøsten i næsten 30 år. Først samlet 14 år i Libanon, Bahrain, Kuwait og Iran. 1979-85 var han missionssekretær i Det Danske Missionsselskab (DMS). Parret rejste igen ud til Bahrain og Kuwait og vendte hjem i 1999. Leif blev flygtninge- indvandrerpræst ved Domkirken i Odense, og her var han og Lis med til at oprette Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde. I dag er parret aktive pensionister med bopæl i København.
Biskop Hassan levede sine sidste år i eksil i England. To af biskoppens bøger blev udgivet af DMS: ”Af mit livs Mønster” i 1963 og ”Brat Opvågnen” i 1980