Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Godt nytår. Også for Syrien

Godt nytår. Også for Syrien

Mens julefreden har lagt sig over vores lille familie i Beirut, så bliver vi dagligt mindet om krigens rædsler under hundrede kilometer fra vores hoveddør

Nissebanden i Libanon 

Det er blevet december. Sikke en herlig måned. Som børnefamilie er det skønt, at der er skabt en ramme for fortællinger, magi og ekstra forkælelse. Vi har nogle nisser, der kommer og giver breve og chokolade i en sok. Børnene elsker historierne, og de kigger igen og igen i sokken for at se, om der er nyt fra nisserne.

Først på måneden blev nisserne sure, da vi ikke fik lavet risengrød til dem. En aften fandt vi pigernes sko i køleskabet, og der var smurt stærke krydderier under bunden af aftenens kreation af vafler. Det var ikke sjovt. Det var faktisk angstprovokerende for de to piger på 3 og 5. For pludselig trådte nogle eksterne kræfter ind og rykkede rundt på deres hverdag, på deres faste ramme. Det gjorde dem utrygge. Og vi måtte love, at nisserne bestemt ikke kunne finde på at grave et hul, som de kunne falde ned i! Vi skyndte os at lave risengrød, og snart efter kom der et nyt brev, hvor der stod, at nu ville nisserne aldrig drille mere.

Det er måske en dum lille historie, men for mig var det en stærk påmindelse om, hvor skrøbelige vores børn i virkeligheden er. Der skal så lidt til, før de oplever utryghed.

Imens jeg er inde i min fine, lille familieboble af julefortællinger, håb og forventning, så er det som om, verden udenom bliver ved med at briste. Jeg læser om syriske spædbørn, der dør pga. kulde og fejlernæring. Jeg ser syriske flygtningebørn her i Libanon løbe rundt i gaderne forhutlede og frysende. Jeg ser træthed og udmattelse i øjnene hos de unge syriske flygtninge i Beirut, som flakker omkring og venter på, at deres voksenliv for alvor kan komme i gang: Men sker det nogensinde? Kan de nogensinde vende hjem, og vil der være en fremtid for dem der?

2. juledag. Vi trækker frisk luft i bjergene i det sydlige Libanon med udsigt over dele af den bjergryg, der skiller Libanon og Syrien

2. juledag. Vi trækker frisk luft i bjergene i det sydlige Libanon med udsigt over dele af den bjergryg, der skiller Libanon og Syrien

Workshop med unge syrere

Tidligere i december var jeg til en workshop med 16 unge syrere. De har de seneste syv måneder været engageret i et program for unge civilsamfundsfolk, som stadig bor i Syrien. Rejsetiden mellem Broumana i Libanon, hvor mødet bliver afholdt, og Damaskus, hvor de bor, burde være halvanden time, men de fleste har været undervejs i op til 12 timer. En pige beretter, at hun sad fast ved et check point i 10 timer. Det var ok for hende, for hun var velforberedt og havde mad og vand med. Langt værre var det for de mange børnefamilier, der måtte klare sig uden toilet og med utålmodige børn efter de mange timers venten.

Workshoppen starter med, at Mona, der er facilitator – en slags mødeleder – beder deltagerne to og to fortælle hinanden om nogle minder, fra da de var 18 år. Der spreder sig en god stemning i rummet, og de deler gladeligt deres historier og gestikulerer med hænderne undervejs. Derefter beder Mona dem om at fortælle, hvad deres drøm er tre år frem. Ansigtsudtrykkene skifter, og tre unge kvinder på en række overfor mig piller nervøst ved deres tørklæder. De fleste kigger væk fra Mona. De vil helst ikke sige noget. For, hvad er der at håbe på for Syrien lige nu?

Workshoppen er en del af programmet Syrian Youth Encounter, hvor de unge civilsamfundsaktivister fra Syrien i løbet af et år trænes i dialog, netværk og konflikthåndtering. De er nu samlet i Libanon for at dele deres erfaringer med i praksis at gennemføre lokale aktiviteter med fokus på fred og forsoning. Og med rette er de stolte. For det er faktisk lykkedes at sætte gang i initiativer! Godt nok er det små aktiviteter, men det kan alligevel være med til at gøre en forskel.

Gensynsglæden blandt deltagerne er stor. Men vi mangler én deltager. Det er den unge mand, som jeg tidligere har skrevet om. Han blev tilbageholdt for to måneder siden, da han forsøgte at krydse grænsen til Libanon, hvor han skulle mødes med bl.a. mig og deltage i en træning om medborgerskab. Han blev frigivet for nogle uger siden, men han kan ikke længere deltage i aktiviteter a la vores workshop. Han frygter med god grund for, hvordan han ville blive behandlet, hvis han igen forsøgte at krydse grænsen og blev tilbageholdt.

Det får mig – som så ofte – til at tænke på, hvordan det kan være, at nogen tør engagere sig som ham og de andre unge? Hvem er det, der tør stille sig i front? Hvorfor gør de det? Og hvorfor bliver de ved – selv om det nogen gange kan være svært at holde engagementet oppe, og selvom det kan være med livet som indsats? Jeg begynder at forstå, at for mange er det for farligt at lade være. For det er farligt at lade ekstreme kræfter fra alle sider af krigen i Syrien overtage magten og passivt se på. Det er farligt at lade sig fylde af apati og håbløshed og dermed miste handlekraft og tro på egen dømmekraft. Uanset deres bevæggrunde så gør de det med fare for deres eget liv, og jeg beundrer og er taknemmelig for deres mod og udholdenhed.

En dybfølt tak

Jeg er også taknemmelig for, at der er så mange i Danmark, der vil er med til at sætte fokus på situationen for de mange millioner syriske flygtninge.

December byder på julekalender – også i min familie her i Beirut. Og vi har i år fået sendt Nissebanden på Grønland herned. Det betyder, at Lunte, Skipper, Gemyse og Puk dagligt indtager vores stue. Det er jo lidt som et kig tilbage i tiden, og jeg kan næsten mærke, hvordan jeg selv som barn blev introduceret til Flemming Jensens forunderlige univers. Han har vist altid haft noget på hjerte. Men nu oplever jeg så at stå skulder om skulder med Flemming Jensen, der fortæller en varm julehistorie og samtidig trækker vores fælles opmærksomhed hen til de nødlidende i Syrien og insisterer på, at vi skal se og behandle mennesker som mennesker. Han har igen i 2014 et stærkt budskab. Tak til Flemming Jensen og de andre 3 kendte danskere, som læser et eventyr til fordel for Danmissions indsamling til ofrene i Syrien og minder os om, at der er en verden uden for de danske julestuer. Og jeg skal også bringe en dybfølt tak fra vores partnere – både for hjælpen og for oplevelsen af, at de ikke er glemt. Det gør faktisk en forskel, at der nu er blevet købt tæpper og mad til nogle af de internt fordrevne familier i et bidende koldt Syrien.

Det nye år

Jeg bliver ofte bedt om at forudse, hvad der kommer til at ske i Syrien. Det er jo som at kigge ned i et sort hul og lede efter lysende brikker, der kan lægges op til et optimistisk billede. Men jeg ser intet. Jeg ser ikke nogen forløsning. Jeg ser ikke nogen politisk vilje til kompromisser. Jeg ser kun, at hele konflikten bliver yderligere kompliceret. Denne krig stopper ikke så længe, så mange internationale aktører med sociale, politiske, religiøse og sekteriske motiver holder landet fanget i en krig, som ikke længere handler ret meget om Syrien. For den frihed, som det syriske folk med rette efterspurgte i begyndelsen af Det Arabiske Forår for snart 4 år siden, er blevet kuppet af nye former for ekstremer.

Men selv om der er langt mellem lysglimtene, så betyder det ikke, at jeg har mistet håbet. Jeg har en grundlæggende tro på, at det syriske folk har en varme og en kærlighed til livet og hinanden, som på den lange bane kan skabe et afsæt for, at naboer igen kan enes og holde sammen. Om det bliver i Syrien med de grænser, vi har kendt, eller om vi kommer til at se hele landkortet åbnet op i nye konstruktioner, det tør jeg ikke gisne om. Men vi skal huske på, at der bor rigtige mennesker i Syrien, som er blevet hevet ud af en hverdag, deres faste ramme er blevet rystet. Men de er drevet af samme håb og ønsker, som vi også driver vores egne liv omkring. Og de ønsker at leve i fred – med et hjem, venner, arbejde, religion og alt det andet, som danner rammen om et godt liv. Børn, unge og voksne. For der er slet ikke så langt fra Syrien til Danmark, som vi nogen gange tror.

Jeg håber på et godt 2015. Også for Syrien.

 

Så blev det alligevel jul

Så blev det alligevel jul