Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Gudstjeneste og gidselstagning

Gudstjeneste og gidselstagning

For Elias Toume fra Syrien er det at være biskop meget mere end det gejstlige. Med risiko for sin egen sikkerhed kører han jævnligt i bil til Libanon for at købe fx modermælkserstatning, og han har også haft bagsædet fyldt med gidsler. Det og meget andet, fortalte han forleden, da han var i Danmark til dialogmøde inviteret at Danmission.

”Det er ikke nemt at være kirke i krisetider, for vi kan ikke opfylde alle de behov, vi møder. Indtil videre har jeg fulgt en simpel strategi: Gennemsigtighed! Når vi har noget, deler vi ud, og hvis folk kommer til os, når vi intet har, så siger vi det, som det er. På den måde oplever folk også, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe,” fortæller Elias Toume, der er biskop i den kristne dal, Wadi al Nasara i Syrien. Han var for nylig inviteret til Danmark af Danmission for at deltage i en konference om religionens rolle for fredsskabelse i Syrien.

Kirken står for en stor del af det humanitære nødhjælpsarbejde i området, og Toume er både biskop og en central figur i nødhjælps- og dialogarbejdet, som Danmission støtter. Men behovene er altså langt større end midlerne.

”Vi mangler nærmest alt: olie, vand, brændstof, mælk til børnene og elektricitet,” siger biskop Toume og fortæller, at der de seneste par år alene til hans område ankommet flere end 7.000 internt fordrevne familier, hvilket har øget befolkningstallet med over en fjerdedel.

Klik her, hvis du vil støtte biskop Elias Toume og hans kirkes nødhjælpsarbejde

Biskoppens egen import

Vinterkulden har skabt nye og mere akutte behov for varmt tøj og brændsel, ligesom der mangler medicin fx til de mange tilfælde af lungebetændelse. Der er færre varer samtidig med, at der er flere mennesker i området, og det har fået efterspørgslen og dermed priserne til at stige voldsomt. Det gør det svært – også for almindelige familier, som altid har boet her – at købe selv de mest basale ting. Og endnu sværere er det for de mange flygtninge, som ofte har måttet efterlade alt.

”I den her situation ser jeg humanitært arbejde som min første og vigtigste opgave som biskop. Da jeg var yngre, troede jeg, at en biskops vigtigste opgaver var det gejstlige, men det er det ikke. At hjælpe mennesker i nød er min førsteprioritet, og også biskoppen tager del i det hele,” siger han med et smil og forklarer, at han sideløbende med gudstjenester og sjælesorg også er med i det praktiske nødhjælpsarbejde.

Han kører fx ofte den risikofyldte tur ind i Libanon for at hente varer, der ikke længere kan skaffes eller som er blevet helt ubetalelige i Syrien. Senest har han været over grænsen for at fylde bilen med modermælkserstatning til babyerne. Det kan han, fordi han som biskop har særlig tilladelse til at krydse grænsen, men embedet er ingen sikkerhedsgaranti. Han fortæller bl.a. om to syriske bispekolleger, som for halvandet år siden blev kidnappet, og som ikke er vendt tilbage. Ingen kender deres skæbne!

”Men det er meget vigtigt, at folk ser, at kirken handler. Når en situation er så alvorlig, som den er i Syrien lige nu, er der brug for at tro omsættes til handling. Hvis jeg alene prædiker om Jesu gerninger uden også at handle, så mister folk troen,” siger han og tilføjer, at syrerne traditionelt er religiøse, men lige nu falmer troen.

Børn for lov at være børn

I foråret åbnede biskop Toume med hjælp fra Danmission et børnecenter i kirken i landsbyen Hab Nemra. Tanken bag centret er at give børnene et frirum til at være børn på tværs af religiøse skel og samtidig lære dem om vigtigheden af fred og sameksistens. Centeret er en stor succes, men det er en udfordring at få børnene til at komme.

”Børnene bor i forskellige landsbyer i området, og forældrene har ikke råd til børnenes transport, så vi har brug for benzin, så vi kan hente børnene. Det er også en vigtig motivation for at deltage, at vi kan tilbyde noget af det, børnene mangler – fx et måltid mad,” fortæller biskoppen.

Det er lykkedes at tiltrække børn af både sunnimuslimer og alawitter (som er shiamuslimer) – udover de kristne børn. Det vidner om, at kirken indtager en helt særlig position i området.

”Jeg er utroligt stolt af den tillid, som både sunnimuslimske og alawitiske forældre viser kirken. Det er et stærkt udtryk for tillid, især når de lader deres døtre deltage vores aktiviteter. Flere af dem er endda kommet til mig og sagt, at de kun sender deres børn til kirken, fordi de ved, de kan stole på os.”

Den oprindelige idé var at arbejde med en mentalitetsændring hos børnene, som så kunne sprede sig i familien. Men i lyset af forældrenes opbakning, involveres de nu i højere grad direkte. Kirken håber at kunne åbne endnu et center, som skal være et tilbud til hele familien. Her vil man også bringe internt fordrevne familier fra forskellige geografiske egne og forskellige etniske og religiøse baggrunde sammen. Tanken er, at folk lærer hinanden at kende, når de fx laver mad eller tager på hospitalsbesøg sammen. I mødet med mennesker, som er blevet såret på grund af borgerkrigen, oplever folk, at deres reaktioner og følelser er de samme. Det skaber bånd mellem dem,” forklarer biskop Toume.

Udveksling af gidsler

Det er dog ikke kun på børnecenteret, at de rivaliserende grupper har vist biskoppen stor tillid. Kidnapninger er et stigende problem i Syrien, og for nogle måneder siden blev Toume kontaktet af sunnimuslimer og alawitter, der bad ham være mellemmand i en gidseludveksling.

”De stolede ikke nok på hinanden til at gennemføre udvekslingen selv, men begge parter stolede på mig. Så ved midnatstid kørte jeg af sted med kidnappede alawitter på bagsædet i min bil til en nærliggende landsby og udvekslede dem med sunni-gidsler. Det var ikke en ufarlig opgave, men den viste en afgørende tillid til kirken. Kun kirken kan bringe de to parter sammen, og på den måde spiller vi en særlig vigtig rolle i området i forhold til at skabe dialog og så spirer til fredelig sameksistens,” siger biskoppen.

Med den tillid følger også et ansvar, som biskoppen velvilligt løfter. For ham er det afgørende at arbejde hen imod et Syrien, der kan rumme den store religiøse og ideologiske diversitet på fredelig vis.

”Jeg forsøger at opretholde et godt forhold til de forskellige grupperinger i området. Selvom alle tiggede mig om at lade være på grund af manglende sikkerhed, har jeg flere gange besøgt en nærliggende landsby, som kontrolleres af en oprørsgruppe, og hvor en stor del af befolkningen er flygtet på grund af kampe i og omkring landsbyen. Alligevel tillod oprørerne, at jeg inviterede byens sheik, som er en gammel bekendt af mig, fra før krigen brød ud, til et møde om dialog. Og da mødet var overstået, kaldte sheiken på sin søn og bad ham kysse mine hænder. Jeg prøvede at afslå, men han insisterede. ”Biskop,” sagde han, ”du er ikke bare de kristnes biskop, du er også muslimernes.”

Biskop Toume understreger, at det er vigtigt at opbygge gode relationer med de moderate muslimske grupper i området: ”De kristne kan ikke frelse sig selv, og man kan heller ikke bombe ideologier væk. Det handler i stedet om at støtte opbyggelsen af alternative ideologier blandt muslimerne. Kun herved bliver der plads til alle – også de kristne – i Syrien.”

Intet liv uden håb

Det er tydeligt at mærke på biskoppen, at han er bekymret for sit folk, men han er langt fra uden håb.

”Uden håb er der intet liv. Hvis vi ikke havde et håb om, at krigen og volden vil ende, så ville vi ikke kunne fortsætte. Det er helt afgørende, at vi i løbet af natten opretholder troen på, at solen står op og spreder lys den følgende morgen. Håb er essentielt i hver en lille afkrog af livet,” siger biskop Elias Toume og tilføjer:

”Det er også med til at opretholde håbet og troen hos mennesker, når de ser, at kirkens folk ikke rejser, men bliver i landet trods omstændighederne. Når de ser at kirken gennemgår de samme prøvelser og lidelser, som alle andre. Mange ønsker at forlade Syrien nu, men jeg rejser ikke – ikke før jeg er den sidste tilbage. Jeg vil blive og kæmpe med alt, hvad jeg har, og jeg har lyst til at sige til andre, at de skal gøre det samme. Men som situationen er nu, kan jeg ikke bede folk om ikke at rejse.”

Til slut vil jeg gerne sige tak til de danskere, der støtter os i Syrien. Og jeg vil opfordre alle til at støtte Danmissions humanitære arbejde. Gud velsigne jer og jeres arbejde. Glædelig jul og godt nytår!

[onlinedonation id=”121″]