Man kunne på lang afstand dufte gløgg og æbleskiver, da Danmission Unge og Natkirken på Strøget i København i går bød velkommen til pop-up genbrug og koncert i Helligaandssalen. Salen var fuld af mennesker, som rodede igennem de gode tilbud, hyggede sig med gløgg og æbleskiver i cafeen. Alt sammen til fordel for en god sag – pop-up genbrug og koncert er nemlig en del af Danmission Luciaindsamling.
Ida og Louise på henholdsvis 20 og 21 år var nogle af de mange besøgende, der kom forbi: ”Vi så skiltet ude på Strøget og kom ind, fordi vi synes, det er fedt med genbrug,” sagde Ida. De synes også, at det er vigtigt, at det går til en god sag, for som de siger: ”Det er da det mindste man kan gøre”. De fandt både jakker, bluser og tørklæder til – syntes de – rimelige priser.

Der var også mange frivillige, som var kommet for at hjælpe på selve dagen. En af dem var Simon på 34 år. Han gjorde det, for at støtte en god sag: ”Jeg synes at det er fedt at kunne hjælpe nogle som har det svært, samtidig med at man kan gøre noget hyggeligt for nogle andre. Det er ligesom 2 fluer med 1 smæk.”
Aftenen sluttede af med en stemningsfuld intim koncert med singer-songwriter Sofia Hedia. Her tog Sofia koncertgæsterne med på en kærlighedstur, for som hun sagde under koncerten: ”Kærlighed handler om at gi’.”