Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Unge gav julen et twist i Aarhus

Unge gav julen et twist i Aarhus

Danmission Unge og fire andre kirkelige ungdomsorganisationer i Aarhus formåede i lørdags med stor succes at løfte det klassiske julemarked op på et nyt plan.

Der blev julet igennem – på den fede måde – da de unge i Aarhus lørdag 22.november holdt julebasar. Godt 500 besøgende lagde vejen forbi Ungdomskirken på Nørre Allé, der i dagens anledning var fyldt med salgsboder, café, livemusik, spændende foredrag og et stort børnehjørne med masser af sjove aktiviteter. Omkring 60 frivillige var i swing hele dagen og med til at skabe en festlig stemning. ”Verdensboden” solgte lækkert kunsthåndværk fra organisationernes samarbejdslande. Der var juleyoga, fællessang fra højskolesangbogen og dans til congolesiske rytmer. For den travle børnefamilie, der manglede julegaveidéer, var der mulighed for at få taget familieportræt af en professionel fotograf. Alt i alt gav dagen en samlet omsætning på 40.000 kroner, hvoraf en del går til Danmissions Årets Lucia Indsamling.

Det storstilede julearrangement var et nyt initiativ til et samarbejde mellem Danmissions Unge, Afrika InTouch, FDF, KFUM/K og VUB – Den danske brødremissions ungdomsarbejde, og det har skabt et rigtig godt netværk mellem organisationerne, fortæller Christina Paabøl Thomsen, en af de to ungdomsentreprenører i Danmission Unge Aarhus.

“Julebazaren var en rigtig vellykket dag med mange glade besøgende, og vi er i Danmission Unge stolte over at have været med. Samarbejdet med de fire andre organisationer har været lærerigt og en god mulighed for at stå sammen om en fælles sag, nemlig forbedring af børn og unges muligheder ude i verden. Så alt i alt en succes!”

Se billederne fra Århus Stiftstidende – klik her